Skip to main content

De fik 6 stjerner: Her er årets 5 mest interessante bøger om sundhed

BØGER: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante bøger på sundhedsområdet i årets første halvdel. De fem valgte bøger har hun alle givet de maksimale 6 stjerner i sine anmeldelser.

Ny norsk roman om det værste, der kan ske, er verdensklasse

Den mange gange prisbelønnede forfatter Carl Frode Tillers nye roman ´Flugt´ om et forældrepars tab af deres 12-årige søn kommer helt sikkert til at høre til på listen over bedste udenlandske litteratur udgivet i 2023. Den er dybt bevægende, genialt komponeret og fuldstændig uforglemmeligt skrevet.

Det er juleaften, den 12-årige Johannes er året inden død i en trafikulykke, og ved hans gravsted står hans forældre, hvis ægteskab er opløst efter sønnens død. Men nu mødes forældrene for sammen at sætte lys på Johannes´ gravsted. Bagefter skal de, Elisabet og Sakarias, ødelagte af sorg, skyld og skam hver til sit for være alene denne første juleaften uden sønnen.

Men i stedet tilbringer de sammen aftenen og natten i Elisabets hjem, hvorfra Carl Frode Tiller indleder sin nye bjergtagende roman ´Flugt´, om forældrekærlighed, voksenkærlighed, karrierer, kommunikationsbrist, kønsidentitet, død, sorg, skyldfølelser – og hvad der monstro er mellem himmel og jord.

Da Johannes levede, var kommunikationen i den lille familie allerede brudt sammen. Forældrene var optagne af deres jobs, og Johannes kæmpede i ensomhed med forældres krav om at være en social og rigtig dreng og sin ikke-kontrolable trang til morens makeup, pigetøj, røde hårspænder og vrikkende gang. Kun sin demente mormor og sin elskede hund Bonzo, som Sakarias og Elisabet i misforstået forældreomsorg tager fra ham, tør han betro sig til:

Men nu hvor Johannes er væk og familien opløst, vokser problemerne blot yderligere for ægteparret. Elisabet drukner sine skyldfølelser i alkohol, og Sakarias arbejder som aldrig før. Da ægteparret mødes på kirkegården, er de hver især sorgbetyngede på flugt fra sig selv og hinandens fælles fortid uden at kunne nå hinanden:

Men ´Flugt´ beskæftiger sig alligevel mindre med selve den grusomme sorg, som må følge et tab af sit barn og i stedet mere med, hvad der førte frem til sorgen, hvordan disse samme ting kan manifestere sig i den efterfølgende sorg, og hvad der kan lindre denne.

Og bogen løfter sig således fra at handle om den let forståelige sorg til samtidigt også at være en skildring af det moderne menneskes mellemmenneskelige konflikter, manglende kommunikation og nærvær og den deraf følgende mere eksistentielle smerte og sorg – uanset alder og køn.

Hvorfor og hvordan det gik til, at Johannes døde, og hvad det endelige resultat er af det tidligere ægtepars mange snakke på denne juleaften, får vi først at vide sidst i bogen, hvori Johannes, Sakaris og Elisabet hele tiden på skift overtager hinandens beretninger, sågar replikker og hele og halve sætninger på en måde, som først forvirrer, men som så bliver ligeså organisk, sproglig musikalsk og inciterende at læse, som den musik af Bach, som Elisabet er berømt for at spille, og som Johannes så godt kunne lide.

´Flugt´ er en læseoplevelse af de mere sjældne, og Tiller, der udover at være forfatter også er historier og musiker, har et øje for slugterne mellem, hvad vi siger, og hvad vi tænker og føler, som er formidabelt og troværdigt.   

´Flugt´ bekræfter på smukkeste vis romanens berettigelse også i det 21. århundrede, og det er en fryd at opleve, hvor vedkommende, indsigtsgivende og elegant det kan gøres. Og skal man kun læse en roman i år, er ´Flugt´ et godt bud.

Carl Frode Tiller: ´Flugt", er udkommet på forlaget Gutkind og koster 214,95 kroner

Ny bog udforsker anoreksiens rå, uforståelige og dræbende verden

En ny bog bringer os så tæt som muligt på at forstå de helt skæve og uforståeligt besættende tanker, som fører især flere og flere unge kvinder til at sulte sig ofte med døden til følge. Bogen er skrevet med en stilsikker og præcis pen, humor og selvironi og bør være tvungen læsning for alle sundhedsprofessionelle i kontakt med piger og kvinder med anoreksi. 

Anoreksi drives ikke af et ønske om at være tynd, men af mentalt uløselige problemer, som medfører en tilstand af vrede og ked-af-det-hed, som betyder, at den syges mål bliver at forsvinde. Hvilket igen betyder, at den, der dør af sin anoreksi er vinder i den anorektiske verden

Det mener den britiske journalist og forfatter, Hadley Freeman, der netop har udgivet sin bog ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´, som er halvt en memoire om egen barndom og tidlige ungdom med anoreksi og halvt en journalistisk afdækkende bog spækket med statistikker, interviews med tidligere medpatienter og en lang række forskere, psykiatere og andre eksperter om årsager og behandlingsmetoder.

´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ er på mange måder et opgør med vores gængse forståelser af sygdommens triggere og årsag, de syges tankesæt, familiens store rolle i forhold til at få pigerne til at spise og vejene til recovery.

For Hadley Freeman, der tilbragte størstedelen af sit liv i overhængende livsfare, fra hun var 14 år til hun var 17, på psykiatriske afdelinger for spisevægring, var det en tilfældig kommentar fra en skoleveninde, der antændte sygdommen. Og det er det tilsyneladende ofte ifølge Hadley Freeman, der mener, at vi retter bager for smed, når vi bruger uforholdsmæssig meget tid på at diskutere, hvad der kan trigge anoreksi, eftersom piger som hun selv er ¨tidsbomber, der blot venter på at blive udløst’.

Hadley Freeman pointerer, at triggere ikke er det samme som de årsager, som hun opfordrer til, at vi i stedet interesserer os meget mere for. Og blandt hovedårsagerne mener hun er protest mod de mange og modstridende roller og umuligt forenelige standarder, som pigerne står overfor at skulle påtage sig som kommende kvinder:

”Se perfekt ud, men vær ikke forfængelig, undgå at ældes, men brug ikke plastikkirurgi, vær slank, men undlad at være optaget af diæter, vær kvik, men ikke kvikkere end mændene omkring dig, vær til behag og undlad at have egne behov,” skriver Freeman, der fortsætter:

“Vi vil ikke være sexede, vi ønsker ikke at være føjelige og til behag, vi vil ikke være nødt til at skulle sige ja hele tiden. Vi ønsker i stedet at være grimme, vi vil være besværlige, og vi siger nej,” forklarer Freeman, der mener, at anoreksi ikke er udtryk for et behov for at være tynd, men et ønske om se syg ud.

Og Freeman lærer da også i den grad at sige nej, og hendes 20 år lange rejse mod recovery er begyndt. En rejse, hvor ingen forstår hende, men også en rejse, hvor midlet står lysende klart fra start til slut:

”Anoreksi var på visse måder som et sikkerhedstæppe for mig, for den tillod mig at skjule mig fra verden, den tilvejebragte struktur og regler, og der var altid et simpelt og rigtigt svar: Spis ikke.”  

På de i alt ni forskellige psykiatriske afdelinger, hvor Hadley Freeman nåede at være indlagt, handlede alt om pilen på vægten og tvangsfodringer, og ingen bekymrede sig om, at pigerne blot ventede på, at de efter udskrivning igen kunne genoptage deres spisevægringer for fuld skrue. Og i ly af ligegyldigheden konkurrerede de indlagte på hårrejsende vis om hvem, der var den dygtigste anorektiker for således at nå frem til den prestigegivende og super cool sondemadning og mulige død.  

Efter at have været indlagt gennem flere år, hvor ingen forklarede hende, hvorfor hun var syg, hvad der foregik indeni hende, hvorfor hun var så ulykkelig, og hvad skulle til for at hun fik det bedre, skriver hun i 1995 i sin dagbog:

”Jeg har lige tilbragt tre år af mit liv i psykiatriske hospitaler. Så hvorfor er jeg mere skør nu, end jeg var før?”

Hadley Freemans detaljerede beskrivelser af sine år som fuldbyrdet anorektiker er udførlige, rå og ikke for svage sjæle, for Freeman giver os med beundringsværdigt mod fuld adgang til sin udsultede hjernes syge tankespind og perverterede opfattelser af såvel sig selv som af verden udenfor anoreksien.

Og ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ giver hermed læseren en sjælden og værdifuld indsigt i de mentale processer hos mennesker med anoreksi og således ekstraordinær mulighed for at forstå det, der ellers set udefra forekommer helt uforståeligt.

´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ er med sin solide research, sit skarpe analytiske blik for kulturel kontekst, sin vilje til at grave i dogmer og selvmodsigelser suppleret med et ubønhørligt afslørende og yderst nærgående selvportræt anderledes og langt bedre end de fleste i sin gåen tæt på anoreksiens dynamikker. Bogen vil givetvis kunne være en øjenåbner for raske og for mange professionelle sundhedspersoner for hvem, at bogen burde være pligtlæsning.

Hadley Freeman: ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ er udgivet af Harpercollins Publishers og koster 229 kroner på Saxo.dk

Journalistisk mesterværk om familie, hvor seks søskende bliver ramt af skizofreni

En amerikansk journalists undersøgelse af seks søskende med skizofreni og prisen for deres familie er uforglemmelig. Bogen er også en afdækning af lægevidenskabens uvidenhed og uenigheder om sygdommen gennem de eneste 100 år og et moderne, pædagogisk og umanerligt velskrevet mesterværk blandt bøger om psykisk sygdom.

Ægteparret Don og Mimi Galvins mål i livet var at fremtræde som den perfekte, katolske, sporty, intellektuelle og charmerende familie, der levede den amerikanske drøm, da de i årene 1945 til 1965 fik 12 umiddelbart kernesunde og så godt som hver gang altid usædvanligt smukke og kvikke børn. Men i takt med, at børnene blev store teenagere, blev i alt seks af dem ramt af den skizofreni, der er motoren i den dybt gribende fortælling om familien, dens omgivelser og læger, som den amerikanske journalist og forfatter Robert Kolker beretter i sin bog, der netop er udgivet på dansk. ´Børnene på Hidden Valley Road´ hedder den.

Et efter et knækker de ellers succesfulde børn som væltede træer. Midt i 1970’ erne har seks ud af familiens i alt ti drenge fået diagnosticeret skizofreni. Fire drenge og familiens yngste, to piger, går fri.

Den første, som rammes, er den førstefødte, familiens stolthed Donald, som ville have været læge, men som bliver starten på familiens økonomiske, sociale og mentale nedtur.

De skamfulde forældre forsøger at holde sygdommen skjult ved at beholde først Donald og siden de andre børn hjemme og væk fra et behandlersystem, som de desuden føler skader deres syge børn mere, end de gavner dem. 

Men forældrenes pris for at forsøge at klare problemerne selv er høj, og hjemmet udvikler sig snart til at være domineret af aggressioner, hallucinationer, vold, incest, selvmordsforsøg og senere udenfor hjemmets mure også berigelseskriminalitet, stalking, brandstiftelse, mord og for tidlig død.

Robert Kolker, der har gravet dybt i familietragedien og synes at have ikke kun et godt kendskab til såvel forældrene som alle deres 12 børn, men også en dyb forståelse for børnene bag deres diagnoser, fortæller i bogen, at han bygger sine beskrivelser på mange hundrede timers interviews med samtlige nulevende medlemmer af familien – deriblandt også moren, Mimi Galvin, før hun døde i 2017. Tillige med snesevis af samtaler med venner, naboer, lærere, terapeuter, plejepersonale, kolleger, slægtninge og forskere samt offentliggjorte redegørelser, børnenes dagbøger, breve mellem forældrene, et hav af lægejournaler og en lang række af de gennem årene involverede læger og psykiatere.

Men selv om beretningen om familien på mange måder er at komme tæt på et helvede på jord, så forfalder Robert Kolker aldrig til hverken det sensationelle eller sentimentale, hvilket gør beskrivelserne af sygdommens alt omkalfaltrerende kraft så meget desto stærkere. Familien er vitterlig i sygdommens vold, og både de syge og de raskes forsøg på at tøjle den er en umulig opgave.

Men ´Børnene på Hidden Valley Road´ er ikke blot en familietragedie. Den er også en begavet og troværdig historisk analyse af lægevidenskabens forsøg på skridt for skridt at opnå en bedre forståelse af skizofreni for således at forbedre behandlingsmulighederne for denne sygdom, som rammer én procent af befolkningen.

Og forståelsen af skizofreni har været og er fortsat en lang rejse ifølge Robert Kolker, der blandt andet afmonterer forestillingen om, at moren altid er det onde dyr i åbenbaringen, når det handler om skizofreni, der i stedet handler om en række gener, der afgør, om ens hjerne er i særlig risiko for at udvikle skizofreni under indflydelse fra visse udefra kommende påvirkninger. Både Don og Mimi Galvin havde hver især forskellige genetiske forandringer, som kunne føre til forhøjet risiko for udvikling af skizofreni hos deres børn.  

Kolker er ikke bange for at trætte sine læsere med detaljer omkring udviklingen i den videnskabelige forskning i årsager og behandling, som han med en usædvanlig eminent dygtighed formår at flette sammen med familiens samtid og dens omfangsrige og meget forskellige personhistorier.

Hvad, der er endnu mere usædvanligt, er, at forfatteren trods sin grundlæggende empatiske tilgang heller ikke sparer familiens medlemmer for sit røntgenblik. For eksempel synes moren Mimi i højeste grad at have levet i benægtelse og faren det søde liv udenfor hjemmet ligesom at børnenes vold, forbrydelser og perversioner stilles til skue med navn og nummer. Familiens skyld, skam og hemmeligheder tages under behandling af Kolker, som har haft et intenst samarbejde med familien, der har valgt at lægge alt frem i håb om, at andre vil kunne lære heraf.

Bogen er et digert, men helt usædvanligt velskrevet og uforglemmeligt værk om sygdommen skizofreni, forskningen heri, de ramte og deres raske pårørende på 425 sider, som man flyver igennem, som var det en hæsblæsende krimi.

Robert Kolker: ´Børnene på Hidden Valley Road´ er udkommet på forlaget Svane og Bilgrav og koster 349 kroner

 

Bestseller om hjernen er fuld af overraskelser

En canadisk neuroforsker, som hører til blandt de en procent mest citerede forskere i verden, tænkte, at det kunne være sjovt for folk at kunne læse en bog om neurovidenskab på stranden. Det er hun lykkedes med, og hendes bog om hjernen har været på top-ti lister i hele verden og hitter i alverdens lufthavne.

Den canadiske professor i neuropsykologi og -videnskab Lisa Feldman Barrett fra Northeastern University, Massachusetts General Hospital og Harvard Medical School i USA, gør i sin globale bestseller ´Seven and a Half Lessons About the Brain´, grundlæggende op med det meste af det, som langt de fleste af os har lært om hjernens funktion og virkemåde.

For ifølge professor Lisa Feldman Barrett er det for eksempel ikke hjernens primære job at tænke, føle, se, høre, smage eller lugte. Hjernens vigtigste job er i stedet en mere overordnet regulering af kroppens systemer:

”Dette er ikke for at sige, at hjernen ikke tænker, føler, forestiller sig og skaber hundredvis af andre oplevelser, men alle disse mentale kapaciteter er konsekvenser af en central mission, som er at holde dig i live ved at styre din krops budget. Alt, hvad din krop skaber, fra minder til hallucinationer, fra ekstase til skam, er en del af missionen," lyder et af hendes mange overraskende budskaber.

Lisa Feldman Barrett rapporterer på underholdende i syv små kapitler fra neurovidenskabens frontlinjer om, hvordan hjernen er opstået, hvordan den er struktureret, hvordan den arbejder sammen med andres hjerner og om, hvorfor det er helt forkert, når vi har lært, at hjernen reagerer på udefra kommende impulser.

Ifølge Lisa Feldman Barrett har de seneste års forskning nemlig vist, at hjernen ikke reagerer, men gætter og forudsiger ud fra tidligere erfaringer for på den måde at finde ud af, hvad den kan gøre for at holde os sunde og raske.

Barrett, som har formået at realisere sin vision om at skrive en bog, som kan læses på stranden af de fleste, er udmærket klar over, at hendes kortlægning af hjernens funktionsmåder strider mod de gængse dogmer, og hun, der tydeligvis ikke har spor imod at gå op imod hele borgermusikken, forklarer:

”Forskere er nu ret sikre på, at din hjerne faktisk begynder at fornemme de øjeblikkelige ændringer i verden omkring dig, før disse lysbølger, kemikalier og andre sansedata rammer din hjerne. Det samme gælder for øjeblikkelige ændringer i din krop, hvor din hjerne begynder at fornemme dem, før de relevante data ankommer fra dine organer, hormoner og forskellige kropssystemer. Du oplever ikke dine sanser på denne måde, men det er sådan, din hjerne navigerer rundt i verden og styrer din krop," skriver hun og fortsætter:

”Når din forudsigende hjerne har ret, skaber den din virkelighed. Når hjernen er forkert på den, skaber den stadig din virkelighed og lærer forhåbentligt af sine fejl.”

Lisa Feldman Barrett advarer mod anvendelsen af for stærke ord mod hinanden, eftersom mange hjerneregioner, der behandler sprog, også kontrollerer vores indre krop, inklusive de større organer og systemer:

”Disse hjerneområder styrer pulsen op og ned. De justerer glukosen, der kommer ind i din blodbane, for at brænde dine celler. De ændrer strømmen af ​​kemikalier, der understøtter dit immunsystem. Ordets magt er ikke en metafor. Andre menneskers ord har en direkte effekt på din hjerneaktivitet og dine kropslige systemer, og dine ord har den samme effekt på andre mennesker,” forklarer hun, der i et helt kapitel gør rede for, hvordan vores hjerner arbejder sammen med de mennesker, som vi omgiver os med, og hvor negativt hjernen derfor påvirkes af for eksempel ensomhed og længerevarende skærmydsler.

Ifølge Barrett kan vi ved at få en bedre forståelse af, hvordan hjernen rent faktisk fungerer, øge vores indflydelse på, hvordan vi tænker og opfører os:

”Det er umuligt at ændre din fortid, men lige nu, med en vis indsats, kan du ændre, hvordan din hjerne vil forudsige fremtiden. Du kan investere lidt tid og energi på at lære nye ideer. Du kan kuratere nye oplevelser. Du kan prøve nye aktiviteter. Alt, hvad du lærer i dag, får din hjerne til at forudsige anderledes i morgen,” filosoferer Barrett, der påpeger, at vores hjerner har behov for andre mennesker for at kunne holde kroppen sund og i live.

´Seven and a half Lessons About the Brain´, der bugner med letforståelige og fængende videnskabelige metaforer og anekdoter, er et eksemplarisk vidende, pædagogisk og indholdsrigt bidrag til den eksisterende populærvidenskab om den bio-maskine, som hjernen ifølge Barrett udgør, når den gætter og forudsiger vore kroppes behov allerede inden, at disse er opstået, sådan at kropsbudgettet forbliver intakt.

Lisa Feldman Barrett: ´Seven and a Half Lessons About the Brain´ koster 114,95 hos Saxo.dk

 

Frontlinjeberetning fra livet som dansk traumepatient er en knivskarp analyse af patient-behandler relationerne

Tre måneder som hårdt kvæstet traumepatient efter højresvingsulykke er blevet til en smertelig, kompetent og humoristisk analyse af relationen mellem patient og sundhedspersonale.

En tidlig aprilsdag 2021 blev dengang 51-årige Heidi Honing Spring på sin daglige løbetur ramt af en højresvingende lastbil. Efter sammenstødet var hun næsten død på grund af flænger i hovedet, brækket kraveben, knuste ribben på begge sider, knust bækken, punkteret lunge, perforeret blære, det højre lårben trukket ud af hofteskålen, brækket venstre lårben, rifter i blæren, en knust venstre ankel, så foden næsten røg af og frakturer i lændehvirvlerne. 

Da hun vågnede op igen var hun på traumeafdeling, hvor det efter utallige operationer lykkedes at redde hendes liv. Men hun blev også efterladt tilbage med uudholdelige smerter og livsforandrende invaliditet, fremgår det af hendes nyligt udkomne og begavede bog ’Fortællinger fra stue 62 – en traumepatients møde med hospitalsverdenen’. Bogen handler om hendes oplevelser gennem i første omgang tre måneder med sundhedsvæsnets personale på to forskellige hospitaler i Københavnsområdet:

”Jeg er blevet til en traumepatient. Jeg bor i hospitalsverdenens anonymiserende rammesætning, hvor mennesker ligger på rad og række med éns tøj på, i éns dyner, i éns senge, på éns stuer. Kropsligt fungerer jeg slet ikke. Jeg er som et hjælpeløst lille barn. Med ét er al begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed i mit hidtidige liv sat ud af spil. Pist-væk!,” skriver hun.

 Det at blive anerkendt, set og hørt som et ”helt menneske” af de professionelle på hospitalet har ifølge Heidi Honing Spring som er kandidat i specialpædagogik og arbejder indenfor børnepædagogik og –psykologi, en enorm betydning:

”Den gode relation er alfa og omega for, hvordan jeg har det og dermed for min vej til helbredelse, bedring og trivsel. De bedste møder – hvor jeg glemmer min elendighed og fyldes med glæde og energi – er, når kitler, operationshætter, hospitalssko og patientuniform fortoner sig, og vi møder hinanden menneske til menneske i den hverdagsrelaterede dialog og i et fælles grin. Det gode relationelle møde står imidlertid i skærende kontrast til de møder, hvor sygeplejerskens, lægens, fysioterapeutens, sygehjælperens, portørens, rengøringens og ergoterapeutens møde med mennesket i hospitalssengen bliver til en ekspeditionssag, der hurtigt skal overstås. Møder uden egentlig kontakt, dialog, nærvær og ligeværd – måske på grund af hospitalshverdagens stress, jag og ressourceknaphed eller måske på grund af et (grund-)syn på patienten som noget, der skal ekspederes? Til disse møder føler jeg mig forkert og i vejen. Så vil jeg helst være usynlig.”

Heidi Honing Spring, der skrev daglige noter under sine måneder som indlagt patient, synes dog ikke som udgangspunkt at være en usynlig patient. Hun har i hele sit professionelle liv arbejdet med relationer, og hun er en udpræget relationsopbygger, hvis radarblik hele tiden registrerer sine omgivelser, hvorefter hun reflekterer og forsøger at interagere.

Heidi Honing Spring er også charmerende, humoristisk, slagfærdig og klog. Og for lægerne, der har reddet hende, er hun også en interessant patient på grund af de mange og komplekse skader med flest faglige specialer samlet i én krop:

”Jeg ser og mærker deres interesse, omsorg, engagement og dygtighed. Det sker, når de ser mig som et subjekt – et menneske med værdighed. Nogle går ekstra langt for patienten. De bliver lidt længere, giver det beroligende kram og finder en kreativ løsning på det næsten uløselige. Men, jeg ser og mærker også deres travlhed, der – til tider – bliver til utilsigtet forråelse. Når de såkaldt varme hænder bliver kolde, så bliver jeg til et objekt, en ting, en kropsdel og en ”åh, nej – ringer-hun-nu-igen-patient?” Enkelte vil så helst være væk fra patienten. Sådan kan det i al fald føles nogle gange,” skriver Heidi Honing Spring, der er mindst ligeså optaget af at beskrive møder, der går godt, som hun er af at analysere møder, der går oprørende dårligt. Begge dele for at vi alle kan lære heraf.

Heidi Honing Spring er en dybt taknemmelig patient. Langt, langt de fleste af hendes oplevelser med sundhedspersonale har været positive. Men andre møder har været mindre vellykkede på grund af hvad hun oplever som eksempelvist manglende omtanke, en organisering og en kultur, der lider under travlhed, ressourceknaphed, ”vi plejer” og nogle gange mangel på ren og skær logik. 

Det er er således især de fagprofessionelle, sygeplejersker, læger, sygehjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, portører, rengøringspersonale, mv., som Honing Spring gerne vil lære, hvordan man bedst møder sine patienter, som i deres afmagt ifølge forfatteren på samme måde som et barn har brug for at blive set, forstået og inddraget for at føle sig trygge og i trivsel på deres rejse mod helbredelse eller bedring. Uden at det betyder, at de generelt skal behandles som børn.  

Det er dog ikke kun sundhedspersoner, der så oplagt vil kunne have glæde af ´Fortællinger fra stue 62´, hvis forsøg på læring aldrig er hverken aggressiv, firkantet eller bedrevidende, men personlig, nuanceret og forstående.

Også patienter og pårørende vil kunne spejle sig i hendes tanker om alvorlig sygdom, hjælpeløshed, afmagt, behov for omsorg, og, hvad de måtte opleve som gode eller dårlige dialoger med deres professionelle hjælpere.

Trods sin varme og empatiske tilgang til situationer og mennesker er Heidi Honing Spring en intellektuelt knivskarp analytiker af mellemmenneskelige relationer. Hertil kommer veludviklede fornemmelser for det tragikomiske og selvkritiske. Egenskaber der medvirker til ikke blot en øget forståelse af hendes overordnede budskaber, men også til, at man som læser overhovedet kan rumme hendes forfærdelige ulykke, efterfølgende lidelser og på mange måder for altid ødelagte fremtid.

At hun har orket at skrive denne bog sin situation taget i betragtning er imponerende, og den bør blive en vigtig stemme i de kommende nye reformer af sundhedsvæsnet.

Heidi Honing Spring: ´Fortællinger fra stue 62 – en traumepatients møde med hospitalsverden´ er udkommet på forlaget, Fag og Kultur og koster 199,20 kroner

  • Oprettet den .