Stilfuld, men skabelonpræget skildring af reagensglasbehandlingens revolutionerende gennembrud

STREAMING: Netflix-dramaet ´Joy´ er en fængende historie om udviklingen af kunstig befrugtning og det evige opgør mellem etablerede dogmer og videnskabelige nybrud. Men filmen lider under en standardiseret dramaturgi, som gør ´Joy´ til en hyggelig oplevelse, der er svær at huske.

For blot et halvt århundrede siden var IVF (in vitro fertilisering eller reagensglasbehandling) et højkontroversielt eksperimentelt indgreb, der blev mødt med demonstrationer, moralsk fordømmelse og modstand i det religiøse og videnskabelige samfund. Modstanden tæt på umuliggjorde udviklingen dengang i 1970’erne. I dag er mere end hvert tiende barn i Danmark født med hjælp fra fertilitetsbehandling, herunder IVF, og det er en udvikling, som kun synes at være tiltagende.

´Joy´ (2024), instrueret af Ben Taylor, skildrer forskningen og tilblivelsen af denne nobelprisvindende teknologi gennem sygeplejersken Jean Purdy, hvis afgørende bidrag i udviklingen af IVF i mange år blev overset til fordel for hendes mandlige kollegers indsats – især Robert Edwards, der senere modtog Nobelprisen.

Jean Purdy, spillet af Thomasin McKenzie, balancerer i begyndelsen af sin karriere mellem videnskabelige begejstring og støtte til IVF med den modstand, hun møder fra sin nære omverden, heriblandt den kirke, hun frekventerer flittigt, og så sin mor, der frasiger sig kontakt med datteren over en lang periode. 

Selvom Jean Purdy støtter IVF, er hun abortmodstander og bliver rådvild, da hun finder ud af, at forskningskollegaen Patrick Steptoe, der spilles på elegant vis af Bill Knighy, udover at bidrage til forskningen i IVF, også udfører aborter. 

”Vi er her for at give kvinder et valg,” lyder det fra oversygeplejersken på hospitalet, da Jean Purdy udtrykker sit ubehag ved tanken om, at der bliver udført aborter på selvsamme hospital, som forsøger at skabe graviditeter. Filmen lader os se, at det ændrer Jean Purdys perspektiv på IVF, at kunstig befrugtning kan betragtes – ligesom abortrettigheden – som en hjælp til at give flere kvinder frit valg. 

Filmen viser os, at støtten til udviklingen af IVF var tydelig blandt Englands barnløse kvinder, hvilket også gør det muligt for de tre forskere – Jean Purdy, Robert Edwards og Patrick Steptoe – at udføre de første forsøg med IVF på mennesker og ikke kun gnavere.

”Vi har ikke samfundet, men vi har mødrene,” siger Robert Edwards (spillet af James Norton), som får øgenavnet ’Dr. Frankenstein’ i pressen. 

Flot, men skabelonpræget

´Joy´ er en visuel tour de force. Produktionsdesignet er minutiøst gennemført: fra de slidte hospitalskorridorer og afskallede vægge til de grove tekstiler og bobbede frisurer, der på flot vis formidler en tid, hvor videnskabens grænser blev flyttet – og modarbejdet. ´Joy´ fanger ikke kun de fysiske detaljer, men også stemningen af en æra, hvor kirken stadig holdt et fast greb om moral og var i stand til at påvirke medicinsk og videnskabelig praksis.

Den 115 minutter lange film om IVF følger dog en noget forudsigelig og stram klassisk fortælleform, hvor vores hovedkarakter gennemgår en udviklings- og erkendelsesrejse, møder en tilsyneladende uoverstigelig udfordring tre fjerdedele inde i filmen, for så til sidst at overkomme den. 

Jovist, denne tidløse fortællemodel fungerer, men i Joy bliver det på bekostning af karakterernes dybde og filmens originalitet. Kun Jean Purdy fremstår som en tredimensionel person i filmen. 

På trods af det klassiske narrativ er ´Joy´ en film, der fortjener at blive set – ikke blot som et historisk drama, men også som en påmindelse om, hvor langt vi er kommet på bare 50 år. Den minder os om, at store fremskridt ofte begynder i modstand. 

Joy kan ses på Netflix