Koreansk serie om 70-årig balletdanser med Alzheimers er en fryd for øje og sjæl
STREAMING: Sydkoreansk popkultur – K-kultur, og heriblandt K-film og K-dramaserier – trender i den vestlige verden. Men selv om disse TV-produktioner typisk handler om unges konfliktfyldte kærlighedsliv, er også Alzheimers sygdom blevet et populært tema. Nogle af dem er vidunderligt smukke – for eksempel TV-serien Navillera.
Sim Deok-Chool, der er en flittig og ansvarlig familiefar og nypensioneret fra sit livslange job hos SydKoreas postvæsen, har – siden han var barn – drømt om at danse ballet. Et på grund af en omstændighederne umuligt ønske for først var hans far imod, og siden skulle han forsørge sin familie.
Men nu i en alder af 70 år og i hemmelighed diagnosticeret med Alzheimers sygdom vil han danse ballet. Og i lige så stor hemmelighed for familien melder han sig ind på en balletskole, fremgår det af første afsnit af den koreanske TV-serie ´Navillera´, som på koreansk betyder både en sommerfugls slag med vingerne, elegante bevægelser – og i gamle dage også sart, skrøbelig, smuk og fin.
På balletskolen møder Sim Deok-Chool den 23-årige og ekstremt talentfulde unge klassiske balletdanser Lee Chae-Rock, som er ved at miste lysten og viljen til at danse, efter at hans mor er død, og hans far kommet i fængsel. Lee Chae-Rocks danselærer og ejer af balletskolen ansætter i desperation over sit unge super talents krise den ældre Sim Deok-Chool som en slags daglig manager/indpisker overfor Lee Chae-Rock, der til gengæld skal give den ældre danselektioner.
Og ud af dette påtvungne lærer-elev-forhold vokser et dybt bevægende venskab mellem de to hovedpersoner, hvoraf den ene har livet foran sig og den anden bag sig, men som begge har passionen for dansen og ønsket om mindst én gang i deres liv at stråle på en scene til fælles.
For når Sim Deok-Chool ikke træner og danser på sine gamle fødder, som gjaldt det livet, begynder han i sin taknemmelighed at tage sig af den ulykkelige og ensomme Lee Chae-rock med en altomfattende tålmodighed, kærlig forståelse og faderlig hengivenhed. Han tager hånd om ham, når han har influenza, sørger for at han får frokost hver dag, tager ham til læge og fysioterapeut, når han har træningsskader og forsøger at beskytte ham mod én af den fængslede fars voldelige fjender. Ingen skal krumme så meget som et hår på hovedet af hans unge læremester, som han ønsker skal lære ham at kunne danse Svanesøen, inden demensens tåger for alvor sætter ind – eller at nogen bare opdager, at han er syg og derfor sætter en stop for hans dans mod stjernerne.
Som serien, der i øvrigt bliver bedre og bedre, skrider frem, bliver demente Sim Deok-Chool i stigende grad hovedpersonen, for demensen bliver trods alle Sim Deok-Chools anstrengelser for det modsatte synlig og mærkbar for andre, og med sygdommen som prisme møder vi nu også hans læge, hustru, tre børn og deres partnere samt hans barnebarn og konfronteres med deres forskellige reaktioner på sygdommen og dens betydning ikke kun for ham, men også for dem alle hver især.
Hvad der herudover sker, vil det være synd at røbe mere om, for denne serie lever af stilfærdige, men intense situationer, momenter og emotioner mellem mennesker. Her er undtagelsesvist i K-dramaer ingen melodramatisk lovestory og ingen twists and turns, men dog masser af kærlighed i en langsomt fremadskridende, poetisk flydende beretning om Alzheimers sygdom og betydningen af at følge vores drømme, uanset om vi møder modstand fra alt og alle, og inden det er for sent.
Hvis det altså nogensinde er for sent, for selv for den ellers altid venlige og tilbageholdende og meget syge Sim Deok-Chool, spillet af den 76-årige koreanske skuespiller Park In Hwan, er løbet ifølge filmens morale jo netop ikke nødvendigvis kørt. Og hans forsigtige, men insisterende gåen efter sin drøm og slag med de sygdomsramte vinger er ikke kun godt for hans demens, livsglæde og selvopfattelse, men sætter også en lang række sommerfugleagtigt sarte, smukke og fine processer i gang hos de mennesker, som han undervejs er i berøring med.
Den introverte, men ambitiøse Lee Chae-rock spilles af en af Koreas største mandlige K-stjerner Song Kang, som i øvrigt danser, så hjertet er ved at hoppe ud af halsen på én. Både når han træner og underviser, og når han bruger sin dansende krop til at nå ind til Shim Deok Chul på nogle af de dage, hvor demensen er ved at få overtaget. Selv for dem, som ikke interesserer sig en klap for ballet, må det være umuligt at forblive kold over for dansens elegance og skønhed.
På samme måde er det også svært at være uberørt af seriens mix af K-poppens traditionelle lethed, humor og munterhed og så på den anden side det tunge emne Alzheimers sygdom, for serien stikker ikke særligt meget under stolene i forhold til sygdommens invaliderende konsekvenser både for den syge og de pårørende. Eksempelvist vælger Sim Deok-Chools bedste, men også demente ven selvmordet som udvej, da han mærker, at nu er sygdommen så fremskreden, at han snart ikke vil kunne hverken genkende eller forstå sine omgivelser mere.
Navilleras fremstilling af Alzheimers sygdom er som seriens balletscener og sømløse dialoger forførende, nemt tilgængelige, men nedenunder ligger de store dybder og smerter. Hvor langt man vil ned, bestemmer man selv. Og her er rejsen fra lettere hukommelsessvækket til mere eller mindre udelukket fra omverdenen for en gangs skyld anskuet fra den syges vinkel.
Men under alle omstændighederne fortjener serien at blive set også af et internationalt publikum, for selv om europæere er vidt forskellige fra koreanere, så viser filmen, at vi nok også har rigtigt meget til fælles. Uanset om det handler om realisering af livsdrømme eller Alzheimers sygdom. Der er gode grunde til, at den sydkoreanske popkultur med blandt andet dens film og TV-serier boomer i disse år.