
Bøger og film om arbejdspladser giver Eva Zeuthen Bentsen nye vinkler på relationer og ledelse.
Hospitalsdirektør: Litteratur og film kan udfordre ens verdensbillede
KULTUR-TEMPERATUR: Som topchef på et hospital er der fare for et forkert fokus, når meget af den information, man modtager, er blevet filtreret af andre. Bøger og film om arbejdspladser kan bidrage med perspektiver på hverdagen og menneskelige relationer, som er sundt og inspirerende, mener hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen fra Nordsjællands Hospital.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg synes, at noget af det allerbedste, jeg er stødt på for nyligt, er TV-serien ’Løgnen’ på TV2, der følger en gruppe social- og sundhedsassistenter på Vestegnen. Udover at det er god underholdning, så er det også en fantastisk kulturbeskrivelse af en arbejdsplads, de menneskelige relationer, hvordan forskellige kompetencer bringes i spil, og de forskellige dynamikker, der findes og fylder mellem mennesker.”
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Jeg har været meget grebet af Kristin Hannahs bog ’Kvinderne’, som jeg både har læst og hørt som lydbog, mens jeg vandrede i sommerferien. Det er en ret gribende fortælling om 60'ernes USA, hvor en ung sygeplejerske bliver hvirvlet ind i Vietnam-krigen. Hun drager ud som helt, men vender hjem til et helt forandret USA og en helt ny fortælling om samfundet og krigen. Den er både spændende og rørende og fortæller om det at være et menneske midt i et samfund, der er under omvæltning.”
Hvilken bog, film eller lignende vil du anbefale til sundhedsprofessionelle, fordi den er relevant for faget?
”Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale en enkelt, men som jeg sagde, så giver de film eller bøger, der beskriver arbejdspladser og arbejdspladskultur mig enormt meget som leder, og det perspektiv på hverdagen har jeg altid været draget af. At have en ledelsesposition er privilegeret, men meget information bliver filtreret, inden det når mit bord, og deri ligger en fare for at få et snævert eller forkert fokus. Så er det både sundt og inspirerende, at litteraturen eller en god film kan udfordre ens verdensbillede. Det måske give nye nuancer på arbejdspladser og på dage i et almindeligt arbejdsliv, som de er flest, hvor eksempelvis relationer betyder meget mere end ledelsens seneste strategi.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg kan faktisk godt lide at skabe noget med mine hænder, men er ikke god til sysler som at strikke eller hækle. Jeg har tidligere selv lavet keramik, og det kunne jeg godt finde på at genoptage, når tiden bliver til det. Så elsker jeg også at lave mad, som jo også er både en kreativ og skabende proces, men om det ligefrem er kunstnerisk, er måske at tage munden for fuld.”
Eva Zeuthen Bentsen, 61
- Hospitalsdirektør, Nordsjællands Hospital
- Tidligere hospitalsdirektør hos Region Hovedstadens psykiatri og Gentofte Hospital
- Tidligere blandt andet partner i rådgivningsvirksomheden Zeuthen Storm og rekrutteringsbureauet Odgers Berndtson og institutleder på Copenhagen Business School
- Cand. Merc. inden for strategi og organisation fra Copenhagen Business School 1989, ph.d. i sygehusledelse 1997
