Psykiatrisk chef makulerer med fuldt overlæg TV-mands afslørende journal

 
 
 
 
 

TV: Da journalist og tv-dokumentarist Per Wennick kommer for tæt på den medicinske journal, som kan vise ham, om førende danske psykiatere bevidst valgte ikke at gribe indover for vold og seksuelle overgreb mod børnehjemsbørn, beordrer centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup hans journal makuleret for næsen af ham. 

Det første, som TV- og portrætdokumentaristen Per Wennick kan huske fra sit liv er, da hans mor indskriver ham på børnehjemmet Godthåb på Frederiksberg som tre-årig i 1952. Moren var enlig og havde ikke økonomi til at have ham boende hjemme, og de næste 11 år på Godthåb blev for Per Wennick en barndom præget af plejemorens religiøse tugtelser, bank og voldelige afstraffelser samt de større drenges seksuelle overgreb. Det fremgår af hans nyeste to programmer, "Jagten på mig selv", som har haft premiere i jule- og nytårsdagene.

Per Wennick, der igennem godt 30 år har tilrettelagt en lang stribe seer-og kritikerroste portrætprogrammer om for eksempel prinsesse Marie, grevinde Erna Hamilton og den kun 47-årige demente Bjørn Jacobsen har ikke vidst meget om sin nu afdøde mors livsvalg og heller ikke om sin svenske far, som moren fejlagtigt fastholdt var død.

Drengen Per og heller ikke den voksne Per Wennick har kunnet få noget at vide. Familiehemmelighederne hobede sig op, og spørgsmål var tabu. Og ligeså uudgrundeligt har det været for ham, hvorfor han tilsyneladende en stor del af sit liv har været overvåget af psykiatere på det tidligere kommunehospital i København i kraft af et forskningsprojekt, ledet af psykiateren Fini Schulsinger og det amerikanske efterretningsvæsen CIA, om social arv og skizofreni, som han medvirkede i, mens han boede på børnehjemmet i 1950’erne og starten af 60’erne.

Og fordi Per Wennick ved så lidt om sin barndom, kan netop journalerne fra det mangeårige, omfangsrige og meget dybtgående dansk-amerikanske forsøg være den afgørende nøgle til hans barndom, mener han og sætter den jagt i gang, som i bund og grund skal fortælle ham, hvorfor ingen greb ind overfor børnehjemmets pinsler.

Men nej, for efter måneders samtaler, besøg og research i Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek, Frederiksberg Stadsarkiv, gamle avisklip, arkiver, doktordisputatser og hospitalsafdelinger og et hav af skumle hospitalskældre formår Per Wennick og hans dygtige researcher godt nok at nå frem til Hvidovre hospitals psykiatriske afdeling, hvor de ved, at hans journal fortsat er opbevaret. Men ikke så snart henvender han sig, før afdelingsledelsen helt bevidst skynder sig at vælge at makulere hans journal, da han beder om at få den udleveret.

Journalen er at opfatte som ’prekær’, fremgår det af nylig intern korrespondance mellem flere af hospitalets ledende medarbejdere. Og af en samtale mellem Per Wennick og professor emeritus og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup Josef Parnas, som var en del af det nu formentligt forgangne forskningsstudie, som skulle afdække risikoen for at udvikle skizofreni i forhold til social arv og deraf følgende mulig særlig sårbarhed, fremgår det, at undersøgelsens forsøgspersoner var delt op i tre forsøgsarme. Første arm bestod af børn af skizofrene kvinder, en anden arm bestod af ikke-belastede børn og en tredje af børnehjemsbørn, som formodes eventuelt mere sårbare overfor skizofreni. Alle er blevet fulgt, indberettet og overvåget, fra de var børn og senere i hemmelighed langt op i deres voksenalder. Også selv om for eksempel Per Wennick havde fået at vide, at studiet var afsluttet i 1972.

"Jagten på mig selv" er et meget fint selvportræt af en lille drengs hjerteknugende triste og uendeligt ensomme barndom under forhold, som ingen bør have været udsat for hverken dengang eller nu. På samme måde er det også en tankevækkende indsigt i behovene for at vide og forstå sin baggrund hos et menneske, der er nået frem til sin tredje alder.

Per Wennnick er en nærmest nøgtern og helt usentimental fortæller. Han understøttes af dramatiserede sekvenser af hans erindringer og research, et dygtigt researcharbejde af en kollega og en yderst velturneret redigering af Julie Marie Winding. De får formidlet en meget personlig historie, der dog samtidigt også bliver et pinagtigt portræt af en tid for ikke så forfærdeligt længe siden, hvori forskning endnu kun i mindre grad var indhegnet af etiske regler, hvor børnehjemsbørn var et jaget vildt, som ingen tænkte på at beskytte mod alle hånde former for overgreb, og hvor enlige mødre på grund af underbetalt kvindearbejde kunne være nødsagede til at give deres børn fra sig.

Så Per Wennicks brutale barndom i Danmarks 50’ere er sørgeligt nok ikke et særsyn og derfor nok mere trist at få indblik i end egentligt oprørende. Men at blive konfronteret med nutidens psykiater og professor Josef Parnas´ arrogante, kuldslåede ansvarsforflygtigelse, og hvad der synes at være løgne og bortforklaringer legio, er til gengæld skræmmende. Og at centerchef på Glostrup Psykiatrisk Center Mette Bertelsen Fredsgaard ligefrem vælger at makulere hans journal, da han beder om den, er decideret oprørende.

Hvordan dette kan forekomme i dagens hospitals- og forskerverden er ganske enkelt uantageligt og vidner om en meget særegen kultur, som nogen bør ruske op i. For hvad kan patienter og forsøgspersoner ellers blive udsatte for på denne afdeling, hvor patientuvenlige og arkaiske magtforhold synes at fungere, som var vi 50 år bagud i tid, kan man ikke undgå gysende at spørge sig selv.

En mere traditionel aggressiv undersøgende dokumentarjournalist ville givetvis have forsøgt at rive væggene ned, have fremskaffet en forklaring på, hvad det er, som man derude opfatter som værende så ’prekært’ i hans journal, at man selv den dag i dag vælger at skride til øjeblikkelig makulering og endeligt forsøgt at få nogen stillet til ansvar. Men i "Jagten på mig selv" bliver uhyrlighederne fortalt på Wennicks vanlige underspillede, venligt varme facon. En facon, der dog ikke ændrer ved, at han – stoikeren og humoristen - denne gang må lade tårerne trille over uretfærdigheden og det store afgørende tab af informationer, som ellers kunne have fuldbyrdet hans jagt på sig selv og givet en indsigt i, hvorfor han har overlevet barndommens trængsler, og hvorfor de involverede psykiatere undlod at melde børnehjemmene til de sociale myndigheder.

”De har ikke kunnet undgå at finde ud af, at jeg var udsat for vold og overgreb med alle de tests,” anklager 71-årige Wennick, der har arbejdet i Danmarks Radio i 47 år, tilrettelagt i alt 80 programmer gennem de seneste 40 år, været gift og skilt og haft en række kærester, men som samtidigt siger, at han aldrig har været i stand til at indgå i et tæt parforhold. I stedet for at være tæt på sig selv og sine nærmeste har han valgt et arbejde, hvor han i årtier har været helt tæt inde og undersøge andre menneskers livsudvikling.

Programmerne er i den grad værd at se, og det er udtryk for rettidig programplanlægning endnu engang at placere Per Wennicks programmer i forbindelse med jul og nytår, hvor mange er samlede omkring skærmen.

 

Jagten på mig selv af Per Wennick blev sendt 27. december og 3. januar. Kan streames på dr.dk.