Her er de seksstjernede TV- og filmanmeldelser fra 2024
Kulturanmelder Maria Cuculiza har her udvalgt nogle af de allerbedste film og TV-programmer fra 2024. Alle udsendelser gav hun i årets løb seks stjerner.
TV bliver næppe bedre end dette
TV: 2024 blev året hvor DR satsede på oplysning og underholdning om demenssygdomme på alle platforme. Heriblandt også med en fuldstændig vidunderlig og inspirerende TV-serie om 17 mennesker med demens, der på kun otte uger skal synge sig frem til sammen at afholde stor koncert i DR’s koncertsal.
Mange mennesker har et særligt forhold til musik, og det kan især gælde for mennesker med demens, der ofte stadig er i stand til at nyde musikkens evne til at genfremkalde gamle minder og følelser. Ligesom mange fortsat selv kan spille og synge, selv om de ellers er i fuld færd med at miste ikke kun hukommelsen, men også sproget. Den musikalske hukommelse bevares nemlig længere end den almindelige hukommelse.
I TV-serien "Demenskoret" ser vi derfor, hvordan studievært Puk Elgaard og korleder Claus Christensen har samlet et kor med 17 mennesker med demens i et øvelokale på Frederiksberg. I serien følger vi, hvordan de i begyndelsen usikre, bange, stive og ofte nedtrykte demente sangere i stigende grad blomstrer op og bliver trygge, muntre, modige og glade kammerater i det sangbårne fællesskab.
De 17 kormedlemmer, hvoraf flere har haft musik og sang tæt på livet tidligere, har alle en pårørende med til sangøvelserne. Sammen med Puk Elgaard møder vi også disse pårørende både under korsangen og gennem individuelle portrætter af sangerne med deres familier i hjemmene eller på de institutioner og i de beskyttede boliger, som sygdommen har gjort nødvendige.
Demenskoret er en centrifuge af følelser – anledning til glæde, sorg, smil, latter, spænding og tårer, som skifter i ét væk. Men selv om tårerne flyder, er de ofte gennem smil, for det er dybt bevægende at overvære sangernes transformationer og nye glæde over livet. Eller som en berørt ægtemand efter nogle ugers sangøvelser fortæller om sin forholdsvis unge, men meget syge og nu syngende hustru med demens:
’I dag er forandringen virkelig gået op for mig. Min kone har gennem mange år sagt ’jeg vil bare gerne dø, jeg vil ikke leve mere’. I morges vågnede hun og kiggede på mig og sagde ’jeg vil ikke dø’.
Når serien fungerer så hjertegribende godt, som den gør, er det i høj grad Puk Elgaards og korleder Claus Christensens fortjenester. De evner begge kunsten at være autentiske og fuldt ud til stede på de medvirkendes betingelser samtidigt med, at de alligevel har tilstrækkeligt menneskelig lydhørhed og produktionsmæssigt overblik til at kunne drive koret frem mod mål på en måde, så alle føler sig set, hørt og glade. De medvirkende fremstår således aldrig som blot statister i et i forvejen fastlagt TV-koncept, men som mennesker med en værdighed og fuldgyldig ret i sig selv.
Hvordan det går med den store koncert, skal ikke afsløres her, da spændingen om udfaldet driver handlingen i de seks episoder. Midt i de mange sorgfulde og glædesfyldte øjeblikke oplever vi seere, sammen med korlederen, værten og de pårørende, en blanding af spænding og frygt for, hvordan det hele vil ende.
De seks halve timer med ´Demenskoret´ flyver afsted, og når de er forbi, savner man dem allerede. ´Demenskoret´ er således ikke blot en smuk, bevægende og inspirerende serie om, hvad korsang, musik og socialt fællesskab kan gøre for mennesker med demens. Serien viser også, hvor meget vi desværre undlader at gøre for disse alvorligt syge mennesker, som sammen med deres pårørende fortjener bedre i form af blandt andet ret til lindrende behandlinger af symptomer fra deres dødelige sygdom.
TV bliver næppe bedre, end det vi her får lov at opleve!
Dokumentar om berømt ALS-patient er et smukt, stærkt og kontroversielt bidrag til debatten om dødshjælp
DOKUMENTAR: Den prisbelønnede svenske pianist og komponist Stefan Nilsson afsluttede sidste år sit liv kun tre måneder efter, at han havde modtaget den frygtede diagnose, ALS. Den svenske dokumentar ´Min død er min´, udsendt af Sveriges publicservice station, SVT, følger musikerens sidste tid og ønsker om selv at bestemme over sin død. Filmen taler lige ind i hjertekulen – og ind i den danske debat om retten til assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.
Stefan Nilsson, kendt for at have komponeret musik til film- og TV-succeser som den svenske TV-serie Skærgårdslægen og den danske Oscar-vinder Pelle Erobreren, valgte at afslutte sit liv den 25. maj 2023. Han var 67 år. ALS havde hurtigt nedbrudt hans krop og gjort hans liv til et smertehelvede uden håb.
Det fortæller han og hans hustru Lotta Hasselquist Nilsson om i den nye og hyper aktuelle dokumentar med den nok så rammende titel ´Min død er min´, som er instrueret af den i Sverige ligeså anerkendte 80-årige filminstruktør, Tom Alandh.
”Om natten lå han og skreg: Av, lad mig dø, selv om han var bedøvet for natten,” fortæller Lotta Hasselquist Nilsson i dokumentarprogrammet, som Tom Alandh begyndte at indspille kort efter, at Stefan Nilsson i februar 2023 havde fået sin diagnose.
Selv forklarer Stefan Nilsson sin beslutning om at gøre en ende på sit liv i et efterladt brev således:
”Jeg Stefan Nilsson beslutter hermed at afslutte mit liv. Jeg har ved hjælp af egne kontakter anskaffet det, som jeg behøver for at kunne sove fredeligt ind.”
Stefan Nilsson fandt hjælp hos et svensk undergrundsnet af mennesker, der hjælper håbløst syge til det selvmord, som han ellers skulle rejse til Schweiz eller Belgien for at kunne få medicinsk assistance til.
At yde hjælp til et andet menneskes død er forbudt i Sverige - lige som det er i Danmark – og at dræbe et andet menneske regnes som mord eller et kriminelt drab, uanset om personen ønskede, at det skulle ske. Og derfor var det afgørende vigtigt for Stefan Nilsson at nå at få hjælp, inden han blev for fysisk dårlig til selv at kunne indtage den dræbende medicin:
”Havde han ventet en uge mere, havde det været umuligt, for så havde det været mord, da man havde været nødt til at hælde det i ham,” fortæller Lotta Hasselquist Nilsson i en samtale, der finder sted et halvt år efter, at Stefan Nilsson var død hjemme i ægtesengen og efter at to kvinder forinden havde overdraget ham en væske, som han selv skulle drikke, for at døden kunne indtræffe nogle timer senere.
Stefan og Lotta Nilsson fremstår som reflekterende, velovervejede og ufatteligt rolige mennesker. De udtrykker respekt og forståelse for den svenske lovgivning, men ønsker alligevel at ændre loven. De vil skabe et rum for håbløst syge og smerteramte patienter, så de ikke behøver at ty til det sorte marked eller rejse til udlandet. Dette gælder især for patienter i en fremadskridende og uoprettelig smertefuld situation, som Stefan Nilsson, der ikke kunne få effektiv smertebehandling.
´Min død er min’ er enestående seværdig. og i den grad værd at se. Ikke kun på grund af Stefan Nilssons dårende smukke musik, ægteparrets rørende, fælles kærlighed til livet, musikken og hinanden. Men især også på grund af parrets og instruktørens fælles anstrengelser med at bringe værdighed og stringens ind i den komplekse og svære diskussion om, hvorvidt døden tilhører det autonome individ og dets ønske om at afslutte livet på egne vilkår eller samfundets behov for mere regelbundne etiske værdier og normer.
Men da ´Min død er min´ er et effektivt og tæt på forførende partsindlæg og forsvar for retten til assisteret selvmord, er det ærgerligt, at Tom Alandh ikke spørger mere kritisk ind til Stefan og Lotta Nilssons tro på, at retten til assisteret selvmord også er et gode set ud fra et samfundsperspektiv. Det er ægteparret tilstrækkeligt ressourcefuldt til kunne forholde sig til.
Ikke mindst set i lyset af, at Lotta Nilsson selv fortæller, at en hurtigere og bedre smertebehandling og et meget mindre fragmentarisk sundhedsvæsen formentligt ville kunne have minimeret Stefan Nilssons smerter i en grad, så selvmordet ikke ville have været aktuelt, og ægtemanden i stedet ville være død af sin sygdom uden brug af det sorte markeds ulovlige og i dokumentaren anonyme håndgængere.
Men uanset hvor man end måtte befinde sig personligt på spektret af for eller imod assisteret selvmord og andre former for dødshjælp, vil ´Min død er min´ kunne være en berigende oplevelse. Og når ´Min død er min´ får 6 stjerner trods sin, alt andet lige for ukritiske skildring af død ved hjælp af assisteret selvmord, er det fordi dokumentaren alligevel er et værdigt, smukt og gribende udført bidrag til en meget aktuel og vigtig debat om hvilke værdier, der skal bestemme, om vi vil indføre aktiv dødshjælp.
Indefra om psykisk syge unge formidles med enestående takt og finfølelse
TV: Anders Aggers besøg hos psykisk syge unge fra det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgaard i Aarhus giver et modigt, værdigt og totalt hjerteknusende indblik i, hvad der kan gemme sig bag mediernes overskrifter om danske børn og unges mistrivsel. Serien fortjener seks stjerner og er et must-see.
Danske børn og unge har det generelt psykisk dårligere end unge i andre sammenlignelige lande, og et stigende antal kæmper med angst, depression, autisme, ADHD, selvskade og spiseforstyrrelser. Nogle børn og unge i så alvorlig grad, at de har brug for professionel hjælp 24 timer i døgnet for ikke at dø.
I DR’s nye TV- dokumentarserie ´Syg Ungdom´ følger vi sammen med TV-vært og journalist Anders Agger en række af disse alvorligt syge unge i deres hverdag på dag- og døgninstitutionen Holmstrupgaard, hvor de unge fortæller utroligt modigt og åbent om deres forskellige diagnoser og de store daglige personlige udfordringer, som de står overfor, hvis de skal kunne håndtere livet og ikke i stedet bukke under for deres sygdom.
På Holmstrupgaard, som Anders Agger har besøgt gennem en periode på tre måneder, får de unge hjælp og støtte døgnet rundt blandt andet i forbindelse med psykotiske gennembrud, tvangstanker, høren stemmer, vrangforestillinger, selvskade, selvmordstanker, social adfærd og spisning.
Ikke mindst spiseforstyrrelser, selvskader og selvmordstanker fylder blandt de unge, der – allerede inden de kom på Holmstrupgaard – typisk har levet flere år med en eller flere af diagnoserne borderline, anoreksi, depression, PTSD, skizofreni eller depression. Spildte ungdomsår, hvor de ofte ikke har fået den hjælp, som de har så stærkt behov for, hvis de skal have en chance for at komme på afstand af den kant mellem liv og død, som de tydeligvis kun lige netop magter at balancere med intensiv hjælp.
Forstemmende samtaler
Anders Aggers samtaler og møder med de plagede og forpinte unge er da også dybt forstemmende, sørgelige og forfærdelige at overvære. Holmstrupgaard er for unge mellem 12 til 23 år, og mange af de unge har været der i flere år. Heriblandt Sebastian, der døgnet rundt er plaget af stemmer og voldsomme vrangforestillinger, Kathrina, der selvskader, Alvilda, der kæmper med flere diagnoser, Maja, der efter flere år har fået det bedre, men som nu falder for aldersgrænsen på 23 år og derfor skal flytte, hvilket igen sætter gang i hendes livsfarlige selvskader. Nanna, der i årevis har været plaget af stemmer, der siger, hun skal slå sin familie ihjel, og Amalie, der er overbevist om, at hun er skyld i, at jorden vil gå under, fordi hun tillader sig at forbruge af klodens samlede ilt.
De unges åbenhjertige og tapre forsøg på at få deres omgivelser til at forstå dels hvor pinefuldt og totalt invaliderende, det kan opleves at være psykisk syg, hvor skamfuldt det er at have vrangforestillinger og en uimodståelig trang til selvskade, er hjerteskærende, modige og imponerende.
Og Anders Aggers taktfulde og delikat medfølende måde at tale og være sammen med de unge på er imponerende. Han er aldrig omklamrende eller intimiderende og demonstrerer en ikke mindst for journalister særegen og beundringsværdig medmenneskelig fornemmelse for, hvor de enkelte unges grænser går for, hvad de dybest set har lyst til helt frivilligt at fortælle.
Og kommer grænserne alligevel lidt for tæt på, hvad Agger fornemmer de unge senere vil kunne fortryde, trækker han sig på et splitsekund og skynder sig at skifte emne. Uanset hvor interessant deres fortalelser umiddelbart syntes at kunne være for de rullende kameraer og TV-stationers grådige ønsker om høje seertal.
Det er tydeligt, at de unge føler sig oprigtigt set af den respektfulde Agger. Han synes at anerkende dem som de unikke individer, de er, og værdsætter deres personlige styrker på trods af deres sygdomme. Selvom det kræver et hjerte af is ikke at blive rystet over deres selvdestruktive adfærd, deres alt for tynde kroppe og de store bandager fra selvskade, viser Agger alligevel hver enkelt ung person med værdighed og en kæmpe respekt for, at de kæmper videre.
Seriens mål er at give nogle af vores meget syge børn og unge mulighed for at udtrykke sig om deres oplevelser med psykisk sygdom uden for meget forstyrrende støj. En god og vigtig mission som er lykkedes, for de unges nødråb fremstår tankevækkende, klare og tydelige. Serien er et must-see for alle, der har interesse for eller berøring med børn og unge med psykiske lidelser.
Dokumentar er en genial udforskning af spændingsfeltet mellem sårbare gameres virkelige og virtuelle liv
STREAMING: Netflix’ dokumentar ´The Remarkable Life of Ibelin´ er en overvældende og dybt betagende skildring af den alvorligt muskelsvindsyge, unge svenske Mats Steens sidste år som avataren Ibelin i online-spillet World of Warcraft. Find lommetørklæderne frem, for det bliver vådt, men det er alle tårerne værd.
Da Mats Steen kom til verden i Norge I 1989, var det med muskelsvindsygdommen Duchenne, som han blev diagnosticeret med allerede et par år senere. Og ved hjælp af gamle videooptagelser viser dokumentaren, hvordan hans forældre og søster forsøger at hjælpe ham til et så muntert, langt og godt liv som muligt. Alt i mens, at hans krop og førlighed svækkes fra år til år. Lige indtil han som 15-årig i stigende grad i protest mod at blive set på som anderledes af sin omverden trækker sig fra det fælles, virkelige liv og vender sig mod gaming og her især spillet World of Warcraft.
En udvikling, som bekymrer forældrene:
”Vi kunne se, hvordan han blev tynd, bleg og usund, når han havde gamet meget,” fortæller forældrene Trude og Robert Steen. De gør alt, hvad de kan for at involvere ham i virkelighedens sociale liv omkring ham. Men han vil hellere game, hvilket han gør de sidste ti år af sit liv frem til sin død som 25-årig, hvor han når at game 20.000 timer med mennesker, han aldrig talte med og heller aldrig mødte:
”Vores største sorg i det hele var, at han aldrig ville opleve kærligheden, have et socialt liv og få en fornemmelse af at have betydet noget for andre mennesker,” fortæller forældrene.
Men forældrenes bekymringer over Mats Steens – efter deres mening – alt for lille og begrænsede verden viser sig at være ubegrundede. Dagen efter hans død bruger de det password, som Mats havde givet sin far kort før sin død, til at sende en besked om sønnens bortgang til Starlight Community, en gruppe spillere i World of Warcraft, hvor Mats Steen var kendt som Ibelin. Til forældrenes store overraskelse modtager de straks en strøm af kondolencemails fra hele verden.
I de mange mails giver medlemmerne af Starlight, som er et community for mennesker, der føler sig udfordrede af livet, udtryk for dels deres store sorg over deres gode vens død, men også for hvor meget netop han har betydet for dem, deres livs udvikling og hele Starlight i kraft af hans hjælpsomme, kærlige, kloge væsen og empatiske omsorg.
Dokumentaren rekonstruerer herefter Mats Steens i alt otte år lange gamerliv på Starlight som Ibelin ved hjælp af 42.000 sider, som han havde skrevet til sine gaming-kammerater om alt fra spillet til livet, kærligheden og døden samt en årelang blog. Foruden interviews med hans familie og møder vi også nogle af de gamer-kammerater, som han havde særligt tætte forhold til. Heriblandt den unge hollandske pige Lisette, også kendt som Romour, som Mats Steen blev dybt forelsket i, og som han støttede gennem en svær depression og en dansk mor og hendes autistiske søn, som Mats hjalp med at skabe en stærkere forbindelse, trods autismens udfordringer for deres mor-søn-relation og sønnens skolegang.
Mats Steens drømme om at besøge og være sammen med Lisette, men også hans sorgfulde erkendelse af ikke at kunne, aldrig at kunne, møde hende i virkelighedens verden er så hjertegribende, som noget kan være.
Men fuldstændigt fantastisk udvidende for vores chancer for at forstå, hvad der rører sig i den syge Mats Steen er at se dokumentarens rekonstruktioner af, hvordan han og disse nære gamervenner alle udlevede deres konflikter og dramaer sammen i den virtuelle verden med de følelser og personligheder, som de har, og som de avatarer de spillede med ham. Instruktøren Benjamin Rees brug af spillets visuelle univers er tæt på det geniale og suger os ind i de unge gameres dragende liv.
´The Remarkable Life of Ibelin´ er med sin udforskning af spændingsfeltet mellem møder og samvær i henholdsvis virkeligheden og i den digitale verden en kæmpe udfordring af den stereotype opfattelse af online-venner som blot overfladiske bekendtskaber. ´The Remarkable Life of Ibelin´står i stedet som et dybt fængslende vidnesbyrd om, hvordan vores digitale liv kan have en dyb indvirkning på vores virkelige liv, og hvorledes stærke og vigtige og venskaber stik mod alle fordomme kan gro på livsforandrende og meningsfuld vis gennem gaming.
Dokumentaren, som varer 103 minutter, men ikke føles et sekund for lang, er en følelses- og forståelsesmæssig rejse. Gennem omsorgsfulde interviews, flotte animationer og vellykkede indtalinger skabes en stærk fortælling. De elegante krydsklipninger og perfekt udvalgte musik- og sangstykker bidrager til dens dybde. Den udforsker sygdom, sorg og tab både udenfor og indenfor det online-fællesskab, hvor gamere kan spille roller, skabe venskaber og finde frihed og identitet uden at blive bedømt på deres fysiske eller psykiske begrænsninger.
´The Remarkable Life of Ibelin´ er med sin nuancerede dybe indsigt i livet for en meget alvorligt syg ung mand og hans fysisk og mentalt udfordrede venner en lille funklende perle indenfor dokumentargenren og kan anbefales alle uanset alder og køn. Ikke mindst hvis man selv kæmper med at finde håb, trøst, styrke, mening og måske fællesskab, accept og støtte i et liv med alvorlig sygdom.
´The Remarkable Life of Ibelin´ kan ses på Netflix
Ny Netflix-dokumentar om mikrobiomet er god at få forstand af
STREAMING: Forskerne retter i stigende grad opmærksomheden mod alt det, der sker inde i vores tarme, og der udgives stadig flere forskningsartikler og populærvidenskabelige bøger om den betydning, som tarmens indhold af bakterier og sundhed har for en lang række sygdomme. Men uanset hvor invaliderende disse sygdomme måtte være, er tarmen alligevel stadig omgivet af tabu.
Og det er netop denne tabuisering, som Netflix forsøger at tage ved vingebenet i sit nye program 'Hack dit helbred: Din maves hemmeligheder', der er blandt Netflix´ mest populære programmer i 2024.
Programmets vært er den meget vidende unge tyske forsker Giulia Enders, der for et par år siden udgav den populærvidenskabeligt begavede og stærkt underholdende bestseller ´Tarme med charme - Alt om et undervurderet organ´, som siden er gået sin sejrsgang verden over.
I ´Din maves hemmeligheder´ guider, tegner og fortæller Giulia Enders med en endnu engang afvæbnende charme og desuden hjælp fra en række andre internationalt anerkendte og førende eksperter fra Stanford University, University of California i San Diego, Kings College London, University of California, Los Angeles og the Weizmann Institute i Israel og University College Cork (UCC) i Irland. Alle bidrager de med de seneste års landvidende forskning i tarmen, dens mikrobiom og vores endnu mere tabubelagte og i høj grad med tys-tys forbundne afføring:
"Omkring 70 procent af vores immunforsvar finder sted i vores tarm, og dens mikroskopiske organismer kommunikerer med vores andre organer. Vores tarm påvirker hele vores krop,” forklarer neuroforsker John Cryan fra University College Cork. Han tilføjer, at tarmen faktisk kan betragtes som vores 'anden hjerne'. Mange sygdomme, som vi tidligere har troet var genetisk bestemt, kan i virkeligheden tilskrives ens mikrobiom, som er forskelligt fra person til person afhængigt af, hvad man spiser, hvor man bor, og for eksempel hvor man har rejst, og hvor meget antibiotikum, man har indtaget.
Herudover medvirker fire patienter, der alle har store problemer med deres tarme og fordøjelsesprocesser. Fire forsøgskaniner, som programmets eksperter hjælper til hver især at få bedre styr på deres helbred i kraft af tests af deres mikrobiom, blodprøver, diverse afføringsprøver, scanninger og efterfølgende diagnoser og individuelle kostråd:
De fire forsøgskaniner er velvalgte. De kommunikerer godt og har pædagogisk smarte, identificerbare lidelser, som typisk ikke ville friholde dem for at blive diagnosticerede som generelt ’sunde og raske’. Deres lidelser besværliggør imidlertid deres dagligdag i en næsten invaliderende grad og kan potentielt føre til mere alvorlige symptomer og sygdomme senere i livet. Blandt disse sygdomme kan nævnes dårligt fungerende immunforsvar, astma, diabetes og muligvis også Parkinsons sygdom, kredsløbssygdomme, depression, angst og demens. Tilstande som i stigende grad forbindes med mikrobiomet og balancen mellem de bakterier, vi har for få eller for mange af.
Men selv om programmet i bund og grund handler om naturvidenskabelige fremskridt og sygdom, har dets tilrettelæggere valgt et let tråd på jord, som gør, at selv de, der hader at høre om sygdom og elendigheder, burde kunne lade sig informere og underholde uden hverken at kede sig eller blive uroligt til pas, eftersom programmet er behageligt frit for anmassende dommedagsprofetier og moraliserende pegefingre.
Mest provokerende vil måske være forskernes samlede og enige besked om at holde sig langt væk fra højtforarbejdede fødevarer og så i øvrigt spise mindst 20 til 30 forskellige former for grønt og frugt om ugen, hvis mikrobiomet skal have en chance for at kunne hjælpe os til den større sundhed, som kan ligge forude, hvis vi plejer det bedre.
Og at komme op på de 20 eller endnu værre 30 forskellige frugter og grøntsager ugentligt lyder da også umiddelbart overvældende, for ikke at sige tæt på umuligt for mange i en almindelig hverdag. Men lidt fintælling og lidt større udfoldelse af kreativitet i supermarkedet og senere hjemme ved køkkenbordet er tydeligvis prisen for et styrket helbred, hvis man da ellers kan tro på programmets eksperter og forsøgskaniner, der alle får et meget bedre liv efter forsøget og den efterfølgende nye kost.
“Tarmen er fleksibel. Den ændrer sig virkelig, når vi forandrer den måde, vi spiser på,” fastslår Giulia Enders.
Forskernes påstande om, at mikrobiomet er vigtigt, og at tarmen er andet og meget, meget mere end blot en ekspeditionskanal fra mund til afføring, men et afgørende vigtigt organ, som kan styrke og svække hele kroppen afhængigt af, hvad vi spiser og ikke spiser, er vanskelige at benægte efter at have set ´Hack dit helbred: Din maves hemmeligheder´. Også selv om forskningen i mikrobiomet fortsat er ung.
Programmet udmærker sig nemlig ikke kun ved dets ligefremme og overbevisende vært og de ligeså velfungerende og troværdige øvrige medvirkende, men også ved en utrolig flot, imponerende afmystificerende og effektiv grafik og animationer, som understøtter dokumentarens vigtige populærvidenskabelige budskaber, og som vil kunne nydes af både store børn og voksne.Den meget anvendte og gennemførte grafiske stil gør den tunge videnskab let at sluge og fungerer i sig selv fordums- og tabunedbrydende i kraft af sin yderst pædagogiske, men også naivistiske, farverige, muntert blomstrende og ligefrem lækre æstetik. Dog falder programmet på intet tidspunkt i fælden med pseudovidenskab eller enkle løsninger på komplekse spørgsmål. Programmet kan derfor uden forbehold anbefales til et bredt publikum, herunder ældre, yngre og unge voksne, samt også dem der måske oprindeligt tænker, at det ikke er noget for dem.
Netflix har med sine økonomiske muskler endnu engang vist sin berettigelse, for kun meget få nationale TV-stationer ville have kunne haft råd til at producere et så indholds- og formmæssigt dyrt program som dette.
'Hack dit helbred: Din maves hemmeligheder' kan ses på Netflix