I nær fremtid kan de fleste sygdomme behandles uden en læge

BØGER: Fremtiden lys ud, hvis man er patient eller bange for at blive det, for om lidt kan ethvert kig på uret og enhver tur på tønden sige mere om egen sundhed end nogen læge, lyder det fra to praktiserende læger i ny, modig bog om fremtidens lægerolle i især almen praksis.

”Teknologier som algoritmer, kunstig intelligens og sensorer er godt i gang med igen at revolutionere lægevidenskaben. For ligesom stetoskopet markerede en ny måde at tænke lægevidenskab på, kan disse teknologier også meget vel bringe helt nye perspektiver med sig. Ja, de kan komme til at påvirke hele vores syn på diagnoser og behandling. Samt ikke mindst forholdet mellem læge og patient,” skriver lægerne Michael Hejmadi og Andreas Pihl i deres netop udkomne bog, "Doktor Hansen har set sin sidste patient", hvori de blandt spørger:  

”I nær fremtid kan de fleste sygdomme behandles uden en læge. Så hvad skal vi egentlig med dem, lægerne? Om lidt kan patienterne klare sig selv med hjælp fra teknologi. De gider os ikke, vi selvovervurderende læger, der stadig tror, vi er Guds udsendte.”

Selv om det måske kan lyde som om, at de to læger stiller sig nedgørende an overfor deres fag og kolleger, så er det ingenlunde sådan. Michael Hejmadi og Andreas Pihl hylder tværtimod lægefagligheden i almen praksis i høje toner: ”Verdens bedste,” kalder de sågar det daglige arbejde, som foregår her. Men fremtidens sundhedsvæsen bliver stillet overfor nye og kæmpe krav i kraft af, at der er flere patienter om færre ressourcer, nye teknologier og anderledes patientbehov, mener de to:

”Hvis man er læge, ser fremtiden anderledes dyster ud. Ligesom nutiden i øvrigt gør det. Sundhedsvæsenet er presset. Allerede nu er der færre læger, flere sygdomme, og medicinen bliver dyrere. Vores system er godt på vej til at bryde sammen. Der er mange ting, der skal afklares i forhold til fremtidens sundhedsvæsen. Sådan er det, når det, vi i virkeligheden taler for, er en teknologisk og kulturel omvæltning af vores nuværende system.,” skriver de.

Men ifølge Michael Hejmadi og Andreas Pihl er der ingen i Danmark, der har noget, der bare lugter af konkrete idéer til, hvordan sundhedsvæsnets aktører tager fat på den efterlyste udvikling, som de efterlyser. Hverken Lægeforeningen, regionerne eller Sundhedsstyrelsen mener, at de har et godt bud på eller en strategi for, hvordan man bringer sygehuse, lægehuse, plejehjem og særligt borgernes eget hjem ind i det 21. århundrede på en måde, så teknologierne kommer i spil i overensstemmelse med danske værdier og etik.

Men én af en række forudsætninger for, at praktiserende læger og deres patienter kan komme tørskoede ind i den digitaliserede fremtid, er ifølge forfatterne, at både regionerne, de praktiserende læger og patienterne gør op med deres nostalgiske drømme om gode gamle Doktor Hansen, som havde tid og nærvær i rigelige mængder. Dengang hvor ingen skærme adskilte ham og patienten. Han var bare et menneske, som mødte et andet menneske.

”Doktor Hansen – Ove Sprogøes legendariske læge fra vores allesammens Matador – er stadig den dag i dag de flestes forestilling om en rigtig læge. Denne noble og ordentlige mand. Han havde ingen kone og dermed masser af kærlighed tilovers til sine medmennesker. Han var en fast del af lokalsamfundet – en person man kendte uden for lægehuset – og han havde ingen skyggesider. Han var et etisk pragteksemplar. Og det lyder da godt. Dejligt med al den nærhed, omsorg og troværdighed. Men den fulde sandhed er, at gamle dage ikke var så gode endda. Doktor Hansen og hans virkelige kolleger var dårlige læger. I hvert fald hvis man forstår en læge som en, der er i stand til at kurere sygdom,” lyder kritikken fra Michael Hejmadi og Andreas Pihl, der videre skriver om datidens Hansen’er:

”De kunne i virkeligheden ikke stille det store op, når sygdom ramte for alvor. Bl.a. fordi deres værktøjskasse ikke indeholdt meget andet end et stetoskop. Samtidig var Doktor Hansen ikke bare enlig, han var også alene. On his own. Specialister var der ikke mange af, og forbindelsen mellem den praktiserende læge og sygehuset var næsten ikke-eksisterende. Doktor Hansen havde læst tykke bøger, men de indeholdt viden, der typisk var fem-ti år gammel. Samtidig var det næsten umuligt for ham hurtigt at afsøge litteraturen for opdateret viden.”

Det er altså således ifølge forfatterne ikke gode gamle Doktor Hansen, der skal genoplives for at få udviklet sundhed og sundhedsvæsnet. Forfatterne vil have en ny fremtidens Doktor Hansen, som formåer at favne allehånde former for nye teknologier for, at læger på den måde igen kan få tid til at rumme, rådgive og behandle deres patienter i forhold til netop disses forskellige behov.  

Men det er heller ikke digitalisering og teknologificering, som regionerne har implementeret den hidtil, der er løsningen ifølge Michael Hejmadi og Andreas Pihl. De mener, at det nuværende system er et væsen, der ’kører på pumperne, og hvor øje-til-øje kontakter mellem læger og patienter er blevet erstattet af øje-til nakke-kontakter’.

”Vi lever i et sundhedsvæsen, hvor vi har sat strøm til en masse ting, men vi har gjort det uden omtanke. Sundhedspersonalet bruger enormt meget tid på diverse systemer. Og det fremmer ikke just chancerne for at leve op til de nye, større og bredere krav, vi oplever. Hvis det, vi – befolkningen og samfundet – vitterligt ønsker, er at holde os sunde og altid kunne blive kureret for sygdomme, så skal der helt andre boller på suppen. Vi er tvunget til at tænke nyt. Gøre nyt. For lægerne brænder ud. Doktor Hansen er i den grad udfordret.”

De to læger lægger ikke fingrene imellem i deres kritik af et sundhedsvæsen, som hverken behandler sine ansatte eller sine patienter empatisk, intelligent eller spor hensynsfuldt. Men kritikken forekommer fair, er retvisende og baseret på bunker af personlig indsigt og erfaring. At forfatterne også er humoristiske, gør kun læsningen tilgængelig for endnu flere – og det er godt, for den kan helt givet være relevant og interessant læsning for både sundhedspersoner og borgere. Blandt har sidstnævnte mulighed for at få nogle forklaringer, som ikke er søforklaringer, på nogle af de ting, som fra tid til anden kan forekomme besynderlige set udefra.

Men Doktor Hansen er ikke bare ude på at sætte fingrene på ømme og betændte steder, men forsøger i høj grad også at tænde læsernes lyst til at kigge frem og begynde at fundere over, hvordan sundhedsvæsnet skal ændre de måder, hvorpå det anskuer, udvikler og anvender sit personale, sine patienter og de nye teknologiske muligheder på. For hvorfor er det lige, at patienter altid skal vente, bevæge sig syge til lægen, være alene om deres sygdom mere end 90 procent af tiden, finde sig i, at lægen sidder med ryggen til og ikke har tid at lytte – alt imens at antallet af praktiserende læger falder, og antallet af patienter stiger.? Og hvorfor er det lige, at læger forlanges at kunne overkomme en konsultation på under 15 minutter, at skulle dokumentere simultant med, at patienten beretter om sine symptomer, at have overblik over et utal af systemer, hjemmesider, fax-maskiner og et kludetæppe af teknologier, som mangler kompatibilitet, eftersom de er udviklet separat uden at være tænkt sammen.? Alt sammen forhold, der sammen med en bunke andre uhensigtsmæssige normer, kan ændres til det bedre, hævder Doktor Hansens moderne og modige proselytter, Michael Hejmadi og Andreas Pihl.

”Vi skal tænke anderledes, gøre noget anderledes – og gerne radikalt anderledes – hvis vi virkelig vil leve op til at være et sundhedsvæsen. Anderledesheden dækker flere områder: Ny teknologi, nye arbejdsgange, nyt selvbillede – både hos lægen og patienten – nye incitamentsstrukturer og sidst men ikke mindst: nye relationer. Mellem læge og patient. Tidligere havde lægen al magt, men også alt ansvar, fordi det kun var lægen, der for alvor kunne gøre noget ved sygdommen. I dag er det anderledes. Med kroniske sygdomme er det primært patienten (og samfundet), der for alvor kan gøre noget ved problemet. Magtforholdet læge og patient imellem ændrer sig, og med det følger også en ny ansvarsfordeling, hvor patienten umiddelbart får større ansvar for egen sundhed; skriver forfatterne, der dog understreger, at det er altafgørende vigtigt, at fremtidens læger er opmærksomme overfor, at patienters større involvering dog ikke fører til, at den enkelte patient efterlades med al ansvaret.  

Sundhedsvæsnets ledere får med beskrivelserne af både gode gamle Doktor Hansen og fremtidens digitaliserede Doktor Hansen mulighed for at se sig selv i spejlet, borgerne for at få bedre indsigt i Doktor Hansens liv inde bag døren og sundhedspersoner for et kig ud i fremtidens spændende muligheder for, hvordan Doktor Hansen også vil kunne komme til at udføre sin gerning.

• Doktor Hansen har set sin sidste patient 
• Michael Hejmadi, Andreas Pihl samt Frederik Lindhardt
• Forlag: Vandkunsten 1
• Pris: 249 kroner på Saxo.dk