Her er årets 10 mest interessante digitale kulturtilbud

DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante digitale kulturtilbud på sundhedsområdet fra i år.

Ny lægeserie mestrer balancen mellem dyb smerte og sort humor

 
 
 
 
 

STREAMING: Den fantastisk flot producerede mini-TV-serie fra BBC, "This is going to hurt", er en rasende kritik af det udsultede, britiske hospitalsvæsen, men samtidigt også en bevægende kærlighedserklæring til mishandlede yngre læger, som kæmper for deres patienter under gyselige forhold.

Den internationalt kritikkerroste, prisbelønnede bestsellerforfatter, komiker og tidligere læge Adam Kays erindringsbog "This is going to hurt" er blevet omsat til en ny medicinsk komedie-dramaserie af samme navn med den fremragende skuespiller Ben Whishaw i hovedrollen som Adam Kay.

Bogen og nu TV-serien, der er i syv afsnit er baseret på Adam Kays egne erfaringer som yngre læge i det britiske hospitalsvæsen (NHS) fra 2004 til 2010. I 2005 begyndte han at specialisere sig i obstetrik og gynækologi, hvor karakteren Adam Kay da også arbejder, når serien åbner i 2006.

Selv sagde Adam Kay i 2010 sit job som læge op i protest mod et underfinansieret hospitalsvæsen, overarbejdende læger og udsatte patienter. I 2017 skrev han den ætsende sarkastiske og humoristiske bestseller "This is Going to Hurt". Bogen, der var baseret på hans dagbogsnotater, var en fortvivlet og rasende kritik af forholdene for yngre læger og deres patienter i det britiske hospitalsvæsen. Bogen blev en dundrende, international succes og er oversat til flere end 25 sprog og har ligget på top-ti lister verden over i både hele og halve år.

Det er den samme mission, som Adam Kay er på i TV-serien, hvis manuskript han også selv har skrevet. Og missionen er lykkedes, for TV-serien er nærmest endnu bedre, endnu mere absurd, hjerteskærende, besk og forfærdelig. Og havde det ikke været for dens gennemgående sorte humor kunne det have været ubærligt at blive konfronteret med så megen død, traumer, mislykkede graviditeter, akutte fødsler, kejsersnit, dødfødsler og Adam Kay i form af Ben Whishaw, der styrter stresset, bange og udmattet rundt uden vådt eller tørt fra operationsstue til operationsstue 90 timer om ugen og med den britiske patientstyrelse lige i hælene.

Men selv om Adam Kay/Ben Whishaw er fuld af gode intentioner og udstyret med en stor portion medfølelse for sine patienter. Men han er også selvoptaget og arrogant. Han træder på dem, der er lavere i hierakiet end han selv, og han laver fejl, som han forsøger at skjule.

Og det er da også netop en fejl, som i høj grad er den drivende motor i de syv episoder, hvor han i stigende grad er ved at knække sammen under presset i sine forsøg på at være en god læge for sine patienter samtidigt med, at han også kæmper for at være en god partner for sin kæreste. En balancegang, som er umenneskelig hård, og hvor han i sin fysiske og mentale udmattelse som oftest også fejler.

"This Is Going To Hurt" er som at være der selv, og BBC demonstrerer endnu engang, hvorfor denne public servicestation fortjener sit ry som en af verdens bedste producenter af fiktion. For nok er serien en erklæret kærlighedserklæring til det offentlige hospitalsvæsen, hvor alle behandles lige, uanset om de har penge eller ej. Men den er ikke en romantisk hyldning af væsnets ansatte, for serien viser en nuanceret virkelighed på godt og ondt. Her er et sundhedsvæsen og mennesker i splid med sig selv, og hvor nogle ting er uendeligt smukke og nogle horrible.

Og selv om serien handler om det britiske hospitalsvæsen, vil danske hospitalsansatte, deres pårørende og patienter givetvis kunne genkende langt det meste. Serien er en må-se, så se den og bliv underholdt, berørt og måske klogere på forholdene for de yngre læger, som så mange af os enten allerede er eller kan blive afhængige af. Serien er en af dette års bedste, mest velspillede og allermest vedkommende serier overhovedet.

"This Is Going To Hurt" kan ses på HBO

 

DR har lavet knaldgod dokumentarserie fra Rigshospitalet

 
 
 
 
 

TV: DR’s sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, åbner i seks dramatiske og medrivende programmer dørene til det ellers lukkede samfund, Rigshospitalet. 

Et reportagehold fra DR har gennem 4 måneder fulgt hverdagene på Rigshospitalets Traumecentret, afdelingen for neurokirurgi, hjertemedicin og logistik, hvor man som seer især følger traumelederen Emilie, hjernekirurgen Rune, sygeplejersken Julie, portøren Michael og logistikchefen, Jan, der i årtier har været kongen over det helt særlige univers nede i Rigets næsten uendelige antal kældre og gangsystemer, som udgør hjertet i den store arbejdsplads med flere end 12.000 ansatte.

Der er ingen autoritative speaks, ingen journalistiske interviews, ingen klip til Peter Qvortrup Geisling, og intet er opstillet eller rekonstrueret i de seks programmer, Med livet i hænderne. I stedet er reportageholdet fluen på væggen, der følger med, når der sker noget.

Og sker noget, det gør der. Hele tiden. Vi er for eksempel med da neurokirurgen, Rune, midt i en stor hjerneoperation må opleve, at hans udstyr pludselig ikke virker, når hans patient udvikler skizofreni som en bivirkning af hans måske, måske ikke 100 procent perfekte operation, da han første gang skal lazer-operere et barn, seks-årige Anna Bell i håb om, at hun kan slippe for sine daglige anfald af epilepsi, og da han må have en ekspert fra USA fløjet ind for at hjælpe med en svær hjerneoperation. 

Alene portrættet over de 4 måneder af den hårdtarbejdende, dybt fokuserede og ambitiøse, Rune, som er i færd med at etablere en ny operationsform, og hvis erklærede mål er, at han med ro i sin sjæl vil kunne sige til sine patienter, at de ikke kan få bedre behandlinger i udlandet, er en faglig og menneskelig udviklingsroman i sig selv.

Også Julie, leder af hospitalets Traumecentret, mødes med store krav, når hun og kollegaer hver dag skal forsøge at redde pludseligt truede liv, som de ofte kun har minutter til at afgøre, hvordan de skal håndtere, da de patienter, der kommer ind på centeret, svæver mellem liv og død. 

Men mange liv reddes da heldigvis også her, hvor alt handler om det diagnostiske øjes sans for hurtighed, opmærksomhed, detaljer, men også overblik, tydelig kommunikation samt beslutningsdygtighed under tidspres.  Julie er tydeligvist top-ambitiøs på egne og patienters vegne, og da hun under en øvelse får kritik for ikke at have kommunikeret en patients vigtige sygdomssymptom tilstrækkeligt klart til sit team, lyser flovhed, fortrydelse og nederlagsfølelser ud af hende.

Programmernes skildringer af sine hovedpersoners anstrengelser for at gøre det perfekte i et ikke-perfekt system og en endog ikke- perfekt verden, er ofte berigende og bevægende. Et lommetørklæde eller to kan anbefales for uden at forfalde til sensationsjageri og følelsesporno, så kommer vi alligevel nogle gange meget tæt på patienters sygdomskriser, pårørendes rædsler og personalers nederlag i forhold til at fastholde vores liv i deres hænder. Her er sorg og glæde, kamp for liv og kamp imod sygdom og død.

Tak og tillykke til Rigshospitalets og DR's ansatte! 

Alle seks afsnit af ’Med livet i hænderne’ kan ses på DRTV nu.

 

Ny podcast om demens lyder måske helt gakgak, men den er fantastisk

 
 
 
 
 

PODCAST: Et humoristisk, hjertegribende og absurd radiodrama om en kvindelig læge med Alzheimers sygdom og hendes unge sosu-assistent udforsker den komplekse relation mellem den endnu hjemmeboende, men lidende patient og den fremmede og betalte omsorgsgiver. 

At være fuld af god vilje, empati, humor og omsorgsfølelser er ikke altid nok til at påtage sig det primære ansvar for et dement menneskes livskvalitet. Men det kan hjælpe gevaldigt, når man som den unge ufaglærte Karen skal forsøge at få en konstruktiv hverdag med den pensionerede kirurg og nu demensramte Silva Lining og hendes fraværende, men alligevel kontrollerende søn Brian, fremgår det af den britiske podcast, "Silva Lining's Care Plan", som er en kærlig, sjov, men også alvorlig og absurd rejse ind i denne usynlige verden, hvor den enes karriere støder sammen med den andens forfald.

"Silva Lining's Care Plan" er skrevet og instrueret af den britiske ekspert i kunst og sundhed, Elspeth Penny, der selv beskriver podcast-dramaet som værende et sted mellem forfatteren Franz Kafka og den britiske filminstruktør Ken Loach, men baseret på forskning ledet af professor i mental sundhed og sociale forhold, Justine Schneider fra University of Nottingham.

Da Silva Lining og Karen i hørespillet mødes første gang, er det blandt andet fordi Silva er begyndt at skære i sig selv. Ingen kan forstå hvorfor, men i Silvas selvforståelse har hendes forsigtige og omhyggelige skæren i sig selv et formål. Hun er nemlig i dyb hemmelighed travlt optaget med at udvikle en ny hjerne til sig selv ud fra eget væv i en petriskål under sin trappe.

Så kan Silva stole på Karen? Er Karen den rigtige til at fortsætte hendes projekt, hvis hun, Silva, bliver for dement, inden hjernen er færdig udviklet, hører vi hende tale med sig selv om. Alt imens at Karen gør sig tanker om, hvordan man egentlig skal pleje og tage ansvar for syge mennesker. Ikke mindst når man som Karen er nybegynder i faget og ikke specielt vidende om demente menneskers behov. Og når ens bedste veninde siger, at man er naiv og ikke særlig velegnet til jobbet, når man ikke har forstået, at man er betalt af staten for at komme nemmest og hurtigst muligt ud af døren.

Men trods genvordighederne finder Silva og Karen hinanden i et gensidigt følelses-og hverdagsmæssigt fællesskab, hvor det i en periode er umuligt at sige hvem, det egentligt er, som hjælper hvem. Silva tager ansvar for ikke at stresse Karen for meget og forsøger at indgyde hende mere selvværd, og Karen, der pukler med både Silva og efterhånden også helt har overtaget forskningsprojektet Brain drømmer om at få prisen som årets sosu-assistent, så hendes egen mor vil blive mere tilfreds med hende.

Silva Lining's Care Plan lyder således måske nok lidt gakgak. Men det er den ikke. Tværtimod er den fantastisk, fantastisk stærk og gribende 

Og når hørespillet i den grad er værd at høre, er det også på grund af sit fokus på den helt særlige relation, som er mellem et menneske med demens og den person, som respektfuldt skal forsøge at passe, pleje og navigere i dette uforudsigelige univers. En relation som kan være svær, kompleks og bæres af menneskeligt fælleskab, der skal gøre, at den syge får hjælp til blive i eget hjem længst muligt. 

Podcasten er bevis på, at kunst kan have sit helt eget sprog og i kraft heraf kommunikere følelser, forståelser og erkendelser om livet, som nok så mange rapporter og redegørelser ikke når til sokkeholderne.

Serien kan høres her: https://2buproductions.org/silva-linings-care-plan-listen/

 

TV-dokumentar sætter fremragende fokus på ubønhørlig og barsk sygdom

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Lægevidenskaben har endnu ikke fundet frem til, hvad frontotemporal demens skyldes, men når man har ser DR’s nye hjerteknugende dokumentar om den ramte yngre direktør Sten Haunstrup, forstår man, hvor ubønhørlig og barsk en sygdom det er.

Men kan kærlighed måske sinke udviklingen af demenssygdom? Det er ét af de spørgsmål, der vokser sig større og større, jo længere man er i selskab med ægteparret den godt 50-årige Sten og Rikke Haunstrup, der medvirker i DR TV’s på én og samme gang skønne og forfærdende dokumentarprogram "Vores livs ønskeliste – inden du forsvinder".

Om parrets liv indtil sygdommens symptomer så småt begyndte at banke på i 2017, fortæller Rikke Haunstrup blandt andet:

”Vi var én stor symbiose, Sten og jeg. Men så holder vi vores 50 års fødselsdag, og så sker der bare en drejning i vores liv. Jeg lægger mærke til, at Sten begynder at virke deprimeret, lidt distanceret og glemsom. Der er faktorer i gang, som gav mening i forhold til en depression.”

Men den sporty, livsglade og succesrige ingeniør og direktør Sten er ikke deprimeret. Og da han en dag i begyndelsen af 2018 ikke formår at samle en rimelig simpel vare fra Ikea, erkender Rikke, at noget har forandret sig i alvorlig grad. En efterfølgende diagnostisk udredning på Rigshospitalets Hukommelsesklinik munder da også ud i, at han modtager den dystre diagnose, frontotemporal demens, som er en samlet betegnelse for forskellige fremadskridende hjernesygdomme, som har til fælles, at de fortrinsvis rammer pandelapperne og tindingelapperne. 

Efter denne brutale besked laver parret en liste over alle de ting, som de gerne vil nå at opleve sammen, mens han stadig kan, og inden han forsvinder helt ind i demensen og døden.

Sten mener, han er nærmest moralsk ’forpligtiget til at udnytte tiden værdifuldt’, inden han dør. Rikke ønsker at gøre alt for, at denne sidste tid skal blive bedst og mest mulig lykkelig for ham og for dem begge, og sammen bobler de af fryd over udsigten til sammen at skulle udleve deres største eventyrdrømme.

Og det er denne liste, bucket-listen, som parret kan lide at kalde den, som i høj grad i starten bliver ægteparrets og programmets røde tråd om hvilken, sygdom og eventyr snor sig simultant. I begyndelsen går det godt, og Sten er med på næsten lige fod, når parret hånd i hånd og muntert kyssende tager på deres romantiske eventyr for at opleve nyt sammen.  

Men i takt med, at sygdommen skrider frem, bliver bucketlisten mindre nyttig og værdifuld til fordel for, hvad Rikke betegner som Stens kvalitet i hverdagen, som Rikke i stedet lægger alle sine kræfter i at gøre så indholdsrig for ham som overhovedet muligt.

Vores livs ønskeliste – inden du forsvinder" er både et kærlighedseventyr, en dokumentar om sygdom og lidt af en roadmovie, for de to turtelduer kommer vidt omkring, inden at programmet slutter midt i en krammer på Island.

Dokumentaren i den grad værd at se, og den er velegnet til pårørende, ansatte i offentlige forvaltninger, institutioner, læger, plejepersonale og ansvarlige politikere, men også til pårørende til patienter med andre demenssygdomme på grund af mange fællestræk med for eksempel Alzheimers sygdom i forhold til f.eks. følelsesmæssige belastninger for såvel den syge som de pårørende.

"Vores livs ønskeliste – inden du forsvinder" kan ses på DRTV

 

Se Bodil Jørgensen i geniale og sjove videoer om at komme ud af sygesengen

 
 
 
 
 

VIDEOFILM: Bodil Jørgensen giver den gas som en på én gang både elskelig, men også meget gnaven og rapkæftet kvindelig patient, der ved Gud ikke magter at komme ud af sengen, i tre små film produceret af fysio- og ergoterapeuterne på Hvidovre Hospital sammen med sygehusets kommunikationsafdeling.

Det kan være for nemt at pjække under dynen (ligesom det også kan i sygesengen derhjemme efter udskrivning). Men vinder sengen over kræfterne til at komme op og røre sig, betyder det, at muskelmassen mindskes, at man får mindre mobilitet, ringere evne til at klare daglige gøremål samt ikke sjældent også får øget behov for pleje. 

Det forsøger Hvidovre Hospital at rette op på med de tre små film med hovedtitlen "Kom ud af sengen med Bodil Jørgensen".

Afdelingsterapeut Robert-Jan Nienhuis, fysio- og ergoterapeutisk afdeling på Amager og Hvidovre Hospital,udtaler i forbindelse med lanceringen af videoerne:

”Som fysio- og ergoterapeuter ser vi dagligt, hvor svært det kan være for patienter at holde sig aktive under indlæggelsen. Vi ved også, at fysisk aktivitet under indlæggelsen for langt de fleste patienter har store gavnlige effekter. Igennem flere år har vi i forsøgt at finde løsninger på, hvordan vi kan stimulere, at patienter holder sig aktive under indlæggelsen, samtidig med at det ikke kræver flere ressourcer fra terapeuter og plejepersonale. Vi fik en ide om, at vi gerne vil lave en film.”

At medarbejderne på Hvidovre Hospital har valgt at sætte Bodil Jørgensen i spidsen for deres projekt, er ikke kun et godt valg, fordi den folkekære skuespiller selv har været igennem et meget langstrakt og alvorligt behandlings- og rehabiliteringsforløb efter en voldsom ulykke med en defekt traktor i forbindelse med nogle filmoptagelser i 2014 og således har høj troværdighed.  

Men hendes dialoger og nærmest småskænderier med den meget flinke og ret så pædagogiske fysioterapeut, som skal formå at få hende i gang, er nærmest geniale, for man kan ikke kun høre og se, men også ligefrem mærke på sig selv, hvor lidt hun gider ham og hans øvelser og aktiviteter. Man kommer faktisk i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet har haft et manuskript at følge, eller om hun improviserer af hjertets lyst hele vejen, for hvem kan skrive så naturlige, så sjove og så rappe replikker om noget så trivielt, som en syg patient på hospitalet, der helst ikke vil ud af fjerene.

Filmenes øvelser er ellers opmuntrende enkle, og selv som ikke syg og sengeliggende, motiverer de faktisk til bevægelse. Men ifølge filmenes tilrettelæggere skal man ikke lade sig narre af deres tilsyneladende enkelhed. De er nemlig ikke valgt, bare fordi de er nemme, men i kraft af at de alle er båret af forskning og udarbejdet i et tæt samarbejde mellem fire af hospitalets afdelinger, nemlig klinisk forskningsafdeling, ortopædkirurgisk afdeling, gastroenheden og fysio-ergoterapien.

Både hospitalets medarbejder og Bodil Jørgensen har mere end fortjent deres fem stjerner for disse livgivende små videoperler, der, hvis de ellers når frem til patienterne, må være 1000 gange mere motiverende og effektive end nok så mange velmenende eller formanende ord fra en fortravlet sundhedsmedarbejder for enden af sengen.

Se filmene – om ikke for andet så fordi de er sjove.

Kom ud af sengen med Bodil Jørgensen er gratis og kan ses her

 

Klog og rørende podcastserie om stress og udbrændhed viser nye veje

 
 
 
 
 

PODCAST: Hvordan sparker vi os selv bag i uden, at det bliver en nedtur, spørger journalist Palle Steffensen i en klog og rørende podcastserie, hvori han taler med ambitiøse og succesrige mennesker, der ligesom han selv har haft så alvorlige stresssammenbrud, at de har været nødt til at droppe jobs og karrierer og lægge deres liv helt om.

Uden at Palle Steffensens havde opdaget det, var hans arbejde pludselig blevet forvandlet til bjerge, der skulle bestiges, hverdagene til noget der skulle overstås, og sommerferien til lidt af en plage, for forude truede arbejdet jo igen. Et arbejde, som han ellers var glad for, men som han nu pludseligt havde mistet al lyst til, fortæller han i den første af i alt 10 programmer "Palle på nye eventyr" i podcastserien på DR Lyd "Tag dig sammen".

Og Palle Steffensen tog sig da netop også sammen. For pengene skulle tjenes, og hjulene køre rundt. En strategi som kun holdt, indtil han gik ned for fuld tælling i fosterstilling hjemme på sofaen, hvorfra han herefter i månedsvis måtte kæmpe med stress, depression, angst og mindreværd. Den ellers tidligere så positive, ressourcestærke coacher, konsulent og tidligere mediechef var havnet i sit livs stresskrise, som han intet kunne stille op imod og heller ikke se sig ud af, for selv om han nu slappede af og passede bedre på sig selv, fik han det blot værre og værre. Fat tage sig sammen er dog præcis det, man ikke kan, når man er udbrændt og stresset ifølge Palle Steffensen, der fortæller, at han i dag langt om længe har det meget bedre. 

Men han leder også efter svar på hvorvidt, at det, at man forsøger at tage sig sammen og maser på, blot er den sikre vej til ’den helt store røvtur’. Samtidigt efterlyser han svar på, hvorfor man skal langt ned i gulvbrædderne, før man forstår, hvordan man har det, og endelig på hvor vidt eller hvorfor den store røvtur måske er nødvendig for, at man tør flytte sig fra de arbejdsforhold, som stresser og gør udbrændt.

Svarene forsøger han at indkredse i ni dybt interessante, empatiske, men samtidigt også skarpe samtaler med ni andre mennesker, for hvem det gælder, at de på grund af stress og udbrændthed har været igennem meget alvorlige kriser, der har ført til sammenbrud, brændte broer, dramatiske sporskift og helt anderledes jobs i andre brancher. 

Og det er knusende og rørende beretninger, man som lytter bliver konfronteret med. At Palle Steffensen lægger sig selv på sporene og er næsten hudløst åben omkring sit eget forløb bidrager formentligt til hans gæsters tilsvarende tillid og åbenhed.

Alle ti podcast sætter det moderne arbejdsliv, og hvor meget vi kan tåle af dets udfordringer, i perspektiv.

Blandt de modige og begavede fortællere er for eksempel den tidligere TV-boss Niels Severin, der i episode to fortæller om, hvordan han begyndte at blive en udbrændt, sur gammel mand, da han trods international karriere og et liv på første klasse med champagne og guldkort måtte indse, at han havde brugt 25 år på det rene og skære ingenting, og at han derfor var tvunget til at skrifte branche. I dag er han gartner, de spidse sko er skiftet ud med møgbeskidte hænder, og han er langt lykkeligere.

En anden åbenhjertig fortæller er den tidligere ansvarlige for den praktiske lederuddannelse på Copenhagen Buissnes School, CBS, Karin Mæhl, der i episode tre "Væk fra hovedet, væk fra stress", beretter om, hvordan hun efter års kamp mod stress og tre meget alvorlige sygeperioder smed jakkesættet til fordel for et job som Falckredder. At pengene er markant færre betyder intet i forhold til den gamle stress.

En tredje fortæller, der også skal helt ned og bide i græsset af stress, før alvoren træder ind, er tidligere lande- og regionschef i flere store internationale firmaer, Henrik Mortensen, der først ville erkende, at han led af stress efter et længere ophold på en psykiatrisk afdeling.

I dag er han kvalitetschef på en lokal pølsefabrik på Sjælland og har aldrig haft det så godt, selv om prestigen er røget.

At det er svært at springe ud af hamsterhjulet for dernæst ovenikøbet at skulle finde helt nye veje i livet, lægger de ni gæster således ikke skjul på.

Men tankevækkende nok er der ingen af de interviewede, der fortryder deres helt nye liv, som gør dem og deres helbred godt.

"Palle på nye eventyr" kan høres her på DR Lyd

  

Blændende velspillet dramaserie om den britiske regerings håndtering af COVID-19 

 
 
 
 
 

TV: This England er på mange måder en enestående troværdig serie. Selv om det er fiktion og alt hvad der bliver sagt i regeringskontorerne i serien oprindeligt blevet ytret af virkelighedens aktører.

Den britiske TV-serie ´This England´ viser det nulpunkt i nyere britisk historie, som blev resultatet af de mange fejl, som landets regering med den nu afgåede premierminister Boris Johnson i spidsen begik stillet overfor en tsunami af coronavirus under pandemiens første bølge.

´This England´, som er en seks timer lang TV-hybrid mellem fiktion og virkelighed vil hjælpe os til at forstå, hvordan pandemiens begyndelse kunne gå så helt galt for England trods masser af dygtige læger og landets netop udnævnte leder. 

I det første program er Boris Johnson, der spilles af totalt imponerende Kenneth Branagh, netop tiltrådt i april 2019, og vi møder ham og Carrie Symond, der nyder magtens sødme og trods det nye embede begge stadig har masser af tid til at hengive sig til luksuriøse udskejelser med vindblæste frisurer og dyre solbriller. Samtidigt med at de ikke kan overkomme at renlighedstræne eller bare lufte deres lille hund. Rygterne fra Kina om en potentiel farlig virus er ikke en del af disse priviligeredes verdensbillede og det overklasseliv, som de nyder, som man kun kan gøre, når man synes, at lige netop én selv har fortjent at have det sådan. 

Som flue på væggen følger vi Johnson og hans tvivlrådige, men især også helt indbyrdes uenige stab, hvoraf nogle fuldt ud forstår coronavirussets potentiale til at dræbe mange hundredtusinde briter, andre er i, hvad der minder om benægtelse, og andre igen forstår truslen, men er parate til at lade virusset løbe uhindret gennem befolkningen for at skade økonomien mindst muligt.

Men det skorter ikke på advarsler fra de bekymrede forskere, tidligere Nobelpris-modtagere og videnskabsfolk til Boris Johnson, der ikke kun prioriterer økonomien højt, men som heller ikke synes at kunne tage forskernes viden om pandemien rigtigt ind. Virus er for abstrakt, rammer i øvrigt kun de andre og skader alene de svage, som allerede er en belastning for sundhedsvæsnet, er devisen helt ind i regeringskontorerne, hvor både de intellektuelle og de emotionelle forudsætninger for at håndtere en alvorlig krise for menneskeheden er forbløffende ringe. 

´This England´, er på mange måder en enestående troværdig serie. Og blandt andet er det er helt særlig oplevelse at genhøre nogle af aktørernes mange helt forkerte påstande, som de blev fremsat i de korrekte sammenhænge. Påstande der altid nød fremme hos Johnsons magtfokuserede, arrogante rådgiver Dominic Cummings, overbevisende spillet af Simon Paisley Day, men som ikke desto mindre var så forkerte, at de vil stå tilbage i historien. For eksempel at børn ikke smitter, at det kun er gamle mennesker med andre lidelser, som bliver syge, eller at corona ikke smitter via dråber.

Alle detaljer fremstår som researchede i bund, og selv om serien er en fiktionsserie, så har man som seer en klar forståelse af, at alle dialoger bygger på regeringens nedskrevne mødereferater, notater, rapporter og andre skriftlige materialer. En virkelighedsoplevelse som understreges af anvendelsen af mange gamle TV- og nyheds-klip og rekonstruktioner. 

En anden styrke ved disse ofte ligefrem smertelige gensyn med den tidlige pandemis martrede patienter og svigtede sundhedspersonaler er, at regeringen og dens mange rådgivere trods de fejl og mangler, som det senere er dokumenteret, at de rent faktisk begik, alligevel fremstår som de fler-dimensionelle mennesker, som de formentligt også er i virkelighedens verden. Serien er ikke ude på at fordømme, men på at vise frem ud fra en tankegang om, at de fleste har gjort det så godt, som de nu engang kunne. 

´This England´ er super godt, underholdende og informerende proces-TV. Og nordirske Branagh er - fuld af silicone i hele ansigtet- ikke til at skelne fra Boris Johnson, og hans fremstilling af den detroniserede premierministers komplekse karakters svingen mellem kynisme, overmod og noget der minder om dårlig samvittighed er enestående.

Hvert eneste talte ord er præcist udvalgt og relevant for at forstå det, som er seriens overordnede mission, nemlig at vise os seere det skæbnesvangre sammenstød mellem dygtige videnskabsfolk og eksperter på den ene side og på den anden side de langt hen af vejen overbebyrdede politikere, hvis tonedøvhed og andre hensyn betød, at landets ledere i alt for lang tid trods bedre viden valgte at undervurdere pandemien med det kyniske resultat, at England med sine flere end 200.000 døde COVID-19-patienter blev et af de lande, der har mistet flest borgere per indbygger.

This England´ sendes på TV3 og ViaPlay.

 

Miniserie om aktiv dødshjælp er et stærkt og vigtigt debatindlæg

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Debatten om aktiv dødshjælp fortsætter og fortsætter. Et stort flertal af danskerne er for, men politikere har hidtil sagt nej. DR’s nye, dybt bevægende serie ´På tirsdag skal jeg dø´, der bør ses med Kleenex, gør ikke det kompromisløse nej nemmere.

Hvis man ikke ønsker at leve mere, fordi man for eksempel har smerter og funktionsnedsættelser og derfor ringe livskvalitet, bør man have ret til aktiv dødshjælp, mener Preben Nielsen og hans familie, som i serien ´På tirsdag skal jeg dø´ har ladet journalisten Anders Lund Madsen og hans TV-hold overvære de svære overvejelser, inden Preben skal rejse til Belgien for at få hjælp til at dø.

Preben Nielsen blev for tre år siden ramt af en alvorlig arbejdsulykke, og trods mange måneders hospitalsbehandlinger forblev han lam fra skuldrene og ned.

Allerede dengang ønskede Preben ikke at leve mere, fortæller hans hustru Britt, der dog fik ham overtalt til at give livet en chance i minimum et år, for de havde, indtil ulykken ramte, haft et dejligt liv og et godt ægteskab og familieliv med mange fælles glæder og oplevelser.

Men da vi i program et møder Preben her to år senere, end hvad han oprindeligt havde lovet at holde ud, er livet ikke blevet bedre for ham. Selv om han har forsøgt, synes han ikke, livet er værd at leve i den ulidelige tilstand, som han befinder sig i, og som intet tyder på kan blive bedre.

Preben sidder i kørestol, Anders Lund Madsen må made ham, og hans daglige tøjskift, den personlige hygiejne og nødvendige fysiske øvelser er en kilde til konstante stærke smerter og spasmer trods hjælp fra sygeplejerske.

Anders Lund Madsen, der udfylder sin værtsrolle med stor empati, nænsomhed og masser af den humor, som Preben også besidder til det allersidste, gør en brav indsats i forhold til at få afdækket, hvad der gør, at Preben virkelig insisterer på så endegyldig en handling samt ikke mindst for at finde mulige antydninger af tvivl, fortrydelser og andre former for sprækker i hans dødsønske.

Men det lykkes ikke, for Preben, der ellers er en munter, velovervejet og kærlig familiefar og ven, er stålsat i sin beslutning og leverer gennemtænkte og overbevisende svar på alle kritiske udfordringer og spørgsmål til, hvorfor han ikke vil mere. Det samme gør hans familie.

´På tirsdag skal jeg dø´ er således et stærkt og vigtigt indspark til en debat om et menneskes ønsker og legitime behov for selv at bestemme, hvornår et liv ikke mere er værd at leve og de deraf følgende krav om retten til aktiv dødshjælp.

´På tirsdag skal jeg dø´ kan ses på DR

 

Danish Diabetes Academy tør kræve noget af sine lyttere i ny podcastserie

 
 
 
 
 

PODCAST: En ny række af kompetente og spændende, men nogle gange også krævende, podcasts i serien Postdocs Talking undersøger forbindelserne mellem forskning i metabolisme, diabetes og samfundet.

Det skønnes, at omkring en halv milliard mennesker har diabetes, der er associeret med nedsat levetid og mange alvorlige følgesygdomme. Kloden rundt jager forskere en kur, hvorfor Danish Diabetes Academy forsøger at tiltrække de bedste forskere fra ind- og udland til at frembringe ny viden om diabetes og nye måder at forebygge og behandle sygdommen på.

Et led i denne indsats er at skabe en platform for samarbejde og vidensdeling på tværs af fakulteter og over landegrænser, og Akademiet står således også bag en række inspirerende podcasts, hvori postdocs får lov at tale ud om deres forskning. Senest i den nyligt offentliggjorte sæson to i serien ´Postdocs Talking- From Science to Society´, hvis overordnede mål er at reflektere over, hvordan man sikrer, at forskningen og videnskaben kommer til at gavne samfundet og dets borgere.

I serien, der består af i alt fem podcasts, guider programmernes vært, kommunikationsdirektør Gretchen Repasky fra Molecular Medicine på Helsinki Universitet kyndigt og indsigtsfuldt sine medvirkende og lyttere igennem programmerne, som hver især er af omkring en times varighed.

I ´From Science to Society´, der er produceret af Kontekst & Lyd, fokuserer tilrettelæggerne denne gang især på diabetes- og metabolismeforskere med nordiske bånd, og hvis arbejde er forbundne med tydelige samfundsmæssige perspektiver.

I serien møder lytterne blandt andre Line Hjort, postdoc ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet og David Beran, professor i tropemedicin ved Geneve Universitetshospital i Schweiz, som samtaler om Line Hjorts projekt, hvori hun forsøger at afdække, hvor vidt smitte med malaria under mødrenes graviditet kan betyde, at barnet får diabetes senere i livet. En anden gæst er postdoc og leder af forskning for Novo Nordisks professionelle cykelhold, Sam Scott, som taler med Esben Vestergaard, overlæge ved Aarhus Universitets Hospital og Steno Diabetes Center Aarhus om, hvorvidt patienter med type 1-diabetes kan deltage i elitesport. En tredje gæst er postdoc Alex Hamilton, der sammen med klinisk forsker og lektor ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, Nicolai Wewer Albrechtsen, diskuterer om hormonet glukagon kan udgøre et paradigmeskifte i forhold til overhovedet at forstå diabetes. En fjerde er postdoc Alison Ludzki fra Novo Nordisk og Karolinska Instituttet i Sverige, som taler med den tidligere leder af Novo Nordisks afdeling for fedme og forskning i leversygdom, Mads Tang-Christensen, om sin forskning i fedtvæv. Og den femte og sidste gæst er Luke Johnston, teamleader for Steno Diabetes Center ved Aarhus Universitet der samtaler med Ivo Grigorov, National Institute of Aquatic Resources, DTU om større åbenhed og samarbejde forskere imellem

´Postdocs Talking sæson 2´ giver lytteren en række spændende portrætter af den næste generation af lægevidenskabelige forskere, og serien, der ikke er bange for at stille krav til sine lytteres vilje til at forstå, fungerer desuden som ét langt velfortjent dementi af forestillingen om den nærmest autistiske forsker, der nørder med ubetydelige detaljer for sig selv uden den ringeste interesse i sine medmennesker og sit omgivende samfund.

´Postdocs Talking sæson 2´ kan lyttes til her

 

Seriemorder-film fra Hollywood af dansk instruktør er en dræbende kritik af USA’s hospitalsvæsen

 
 
 
 
 

STREAMING: Netflix’ drønspændende og dansk instruerede thriller ´The Good Nurse´ er inspireret af en virkelig historie: Sygeplejersken Charles Cullen, der har indrømmet at have myrdet 40 patienter og er mistænkt for at have taget livet af mere end 400. Filmen kan ikke anbefales nok, for den giver indblik i en problemstilling, som vi ikke kan holde ud at tænke på. 

”Fordi ingen stoppede mig,” lyder sygeplejersken Charles Cullens eneste forklaring på, hvorfor han dræbte sine patienter i den danske instruktør Tobias Lindholms nye film ´The Good Nurse´, som skildrer den mandlige sygeplejerskes drab af patienter i løbet af sin 16-årige karriere på ni forskellige hospitaler I staterne New Jersey og Pennsylvania.

Da Charles Cullen, spillet foruroligende godt af Eddie Redmayne, i 2003 begynder nyt job på endnu et hospital i New Jersey, er det med en stribe af fyresedler og rygter om mærkelige dødsfald bag sig, at han møder sin nye kollega, sygeplejersken Amy Loughren, spillet af ligeså fremragende af Jessica Chastain.

De to bliver hurtigt gode venner. Men kort efter, at Charlie er ankommet, begynder nogle af Amys patienter uventet at dø, uden at hverken hun eller mere hospitalets ledelse mistænker ham. Først da hospitalets ledelse af forsikringsmæssige grunde tvinges til mere eller mindre proforma at inddrage politiet i forbindelse med et af de uforklarlige dødsfald, kommer der skred i tingene. Hospitalets ledelse, som konsekvent modarbejder sagens opklaring, har nemlig gjort regning uden vært, idet to lokale betjente – provokeret af hospitalsledelsens mange benspænd – helt af sig selv begynder at grave i sagen. 

Hospitalsledelsen, der vil gå langt for at skjule sandheden, lykkes med at forbyde betjentene adgang til hospitalet, og betjentene er ved at tabe sagen på gulvet. Men som sidste udvej opnår de kontakt med Amy, der konfronteret med betjentenes indicier i sidste ende påtager sig opgaven med at indsamle beviser til politiet for således afsløre Charlie.

Venskabet mellem Charlie og den arme Amy, der selvfølgelig er nødt til at gøre gode miner til slet spil, er herefter nervepirrende at overvære, og det samme er det at se ham i arbejde med patienter. Og filmen formidler på den måde en god forklaring på, hvorfor så mange kollegaer i samme situation som Amy gennem tiderne har haft svært ved at tro det, når én af deres kolleger er blevet mistænkt eller sågar afsløret som seriemorder.  Det er simpelthen for uhyggelig en tanke at ’den gode sygeplejerske’ kan have ikke-livreddende medicin, men derimod gift i sin sprøjte.

´The Good Nurse´ hviler på et gennemtænkt og stringent manus og en gennemført vellykket instruktion af en stribe fremragende skuespillere, hvor ingen siger eller gør mere end det mest nødvendige for historiens fremdrift, som på en og samme gang appellerer til både hjerte og forstand, uden at det bliver for meget. Her er ingen trang til sensationer og unødigt drama. Den sande historie er mere end rigeligt dramatisk, og instruktøren synes i virkeligheden at have trukket sin historie i retning af underdrivelser fremfor drama, hvilket kun gør den stærkere og meget mere uhyggelig.    

Historien om Charles Cullen, der i 2006 blev idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for løsladelse, som han afsoner i New Jersey State Prison i Trenton, kan måske på papiret forekomme en smule bedaget. Men det er den ikke. Så sent som 26. oktober i år arresterede det amerikanske politi for eksempel sygeplejersken Jonathan Hayes, som er mistænkt for i januar i år at have dræbt flere patienter på hospitalet ´Atrium Health Wake Forest Baptist Medical Center´ i North Carolina.

Filmen kan ikke anbefales nok, for den giver indblik i en problemstilling, som vi ikke kan holde ud at tænke på og heller ikke tør tale om, men som alligevel er vigtig at kende, hvis man arbejder i hospitalsvæsnet, hvor personlighedsforstyrrede ansatte ikke er helt så sjældne, som vi ellers bedst kan lide at forestille os. Er man ikke ansat i sundhedsvæsnet kan man nøjes med at gyse og så iøvrigt nyde en flot fortalt historie og en lang række fornemme skuespillerpræstationer.

  • Oprettet den .