Skip to main content

Som Doctor DJ bruger psykiater Mikkel Rasmussen musik inspireret af patienthistorier til at udfordre synet på psykiske lidelser – næste skridt er to kommende albums med både rå rock og energisk dansemusik.

Psykiater formidler om sygdom i sindet via egen musik

MUSIK: Psykiatriske patienter møder ham som Mikkel Rasmussen, men den praktiserende speciallæge fra Aarhus har også et virke som udøvende musiker, hvor han udkommer på en lang række platforme som Spotify og YouTube.

Under navnet Doctor DJ er Mikkel Rasmussen gået nye veje for at skabe viden og indsigt om eksempelvis OCD, ADHD og kampen for et velfungerende psykiatrisk system.

Hans sange bærer titler som ’Brain overload (Creative hyper focus)’ og ’Mellem Sektorer (rock)’, førstnævnte er en slags eurodance, der kunne hitte både på natklubbens dansegulv, sidstnævnte er socialt indigneret rockmusik, der kunne appellere til fans af eksempelvis Magtens Korridorer. ”Hvem hører deres stille råb i en verden af forskruede løgne,” synger Mikkel Rasmussen i et omkvæd, der kalder på fællessang og store festivalscener.

Han har forsøgt at ændre psykiatrien i Danmark via mange metoder og på forskellige platforme, fortæller han i en video, han har lagt på sin Facebook-side.

”Der er samme drivkraft bag dette projekt med Doctor DJ. At ændre synet på psykiske lidelser og skabe større forståelse. At udfordre systemet, at tænke nyt og også vise både det svære og det, der lykkes,” siger Mikkel Rasmussen.

Han understreger, at han ikke er professionel musiker, og at projektet er råt, uslebent og på ingen måder perfekt, som han udtrykker det. Projektet bygger til gengæld på historier og levede liv fra de mennesker, han møder i sit arbejde. Mikkel Rasmussen har haft egen praksis i tre år og har tidligere været i andre dele af sundhedsvæsnet.

Han anvender AI, når han skaber sine sange, og han har altid spillet musik på guitar.  

”Jeg har nok ikke den bedste sangstemme i verden, og derfor har jeg nok heller ikke sådan gjort det store ud af det. Men jeg har altid haft masser af sange i hovedet, skrevet mange tekster og også mange melodier, som jeg tænkte, jeg kunne bruge på et tidspunkt, når jeg har mere tid,” siger den musikalske psykiater.

Det tidspunkt er tilsyneladende oprundet nu, og Doctor DJ har hele to albums i støbeskeen: ’Awareness’ og ’Inner Journey’.

Interesserede lyttere kan lytte med eksempelvis via YouTube