Romantisk drama kan slutte sig til kongerækken af cancer-tårepersere

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

Hvert årti har sin egen cancer-tåreperser. 1970’erne havde ’Love Story’, 1980’erne ’Tid til kærtegn’, i 90’erne kunne det være ’Dying Young’, i 10’erne kunne det være ’En Flænge i Himmelen’.

Jo mere vi nærmer os nutiden, jo sværere bliver det at danne sig et overblik. Jeg tør dog godt byde på, at ’We Live in Time’ kan blive en af 20’ernes centrale, sygdomsramte kærlighedshistorier. Lige som de fleste af førnævnte film er den ikke nødvendigvis et mesterværk, der vil efterlade efterskælv i filmhistorien, men den løser sin opgave sikkert og vil få de langt de fleste til at forlade biografen mindst en smule berørt.

Almut (Florence Pugh) og Tobias (Andrew Garfield) møder hinanden under voldsomme omstændigheder. Almut kører ham over, lige inden han skal underskrive skilsmissepapirer og afslutte et tidligere ægteskab. Kemien gnistrer, allerede mens han er bundet ind i bandager. Hun er celeber stjernekok, han arbejder for morgenmadsproducenten Weetabix. Det er en af filmens centrale styrker, at man tror på dem som et smukt par, der er som skabt for hinanden. Med to dårligere skuespillere havde filmen været noget, der blev lavet direkte til TV.

Tobias bringer hurtigt børn på bane. Hun er mere tilbageholdende og i højere grad et karriere- og konkurrencemenneske. Prioriteterne bliver dog vendt op og ned, da Almut får konstateret kræft i æggestokkene. Efter endt sygdom gennemgår de behandling for barnløshed, indtil stregerne på graviditetstesten dukker op. Der er en uforglemmelig scene, hvor barnet kommer til verden på et handicaptoilet på en tankstation lige op ad myldretidstrafikken. Mange scener bygger smukt et billede op af et parforhold, som mange vil relatere til.  

Tryghed vs. eftermæle i den sidste tid

Men kræften vender tilbage. I anden omgang er operation ikke nok. Hun skal også gennemgå hård kemoterapeutisk behandling. Og nu skal Almut beslutte, om det vigtigste i ens sidste tid skal være familien eller titlen som Englands ypperste kogekunstner i en slags kulinarisk pendant til De Olympiske Lege. Det er dette dilemma, konflikten mellem karriere og familie, hvor filmen er stærkest. Man forstår Almuts ambitioner og konkurrencemæssige ærgerrighed, hun er også tidligere kunstskøjteløber og er derfor drevet af et ønske om at vinde og erobre guld. Samtidig forstår man Tobias’ manglende forståelse for, at hun vil sætte sin behandling på spil og lave gourmetmad i en stor sportshal frem for at koncentrere sig om måske at blive rask.

’We Live in Time’ er ikke lineært fortalt. Fortællingen kører som i karrusel rundt i cirkler og giver os på skift scener, der indrammer første sygdomsudbrud, forelskelse, et kejtet frieri, fødsel og tilbagefald, i blandet rækkefølge. Det giver lidt ekstra arbejde for seeren, men det giver også en mere poetisk oplevelse af begivenhederne. Scenerne mimer erindringens vilkårlighed.

Filmen er barsk i sit grundtema, om at dø ung af kræft, men den er også på mange måder en romantisk idyl, et glansbillede om samme emne. Parret bor i et fantastisk hus med beige interiør og naturskøn beliggenhed, der ser ud som hentet fra et livsstilsmagasin. Parrets bedårende barn er tavst og friktionsløst. Almut får klippet sit lange hår af, inden kemoterapien sætter ind, men hun bevarer en chik korthårsfrisure, som mange af virkelighedens pilskaldede, øjenbrynsberøvede underlivskræftpatienter sikkert ville give en måned af deres restlevetid for. Filmen kommer aldrig i nærheden af den rå desperation og sorg, som de fleste nok ville føle, hvis de stod med så meget at miste som Almut, Tobias og deres datter.

Jeg køber derfor ikke helt ’We Live in Time’ som en troværdig skildring af et kræftforløb. Men som et velspillet romantisk drama er den helt sikkert leveringsdygtig til en aften, hvor man vil hyggesørge med lommetørklæder og popcorn.  

’We Live In Time’ går i en lang række biografer landet over og har haft premiere