De fik 6 stjerner: Her er forårets 5 mest interessante digitale kulturtilbud
DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante digitale kulturtilbud på sundhedsområdet fra årets første seks måneder. De fem valgte har hun alle givet de maksimale 6 stjerner i sine anmeldelser.
Podcast om etik og dødshjælp for alvorligt psykisk syge er alle 6 stjerner værd
PODCAST: Er det etisk forsvarligt at hjælpe psykiatriske patienter til at dø? Ja, mener den hollandske psykiater, specialist i medicinsk etik og lægeassisteret euthanasi for psykisk syge, Sisco van Veen i en podcast, som er et ualmindeligt vellykket eksempel på podcastgenrens styrke.
Flere lande som for eksempel Canada er på vej til i 2024 at tilslutte sig den lille håndfuld lande, der som blandt andet Belgien og Schweiz tillader aktiv dødshjælp til håbløst syge psykiatriske patienter. Og i Holland, hvor det har været tilladt i godt 20 år, vokser ventelisterne, og antallet af håbløst uhelbredelige psykisk syge, som får hjælp til at dø hvert år, stiger støt.
Men ifølge psykiater og ph.d. ved Amsterdam University Medical Center, Sisco van Veen, der både forsker og arbejder klinisk med lægeassisteret aktiv dødshjælp, og som kalder sig selv for en ’kritisk tilhænger’, er det komplekst at fastslå, hvornår psykisk lidelse er håbløs, uudholdelig eller behandlingsresistent. For der findes ikke objektive mål, og omfanget af den psykiske lidelse er i øvrigt subjektivt variabel fra person til person.
Sisco van Veen fortæller om problematikken i en ny stærk og dybt reflekterende podcast ´They’re Severely Mentally Ill. Is It Ethical to Help Them Die?´i New York Times’s podcastserie ´First Person´, med den fabelagtigt dygtige Lulu Garcia-Navarro som vært.
Sisco Van Veen opfordrer til, at man skruer ned for den fremtidsorienterede tilgang til denne patientgruppe, hvor lægen har sit fokus på, hvorvidt patienten måske en gang i fremtiden vil kunne få det bedre. I stedet anbefaler han, at man anlægger en mere retrospektiv tilgang, hvor man undersøger, om alt nu også er blevet forsøgt for at opnå bedre behandling og øget livskvalitet for den psykiske syge patient for således at kunne vurdere om lidelsen vitterlig er håbløst uhelbredelig.
For Sisco van Veen, der arbejder i et land, hvor staten har besluttet, at legalisere dødshjælp også til psykiatriske patienter, er det trods års studier og arbejde med psykisk syge, der ønsker at dø, fortsat et personligt dilemma, hvornår han skal forsøge at guide dem til endnu en omgang nye behandlinger, og hvornår han skal give sin tilladelse til, at de kan dø.
Sisco van Veen er tydeligvist ikke kommet nemt til at blive en kritisk tilhænger af lægeassisteret aktiv dødshjælp. Hans mor, der var videnskabsjournalist, havde som tilhænger skrevet om det i flere år, og da hun fik en særlig ondartet hjernesvulst, og de tilbudte behandlinger ikke mere virkede, valgte hun også selv aktiv dødshjælp. Et valg, som han og familien støttede, hvorfor han i flere år opfattede sig selv som uforbeholden tilhænger.
En selvopfattelse, som dog kun bestod indtil den dag, hvor Sisco van Veen som helt ung psykiater kom i en personlig krise efter at have mistet en ikke-håbløs ung psykisk syg patient, der begik selvmord i starten af et behandlingsforløb. Tabet af den unge patient understregede for ham, at hans job som læge er at bevare liv, og han ønskede herefter ikke mere at medvirke til aktiv dødshjælp.
Men problemstillingen bliver yderligere kompleks for Sisco van Veen, efter at han senere får job på en særlig klinik på University Medical Center i Utrecht for behandlingsresistente psykiatriske patienter, der havde adskillige års oplevelser med depression og uvirksomme behandlinger bag sig.
Mange af disse patienter ønskede at dø, og blandt dem var også en af van Veens patienter, der ikke mere kunne udholde at høre stemmer døgnet rundt. Men i forbindelse med patientens ansøgning om aktiv dødshjælp blev det opdaget, at han udover skizofrenien også led af OCD, og efter at være blevet medicineret med et SSRI-præparat mod OCD’en forsvandt stemmerne i løbet af en måned, og han ønskede ikke mere at dø:
”Denne oplevelse gjorde, at jeg måtte tænke mig om endnu engang i forhold til, om lægeassisteret aktiv dødshjælp nu også er sådan en god ide. Risikoen for, at det går galt, er høj,” forklarer Sisco van Veen.
Sisco van Veen arbejder i sin fritid på den hollandske hotline for selvmordstruede for ifølge Sisco van Veen er der nemlig stor forskel på patienter, der begår selvmord, og patienter der ønsker aktiv dødshjælp. Patienter, der ønsker aktiv dødshjælp, er ifølge ham ikke suicidale, de ønsker ikke at dø. De ønsker alene at komme væk fra lidelsen.
Stillet overfor, hvad han oplevede i klinikkerne, blev Sisco van Veen efterhånden så usikker på værdien af, hvad han siden barnsben havde lært at sin mor, at han besluttede at lave sin ph.d om sine flere og flere dilemmaer for således at finde ud af, hvad han egentligt mente:
”Det var rigtig svært. Og det er det fortsat. Jeg svingede meget frem og tilbage gennem hele min ph.d-periode. Men jeg tænker, at jeg nu er landet på at være kritisk tilhænger af akut dødshjælp mod psykiatrisk lidelse, ” fortæller van Veen, der efter at have forsket og talt med rigtig mange patienter er nået frem til at man også kan være for tilbageholdende, og hvor det at beslutte, at patienten skal vedblive at leve, er et valg, som kan skade patienterne, da det er dem, der i givet fald skal vedblive at lide.
Sisco van Veen lægger ikke skjul på, at det kræver stor faglig ekspertise og dygtighed at afgøre, hvorvidt den psykiatriske patient vitterlig er uhelbredeligt syg, eller om der fortsat er endnu ikke afprøvede muligheder. Og mere kontroversielt: At det ikke er alle af hans kolleger, som besidder disse forudsætninger.
Faktisk lægger van Veen ikke skjul på noget som helst, men fremlægger alle sine pro et contra overvejelser på en måde, som gør, at denne podcast tilhører noget af det bedste, der er lavet om aktiv dødshjælp. Hans øje for dilemmaer og hans vilje til at dykke ned i dem, intellektuelt som følelsesmæssigt, er helt unik, og værtens evne til at følge ham op og ned af tvivlens mange stier af høj professionel klasse. Så uanset om man interesserer sig for psykiatriske eller somatiske patienter, er hans velgennemtænkte og i klinikken afprøvede pointer og refleksioner over alle hånde dilemmaer af stor værdi.
Tak til TV2 for afsløring af hvordan tobaksindustrien pusher nikotin til børn og unge
TV: Andelen af børn og unge, der bruger røgfri nikotinprodukter, er eksploderet de seneste år i takt med, at tobaksindustrien i stigende grad betaler gratis eksklusive parties, events og unge influencere for at reklamere for andre unge. Alligevel fralægger tobaksindustrien sig ethvert ansvar i afslørende TV2-program.
I Danmark bruger omkring hver tredje af alle børn og unge mellem 15 og 29 år en form for nikotinprodukt enten hver dag eller lejlighedsvist, og omtrent halvdelen af dem bruger de e-cigaretter, nikotinposer, snus og tyggetobak, som tobaksindustrien flittigt sørger for, at de kommer i nærkontakt med. Tallene viser samtidig, at den største stigning er sket i den helt unge aldersgruppe 15-17 år, hvor det særligt er de nye produkter, der er populære. Over halvdelen af de unge nikotinbrugere begynder først på for eksempel e-cigaretter eller nikotinposer, selvom de aldrig har røget før.
Det fremgår af TV2’s nye afslørende udsendelse ´Røgsløret fra Tobaksindustrien´ om industriens metoder til at få nye, unge brugere til at bruge deres røgfrie nikotinprodukter, der indeholder nikotin af varierende grad og har forskellige smage fra for eksempel frugt, slik og mentol.
Alle røgfrie nikotinprodukter er forbudt at sælge til mindreårige, men ikke desto mindre betaler British American Tobacco for særlige arrangementer på caféer og inviterer blandt andet hundredvis af unge, der arbejder på barer og i Seven Eleven kiosker i Danmark, til gratis og lukkede parties, hvor der bydes på gratis alkohol ad libitum DJ’s. Alt imens firmaets sælgere markedsfører og sælger deres helt nye produkt ´GLO´, som er opvarmet tobak, med to tredjedele rabat. Indenfor på Hive blev GLO´s logo vist på TV-skærmene, væggene var blevet tapetseret med GLO, der også var trykt på sælgernes T-shirts.
Eller vi ser nikotinprodukterne, der flyder gratis på bordene, som ved for eksempel en festmiddag for influencere og andre toneangivende unge på Toldboden i København.
Det er et godt og solidt journalistisk arbejde, der ligger bag ´Røgsløret fra Tobaksindustrien´, og blandt
dokumentarens dybt provokerende, skjulte optagelser er et scoop af et interview med en sælger fra britisk American Tobacco, der frejdigt fortæller:
”Før i tiden gav vi bare et stort bidrag (markedsføringsbidrag, red). Nu går vi mere ind og ser, hvordan vi kan aktivere de nye produkter. Vi vil gerne have det ud, så folk også ser det,” siger han og fortæller, at det er særlig effektivt, når folk har drukket alkohol.
Programmets vellykkede, fremragende og oprørende afsløringer af, hvordan tobaksindustrien endnu en gang i det dulgte forsøger at få gaflen i skolebørn og unge er hårrejsende, og ´Røgsløret fra Tobaksindustrien´ er et vigtigt eksempel på, at det nogle gange omdiskuterede skjulte kamera i den grad kan have sin berettigelse, for det er ikke kun TV-2, der har arbejdet undercover her. Det samme gør den tobaksindustri, hvis markedsførings manøvrer det ville have været umuligt at dokumentere på samme solide vis uden skjulte kameraer og mobiler.
Så tak til TV2 for at gøre opmærksom på, hvad der i virkeligheden foregår bag industriens højtstemte løfter om, at de røgfri nikotinprodukter ene og alene er til voksne rygere, som ikke kan holde op - og ikke til de børn og unge, hvis hjerner tåler nikotin rigtigt dårligt.
´Røgsløret fra Tobaksindustrien´kan ses på TV2 Play
Ny realistisk og tæt på genial hospitalsserie bryder med genren
STREAMING: Netflix’ nye og fremragende dokumentarserie ´Emergency: NYC´ om byen New Yorks akutberedskab er hård og tæt på. Men den føles aldrig spekulativ og sensationsjagende. Ikke engang når selv de værste ting rammer patienter eller det selvopofrende sundhedspersonale.
Den nye amerikanske dokumentar-TV-serie ´Emergency: NYC´, som følger en gruppe læger, sygeplejersker, paramedicinere, ambulanceførere og helikopterpiloter fra byen New Yorks travle akutberedskab på jorden, i luften og på en række udvalgte hospitalers akutafdelinger, kan være en umanerlig rå og hjertebankende oplevelse, selv for de mere hårdhudede.
Men har man nerver til at komme helt tæt på børn og forældres traumatiske ulykker, skudepisoder og akut livstruende sygdomme, hvor romantikken er ikke- eksistererende, og intet er pakket ind i sukker og sentimentalitet, så er den vanvittigt flot producerede hyldest til medmenneskelighed og professionelle sundhedsarbejdere både ubehaget, neglebideriet og den hyppige snøften værd.
Serien bryder med traditionelle hospitalsserier i kraft af sin nærgående realisme, mange tætte operationsbilleder, næsten tekniske fremstillinger af medicinske procedurer og en udbredt brug af medicinske fagudtryk og vil derfor givetvis skræmme en del potentielle Netflix-brugere langt væk.
Alligevel skal man ikke være specielt modig for at spå, at serien ikke desto mindre vil komme til at stå i første række til modtagelse af en eller flere prestigefyldte TV-priser, for den er hæsblæsende smuk og relevant i en verden, hvor de globale sundhedsvæsner er på randen af kollaps i pandemiens komplekse efterdønninger.
I serien, der består af otte episoder på cirka 40 minutter, er vi fluer på væggen, når de professionelle akutmedarbejdere møder, transporterer, diagnosticerer, behandler og forsøger at redde syge eller tilskadekomne, der til sammen fejler et hav af sygdomme strækkende sig fra organsvigt over astma til hjernecancer.
Men uanset hvor tæt vi nogle gange kommer på patienterne, så er det dog de sundhedsprofessionelle, der er seriens hovedpersoner, og som vi derfor møder både som privat- og fagpersoner. Og det er fascinerende at se, hvordan disse professionelle fra akutvæsnets bund til top magter at opretholde en koncentreret ro i stemmer og adfærd, træffe beslutninger på splitsekunder og alligevel tage sig tiden til at være nærværende og omsorgsfulde overfor patienter og pårørende. Og serien understreger således, at som sundhedsperson handler det ikke kun om at gøre det rigtige, men også om at sige det rigtige på de rigtige tidspunkter.
´Emergency: NYC´ er en dybt seriøst tænkt dokumentar, som afholder sig fra at forsøge at være underholdende og mestendels er leveringsdygtig i facts. Men det er alligevel nemt at blive hooked på dens professionelle hovedpersoner og deres mange meget forskellige fortællinger om, hvad man som sundhedsprofessionel hver dag kan møde i New Yorks akutvæsen, hvis hjælp ikke mindst byens mange immigranter har så stort behov for.
På denne måde bliver serien også indirekte en dokumentar om New York og byens enorme sociale ulighed, men også den kolossale skønhed, som serien indfanger på mesterlig vis i især sine mange nattebilleder.
Er man normalt ikke til de traditionelle lægeserier, så giv alligevel serien en chance og oplev hvorfor, et akutberedskab af høj kvalitet er så afgørende vigtigt for os alle - uanset om vi bor i New York eller i Danmark.
´Emergency: NYC´ kan ses på Netflix
Prisbelønnet podcast afslører Danmarks overgreb på grønlandske piger og kvinder
PODCAST. Podcasten Spiralkampagnen om danske læger, som satte spiraler op i grønlandske kvinder og piger ned til 13 år, vandt Årets Fortælling ved Podcastprisen 2022, der blev uddelt i februar i København. En dansk læge, som selv har opsat tusindvis af spiralerne, kalder kampagnen for folkemord.
Mindst 4.500 grønlandske kvinder helt ned til 13 år fik mellem 1966 og 1975 opsat en spiral under en dansk såkaldt spiralkampagne, som skulle medvirke til at kontrollere landets befolkningsvækst. Men mange af de fødedygtige teenagere og unge kvinder havde ikke givet samtykke, mange vidste ikke de fik sat en spiral op og oplevede opsætningen som et traumatiserende overgreb, og mange fik gentagne underlivsbetændelser eller blev sterile af de allerede dengang gammeldags spiraler.
Det fremgår af den af DR-publicerede og journalistisk yderst grundige podcastserie Spiralkampagnen, der for nylig modtog Center for Podcastings pris som sidste års ’bedste fortælling i lyd, der gør brug af lyde, stemmer, musik og stilhed til at tegne billeder for lytternes indre biograf”, som det blandt andet lød i beskrivelsen af prisen.
Spiralkampagnen betød udover traumer, infektioner, vildfarne spiraler i kroppen og for nogle kvinder en helt uforståelig barnløshed dog også, at fertile grønlandske kvinder undgik at blive enlige mødre med børn, som de slet ikke ønskede sig. Og tilsvarende undgik Danmark en eksploderende og kostbar befolkningstilvækst, som var en kæmpe trussel mod statens udgiftsrammer for Grønland, fremgår det af serien, der i fem spændende episoder dygtigt afdækker, hvem der satte gang i Spiralkampagnen, hvorfor halvdelen af Grønlands kvinder i den fertile alder partout skulle have en spiral, og hvad det betød for kvinderne og det grønlandske samfund.
I seriens første episode møder vi Naja Lyberth, der som kun 13-årig blev bedt om at tage til lægen for at få lagt en spiral:
”Instrumenter, der var som knive, der kom op i min livmoder for at bane vej for spiralen. Det gjorde bare rigtigt, rigtigt ondt. Det er som om, at jeg har indkapslet, hvad der skete, jeg har fortrængt det. Jeg var bare 13 år, da de gjorde det. Jeg var ikke seksuel aktiv. Staten tog min mødom, vi var mange der slet ikke blev spurgt inden, og jeg oplevede ingen valgmulighed, det var noget, jeg skulle,” fortæller Naja Lyberth, der blev så traumatiseret, at hun aldrig talte med hverken forældre eller veninder om sin ubehagelige oplevelse.
Det er grumme historier, som de grønlandske kvinder fortæller til de to tilrettelæggere Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint, som har foretaget en omfangsrig og ihærdig jagt på de danske læger, der foretog opsættelserne og de danske myndigheder, der stod bag selve kampagnen.
Heriblandt lægen Hans Jørgen Fenger, som opdagede at noget var galt, da han tilså en kvindelig patient, der ikke kunne få børn, og til sin store overraskelse opdagede, at hun havde en spiral, som hun ikke selv vidste, hun havde.
De to tilrettelæggere har også været i Rigsarkivet, hvor de i det nu lukkede Grønlandsministeriums brune dokumentmapper har fundet dokumenter, som viser, at den danske stat i form af Sundhedsstyrelsen og Grønlandsministeriet stod bag, hvad man kaldte for Familieplanlægning på Grønland og dermed også Spiralkampagnen på grund af en af verdens højeste befolkningstilvækster.
Men måtte de danske læger overhovedet lægge spiraler op uden samtykke fra pigerne eller deres forældre? Var det, der foregik i Grønland ulovligt? spørger de to tilrettelæggere, som dygtigt afdækker de store konsekvenser, som Spiralkampagnen har haft for det grønlandske samfund og ikke mindst for de mange grønlandske kvinder, der blev en del af den.
”Det var jo et folkemord,” siger lægen Hans Martin Johnsen, der selv satte tusindvis af spiraler op, men som i dag ville ønske, at han havde gjort mange ting anderledes.
Podcastserien er et klassisk, professionelt journalistisk arbejde, hvor researchen har endevendt hver en sten, og alle parter herefter høres. Og Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint forstår at formidle kompleksiteten i en sag, som på den ene side handler om uundskyldelige overgreb på uskyldige børn og kvinder, men som på den anden side også handler om, hvordan rationelle og økonomiske realiteter kombineret med utilstrækkelig lægevidenskabelig viden om spiraler alligevel udgør en – omend kynisk, men alligevel – vigtig årsagsforklaring.
Så selv om de to tilrettelæggeres afdækning af Spiralkampagnen viser, at denne lever op til FN´s definition af folkedrab, da der var tale om omfattende forsøg på at forhindre en bestemt befolkningsgruppe i at få børn, er det lykkedes de to at give deres lyttere en dybt nuanceret og imponerende afbalanceret fremstilling af, hvad der kan ligge bag en postkolonial stats mentalt og kropsligt invaliderende overgreb på unge piger og kvinder, når denne stat opfatter nogle kvinder som mindre værd end andre.
TV om mænd, der har sprøjtet sig med paraffinolie, er en seksstjernet tragedie
TV: Mellem 2.000 og 5.000 danske mænd vurderes at have sprøjtet sig med paraffinolie for at få større muskler. I dag er de alvorligt syge, én er død, andre venter på døden, andre igen tænker på selvmord på grund af smerter, og alle fortryder de bitterligt, for ingen læger kan for alvor hjælpe dem. Det viser en DR-dokumentarserie, der med god grund har vakt opsigt.
De var unge, raske og følte sig udødelige, men ville have deres muskler til i løbet af få minutter at se større ud, og da de fik tilbuddet om at få sprøjtet paraffinolie i musklerne i arme, ben og skuldre slog de til. Men olien, der ikke kan komme ud af kroppen igen, størkner med tiden. I dag er mændene 10-15 år ældre, og lægerne ved ikke, hvad de skal stille op, selv om mændene har store stenhårde knuder og ulidelige smerter, hud og blodårer der sprænger, infektioner, arme og ben der ikke kan bruges, alt for meget kalk i kroppen med blodpropper, nyresvigt og mulig død til følge.
Det fremgår daf DRTV’s eminent gode dokumentarserie i tre afsnit ´Dødelige drømmekroppe´, som er en ægtevaske gyser fra det virkelig liv.
For eksempel fortæller 32-årige Simon om, hvorfor han som 20-årig fik sprøjtet paraffinolien i sine arme, og hvordan han i dag lever med smerter og fortryder:
”Jeg har aldrig fortrudt noget så meget som det her. Jeg har to uddannelser, som jeg ikke kan bruge, fordi mine arme gør så ondt, at jeg ikke kan klare at arbejde,” siger Simon, der fortæller, at han som teenager givetvis led af en slags modsat anoreksi, nemlig megareksi, hvor han hele tiden følte sig for tynd, splejset og ikke tilstrækkeligt muskuløs, uanset at han faktisk også inden paraffinolien havde mere end almindeligt store muskler.
Simon har gennem de senere år opsøgt flere læger, som dog alle har afvist ham med begrundelserne, at de ikke ved, hvad de skal stille op, samt at det jo er hans egen skyld, så han må lære at leve med det.
Også Henning Juncker er i dag blevet indhentet paraffinolien:
“Der er gået hul på min venstre arm. Der kommer olie ud, når jeg presser. Og jeg kan heller ikke strække armene. Derfor kan jeg ikke arbejde som kok længere. Jeg kan ikke vaske mit eget hår. Jeg kan faktisk ikke engang få trøje på uden hjælp,” fortæller Henning, der lever i et smertehelvede, allerede har haft flere blodpropper og været tæt på et nyrestop.
Henning tænker ikke sjældent på selvmord som eneste løsning, for hans læger siger, at de intet kan gøre i forhold til paraffinen.
Det er rigtig gode cases, som programtilrettelæggerne har udvalgt til at medvirke i programserien. De fremstår alle sympatiske, reflekterende, autentiske og hjerteskærende selvkritiske. Og selv om de tilhører gruppen af store stærke drenge, er det tydeligt at se, at de nu er hundehamrende syge, at de får det værre og værre, som tiden går, og at de sidder på tikkende bomber, hvorfor de gør sig mange tanker om skyld, skam, ansvar og for tidlig død, som det gør ondt at se og høre om.
”Vi bliver ikke gamle, det ved vi jo godt, for det arbejder jo i os,” fastslår tre af de medvirkende i en fælles samtale.
At mændene er hårdt ramte og udsigterne dystre, bekræftes også af overlæge på Herlev Hospital, Ebbe Eldrup, der indtil videre har kontakt med 205 danske mænd, som har bedt om hjælp. De fleste forgæves, skønt de risikerer at dø af blandt andet kredsløbs- og nyresygdom
”De bliver meget syge, og det er dybt alvorligt,” fastslår Ebbe Eldrup, der vurderer, at der er et sted mellem 3.000 og 5.000 mænd med paraffinolie i kroppen rundt omkring i landet.
´Dødelige drømmekroppe´ er en drabelig historie om ungdommelige fejltrin og deres alvorlige og muligt dødelige konsekvenser, og man kan undre sig over, at Sundhedsstyrelsen og andre i sundhedsvæsnet ikke har advaret højt og bredt mod disse indsprøjtninger, som har været kendte i systemerne i mere end fire år.
Serien rejser desuden nogle ubehagelige principielle spørgsmål: Kan den manglende interesse og disse mænds oplevelser af at løbe hovedet mod en mur, når de trygler om hjælp, virkelig – som overlæge Ebbe Eldrup mere end antyder – skyldes social diskrimination på grund af deres ungdommelige tilknytninger til rocker- og bodybuildermiljøer samt deres mange, iøjnefaldende tatoveringer?
Det tjener redaktionen bag programmerne til ære, at de har formået at fremstille de syge så stilfærdigt værdigt, som de gør i denne serie om flere tusinde unge mænd, der har været ualmindeligt uheldige og ikke kun de ’båtnakker’, som de selv forventer, at seerne vil betegne dem som. At serien så ovenikøbet er yderst velproduceret og båret frem af smuk grafik, en stilren scenografi og en præcis redigering løfter seriens journalistik og medvirkende yderligere.
Serien fortjener i den grad at blive set, omtalt og debatteret. Ligesom at mændene fortjener en mere effektiv hjælp i bedre overensstemmelse med vores traditioner for at behandle, selv om sygdommen er selvforskyldt.