Urinetown. Foto: Østre Gasværk

Musicalen Urinetown tager pis på dystopien

 
 
 
 
 

TEATER: Veloplagt danser og synger skuespillerne sig gennem den swingende musical Urinetown om en grum fremtid, hvor de daglige toiletbesøg er i centrum. Musicalen har ørehængende sange, et veloplagt ensemble og en drivende tyk ironi. 

For de tissetrængende og inkontinente er Urinetown det ultimative mareridtssamfund: Her er alle toiletbesøg kontrollerede og må kun foregå på særlige toiletter. Desværre er toiletterne både dyre og få, og byens fattige borgere kæmper derfor en konstant kamp for at spare penge sammen til at få råd til dagens næste toiletbesøg. 

Forklaringen er en altomspændende tørke, hvor den politiske løsning har været at begrænse de kropslige behov og væskeindtag. Enhver tissetur fungerer således som en indirekte beskatning på vandforbrug, og derfor skal der tisses korrekt og i et toilet kontrolleret af det ondsindede firma Urine Good Company.

Urineres der ureglementeret, er der tale om en alvorlig samfundsforbrydelse, som straffes med en envejsbillet til det berygtede og frygtede Urinetown.

Således er scenen sat til noget så særpræget som en dystopisk-satirisk musical centreret omkring tis.

Dramaet igangsættes af superskurken Caldwell B. Cladwell, grundlæggeren af Urine Good Company, som har både byens politi og politikere i sin lomme. Cladwell spilles af en veloplagt Kurt Ravn, og selv om han er byens absolut rigeste, vil mere vil have mere, og Cladwell presser politikerne til endnu engang at forhøje priserne for toiletbesøg.

Det leder til oprør fra bunden (af toiletkummen, fristes man til at skrive), ledet af den unge Bobby Strong, spillet af Thor Vestergaard, der samtidig er blevet forelsket i Cladwells datter Hope Katrine Schmidt Nørgaard, som kæmper bravt med at give liv til den noget klichefyldte karikatur af chefens smukke datter.

Musikken swinger fra start til slut, og man bliver helt forpustet over det arbejde, skuespillerne lægger for dagen, når de synger, danser, løber omkring i scenegrafien og konstant skifter udklædning mellem roller. De yder en formidabel fysisk præstation.

I særklasse er Mads Rømer Brolin-Tani, stykkets panserbasse og fortæller, som binder stykket sammen. Der er noget diabolsk over hans rolle, han er en slags Store Stygge Ulv, som med gummiagtige danseben og snedigt smil lader historien udspille sig, og samtidig er det også her, at stykkets største svagheder ligger. 

Urinetown er skrevet af amerikaneren Greg Kotis med musik af Mark Hollmann og blev opført for første gang i 2001. Siden har det spillet flere sæsoner på Broadway, og alligevel får man tanken, at manuskriptforfatteren aldrig helt selv har troet på sit manuskript, der også har åbenlyse mangler, som især åbenbarer sig til slut. Den lidt platte selvironiske 90’er tone og meta-kommentering – tænk lampens ånd i Aladdin - der gennemsyrer stykket, virker sært bedaget i en tid, hvor ressourcemangel og galopperende ulighed er akutte problemer, vi skal have løst - ikke en fjern fantasi og ha-ha-klask på låret. 

Alligevel kan stykket anbefales, hvis man er til ørehængende musicalnumre og et højt energiniveau. Udførelsen fra både skuespillerne og musikerne er glimrende, og Østre Gasværk danner med sine stemningsfyldte betonmure den perfekte ramme til stykket, der i store stræk foregår i baggyder og i kloakker. Meget passende har Østre Gasværk desuden store og flotte toiletfaciliteter, hvor selv køen til dametoilettet gled gelinde i pausen mellem stykkets to akter. Aaah!

Urinetown spiller i Østre Gasværk frem til 14. april.