Skip to main content

Musik på intensivafdelingen skaber ro og nærvær for både patienter og personale. Region Midtjylland vil med en ny politik styrke samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og kulturlivet for at fremme trivsel og behandling. Foto: Region Midtjylland/Niels Åge Skovbo

Region vil koble kultur og sundhed i ny politik

KULTUR: Region Midtjylland vil udvikle Danmarks første regionale politik for samarbejde mellem sundhedsvæsen og kulturliv. Senere på ugen præsenterer regionen sine erfaringer på Kulturmødet Mors.

Region Midtjylland går nye veje i arbejdet for sundhed og trivsel. Regionen har besluttet både at afsætte flere penge til sundhedsfremmende kulturtilbud i år og at udvikle en politik, der skal sikre et tættere samarbejde mellem sundhedsvæsenet og kulturlivet.

”Vores indsats for sundhed og kultur har skabt fantastiske resultater indtil videre, og jeg er slet ikke i tvivl om vigtigheden af, at vi fortsat satser på dette område i fremtiden. Udviklingen af den første politik for området vil sætte rammerne for vores fremtidige arbejde, og det er derfor vigtigt, at vi skaber og gennemfører den i tæt samarbejde mellem både vores sundhedsvæsen, kulturliv og andre relevante partnere,” siger Anders Kühnau (Soc), regionsrådsformand i Region Midtjylland.

I fredags, 15. august, afholdt regionen et stormøde i Viborg, hvor sundhedsfolk, kulturaktører og politikere drøftede, hvordan Danmarks første regionale politik for sundhed og kultur skal udformes.

Flere midler til velafprøvede projekter

Tidligere i år åbnede regionen for sin hidtil største pulje til kulturtilbud med sundhedsfokus. Den har fået 17 ansøgninger med et samlet beløb på knap 30 millioner kroner, og omkring 14 millioner kroner forventes uddelt til større projekter, som allerede er afprøvet og skal udvikles i samarbejde mellem kulturaktører og sundhedsvæsenet.

”Vi ved, at kunst og kultur kan gøre en markant forskel for vores sundhed og trivsel. Det findes der efterhånden talrige eksempler på – både her fra regionen og resten af verden. Samtidig står vi lige nu i en brydningstid, hvor sundhedsvæsenet gentænkes med den nye sundhedsreform, og hvor vores trivsel udfordres af flere store samfundskriser. Her er det helt oplagt at skrue op for noget af det, der virker. Det kan samtidig være en måde at frigive flere hænder til at aflaste de travle hænder, vi i fremtiden har for få af, i sundhedsvæsenet. Vi kan opnå stor effekt for ret få midler ved at styrke samarbejder mellem kulturlivet og sundhedsvæsnet,” siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Kultur som del af kriseberedskabet

Region Midtjylland har arbejdet med sundhedsfremmende kulturtiltag i ti år, ofte i samarbejde med internationale aktører som WHO og EU-netværket Culture Action Europe. Projekterne spænder fra lungekor og læsegrupper for stressramte til museumsbesøg for demente og musikalske besøgsvenner til socialt udsatte borgere.

Senere på ugen deltager regionen i flere arrangementer på Kulturmødet Mors 2025, blandt andet en debat om, hvorvidt Danmark skal have et kulturelt nødberedskab, og en række samtaler om samarbejdet mellem sundhedspersonale og kunstnere.

 

 

Oversigt: Region Midtjyllands arrangementer på Kulturmødet Mors 2025

Kultur når krisen rammer: Skal Danmark have et kulturelt nødberedskab?
Torsdag 21. august kl. 14.00–15.00
Deltagere: Anders Kühnau, Torsten Schack Pedersen (Beredskabsminister), Sandra Bang-Schnack (Aalborg Universitetshospital).
Arrangører: Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Læs mere: program.kulturmodet.dk/events/209515

Politikere fra hele landet diskuterer sundhed og kultur
Torsdag 21. august kl. 12.00–13.15
Moderator: Anja Bo. Med musik fra projektet Fod på gulv og fortælling fra Sange med mødre.
Arrangører: Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Syddanmark, KL og Kulturmødet.

De umage par – Minderitualer på Regionshospitalet Gødstrup
Torsdag 21. august kl. 15.30–16.30
Samtale mellem skuespiller Thure Lindhart og sygeplejefaglig direktør Rikke Degn om sanserige ritualer til sorgramte familier.
Arrangør: Region Midtjylland.
Læs mere: program.kulturmodet.dk/events/242409

Kultur og erhvervsskoler – et oplagt match i fremtidens uddannelseslandskab?
Torsdag 21. august kl. 13.30–14.30
Samtale med Bent B. Graversen, Peter Frank Hansen (Aarhus Tech) og Pia Stræde Palmelund (Slagteriet, Holstebro) om samarbejde mellem kulturaktører og erhvervsskoler.
Arrangør: Region Midtjylland.
Læs mere: program.kulturmodet.dk/events/263703