Skip to main content

Han har skrevet over 700 forskningsartikler – men drømmer stadig om at blive god som bugtaler.

Højt estimeret professor har en ambition om at lære at bugtale

KULTUR-TEMPERATUR: Professor Oluf Borbye Pedersen er ikke bare en internationalt anerkendt forsker inden for type 2-diabetes, overvægt og tarmmikrobiomet. Han har også kulturelle facetter, der inkluderer den estiske komponist Arvo Pärt, klarinetspil og et gammelt ønske om at blive god som bugtaler.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

 ”5. til 6. juli fejrede min hustru og jeg vores guldbryllup med over 90 overnattende gæster og to koncerter indlejret i festdagene. Første koncert var med operasopranen Lykke Appelon og fløjtevirtuosen Michala Petri, anden koncert var Trio Cassiopeia med 16 instrumentale versioner af de seneste 50 års største pophits. Det var mere end eventyrligt.”

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

”Svaret bliver musik. Jeg er et intuitivt og meditativt menneske, og Arvo Pärts kompositioner, eksempelvis ’Spiegel im Spiegel’ og mange andre værker af komponisten, betyder rigtigt meget for mig.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Det er bogen ’Du er giftig’, som er skrevet af min kollega, professor og forskningsleder Philippe Grandjean. Phillippe kæmper ufortrødent sin kamp for at få europæiske politikere til at begrænse landbrugets brug af giftstoffer, som havner i vores kroppe og relateres til en række kroniske sygdomme. Phillipe repræsenterer et avantgardistisk håb om en anderledes, naturligt grøn sundhedsverden.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske? 

”Jeg træner til at blive en artist, der behersker kunstarten at bugtale i forbindelse med revyer. Som ung læge spillede jeg jævnlig med i forskellige revyer med sang og parodier. Allerede dengang var jeg fascineret af professionelle bugtalere. Derfor fik jeg undervisning af en skuespiller, der mestrede den svære kunst. På grund af mit ofte uforudsigelige og opslugende arbejde som forsker og læge blev undervisningen afbrudt uden, at jeg nogensinde nåede til det niveau, jeg gerne ville. Men ambitionen og ønsket har jeg uændret. Så måske når jeg det … engang! Den anden ambition er at fortsætte mit klarinetspil.”

 

Oluf Borbye Pedersen, 80 år

  • Professor, dr.med.  speciallæge i endokrinologi og intern medicin, international pioner indenfor DNA-analyser og bioinformatik
  • Forskningsleder ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research Københavns Universitet
  • Signeret omkring 770 forskningsartikler om moleykylærgenetik og metabolisme
  • I den brede offentlighed særlig kendt for ’professorens grønne energigrød’
  • Læge fra Aarhus Universitet med guldmedaljeafhandling, 1972