Sønderjysk sosu-drama dirrer af empati og kras realisme

FILM: En ny dansk film tager os hele vejen med ind til de intime rutiner, det hårde slid og de menneskelige omkostninger, der kan være forbundet med omsorgsarbejde. Empatien og engagementet bag filmen er mærkbar, men filmen er også hård kost at sidde igennem.

Livet som sosu-assistent har gjort sit indtog i dansk film og TV i 2025.

Først fik vi det kommunale krimidrama ’Løgnen’ på TV2, hvor Tessa og Iben Hjejle gav den som hjemmehjælpere på Københavns vestegn.

På det store lærred ankommer nu ’Hjem Kære Hjem’, en barsk skildring af sosu-livet, der næsten får TV2-serien til at virke som et glansbillede.

’Hjem Kære Hjem’ er tredje del af en sønderjysk hjemstavnstrilogi fra instruktør og manuskriptforfatter Frelle Petersen. Også ’Onkel’ (2019) og ’Resten af Livet’ (2022) foregik alle på syngende synnejysk og på Tønder-egnen. I førstnævnte film bliver der ikke sagt et ord i omkring 10 minutter, før ordet ”Nutella” bliver sagt af onklen, mens de handler i supermarkedet.

Frelle Petersens trilogi er også blevet omtalt som Nutella-trilogien, da smørepålægget er nævnt i alle tre film. Helt overordnet er det vidunderligt med film, der er så rene i sin dialekt, samtidig med at de er omtrent lige så ukunstlede som en håndboldkamp i provinsen. Mange roller i alle tre film er besat af amatørskuespillere fra nærmiljøerne.

Sofie (Jette Søndergaard, der også var central i trilogiens første to film) er nyudklækket social- og sundhedsassistent. I begyndelsen af ’Hjem Kære Hjem’ er hun på sit første besøg hos en borger sammen med en rutineret kollega. Borgeren sidder på badeværelset og skal have justeret sin stomipose. Jobbet er lige på og hårdt og med minimal læringskurve. Sofie bliver også introduceret for den grad af detail-planlægning, der præger kommunens topstyrede hjemmebesøg. Der er eksempelvis akkurat tid til at tage de ældre menneskers opvask, men tallerkener, glas og bestik må lufttørre.

Sofie viser sig hurtig ferm til sit job og formår at holde hovedet koldt, mens hun skal tage sig af voksenbleer, liggesår, øllebrød og Nutella-madder. Her er søde og bedsteforældre-agtige ældre, som man kan snakke om TV2 Charlie-krimier og børn med. Her er også arrige mænd, der antænder, hvis hjemmeplejerne ikke formår at frisere deres hår korrekt. En kronisk forurettet datter til en ellers sød, ældre kvinde siger et sted til Sofie: ”Du er så ringe til dit arbejde. Føj et menneske, du er.” Møder man virkelig den slags som hjemmehjælper? Jeg håber ved Gud, at den har fået en ekstra skrue for dramaets skyld.  

Dirrer af empati og engagement

Der er passagre af filmen, hvor det virker som om, instruktør Frelle Petersen har stillet sig selv opgaven at lave den mest nedslående og nådesløse skildring af sosu-jobbet overhovedet. Sofie er til at begynde med den type, der tilbyder pensionister sin plads i bussen. Senere hen i filmen bliver hun bare siddende, og andre må rejse sig op for de ældre medborgere. Det er hårdt at se på, men det bliver også enkelte steder en smule for bastant.

Frelle Petersens nye film kommer ikke til at hverve mange nye hårdt tiltrængte sosu’er til faget. Filmen viser dog, at her også er gode kolleger, der kan levere lidt trøst og fandenivoldskhed for Sofie. På samme måde som en krydderbolle med Nutella kan være en lise i hverdagen for et ældre, ensomt menneske. 

Det er ikke kun jobbet, der slider Sofie ned. ’Hjem Kære Hjem’ er også et familiedrama, hvor den ene part i et forlist ægteskab tilsyneladende har fået alle de gode kort. Sofie har datteren Clara (Mimi Bræmer Dueholm) på 10 år. Faren har stiftet ny familie med en anden kvinde. Alt det sjove foregår hos ham, mens Sofie må tage sig af den grå hverdag. Frelle Petersen er tilpas nuanceret til, at han ikke gør en skurk ud af eksmanden. Alligevel mærker man en urimelig asymmetri. Uligheden bliver tippet ekstra, når jobbet hos den kommunale hjemmepleje begynder at vise tænder for alvor, og lederen også ønsker, at Sofie skal tage ekstravagter.  

Jeg kan sagtens se behovet for en realistisk skildring af sosu-jobbet, en film der tager os hele vejen med ind til de mest intime rutiner, omsorgsbyrden og de menneskelige omkostninger, der kan være forbundet. Frelle Petersen har selv som del af sin research lavet feltarbejde som ufaglært sosu, og man betvivler ikke, at der ligger et dirrende engagement, ja omsorg bag hver eneste indstilling i filmen. Det bliver dog også på det dramaturgiske plan en anelse ensformigt blot at følge, hvad er i lange træk er en nedslående deroute, hvor lyset indeni Sofie langsomt slukker.

’Hjem Kære Hjem’ har premiere 19. juni i en lang række biografer landet over