| | | | | |
 

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Ny bog om sygeplejerskers indsats på Jutlandia er lidt langtrukken

 
 
 
 
 

BØGER: Ny bog leverer en sikkert velfortjent hyldest til sygeplejerskerne på hospitalsskibet Jutlandia. Men bogen er med sit hyper stramme fokus på sygeplejerskerne lidt langtrukken.

I år er det 70 år siden, at det danske og Røde Kors-drevne ØK-skib Jutlandia stævnede ud fra Langelinjekajen i København på vej mod sin mission i Korea-krigen. Da skibet næsten tusind dage senere vendte hjem til Danmark, havde danske læger og sygeplejersker behandlet mere end 11.000 FN-soldater og civile koreanere og sat en ny standard for humanitær bistand under krig.

Den humanitære indsats blev iværksat efter, at Nordkoreas Kim Il Sung 25. juni 1950 uden varsel og støttet af Stalin invaderede Sydkorea. FN’s Sikkerhedsråd vedtog 8. juli at komme sydkoreanerne til hjælp i en amerikansk ledet militærkoalition under FN, som opfordrede alle medlemslande til at sende soldater til Korea, hvilket 16 nationer gjorde. Danmark undslog sig, og kompromisset blev, at Danmark sendte Jutlandia, som dermed skulle sejle under såvel Dannebrog som under FN’s og Røde Kors’ flag, fremgår det af bogen "Jutlandia – Krig, kald og kærlighed" skrevet af Helle Juhl.

Ombord var cirka 15 læger, 30 sygepassere, 40 sygeplejersker samt apoteker, tandlæger og laboranter. For lægernes vedkommende var det nogle af landets bedst kvalificerede og internationalt anerkendte specialister, der meldte sig under Jutlandias faner: Heriblandt neurokirurgen og professoren Eduard Busch, lungekirurgen Tage Kjær, medicineren Erik Schiødt og almenkirurgen Hans Tønnesen. Af hensyn til patienterne – unge mænd mellem 18 og 25 år – foretrak man sygeplejersker i 30-40-års-alderen, der kunne sætte sig i respekt og havde opnået stor erfaring, fortæller Helle Juhl og fortsætter:

”Samlet udgjorde sygeplejersker missionens største faggruppe, men har ikke desto mindre siden stået i skyggen af de mandlige deltagere. Jutlandias eftermæle har overvejende været fortalt af mænd og gennem mænd – af kirurgerne, besætningsmedlemmerne, ledende medarbejdere osv. – selv om det var sygeplejerskerne, der sammen med sygepasserne havde den næreste kontakt til patienterne.”

"Jutlandia – Krig, kald og kærlighed" bygger i høj grad på informationer fra de to danske sygeplejersker Edith Nybo Jacobsen og Gyde Kjerstine Rudbeck, som begge skrev dagbøger i godt og vel et år, hvor de begge var med på Jutlandias tredje og sidste togt: Ud over Gyde Rudbecks og Edith Nybo Jacobsens dagbogsnotater indgår desuden også breve fra en operationssygeplejerske, Kirsten Juul, der var med på skibets første togt.

Mejeribestyrerdatteren Edith Nybo Jacobsen, der i år ville være fyldt 99 år, hvis hun ellers fortsat havde været i live, fik sin autorisation som sygeplejerske i 1948 og havde arbejdet i 13 måneder på et britisk hospital, inden hun ansøgte om at komme med på Jutlandias tredje togt. Også den sønderjyske gårdmandsdatter, operationssygeplejersken Gyde Kjestine Rudbeck, født i 1918, havde haft udlængsel og således arbejdet på hospital i udlandet, nemlig i Glasgow i Skotland, inden turen med Jutlandia. Så de to sygeplejersker var både engelsktalende og rejsevante, da de påmønstrede Jutlandias tredje togt 20. september 1952.

Ifølge Helle Juhl var det i høj grad de godt 100 sygeplejersker, som nåede at gøre tjeneste på Jutlandia, der spillede en hovedrolle i, at Jutlandia ikke blot blev et hospitalsskib for soldater, men også kom til at hjælpe civile koreanere, og således også sygeplejerskernes fortjeneste, at Jutlandia stadig har en høj stjerne i Sydkorea, for da skibet blev sendt afsted til Nordkorea, havde det kun mandat til at bistå FN-styrkerne. Men i løbet af krigen begyndte hospitalspersonalet på egen hånd at behandle civile koreanere. Blandt andet oprettede sygeplejerskerne en særlig afdeling for krigsramte børn, som de kort efter - og til USA’s store irritation, da det lå uden for missionens mandat - fik udvidet til at kunne modtage ikke kun børn, men også civile sydkoreanere og sydkoreanske soldater såfremt, at sengene ikke var optagne af amerikanske soldater.

Hos Edith Nybo Jacobsen var der ikke skygge af tvivl om rigtigheden ved at yde lokalbefolkningen hjælp. Den 20. januar 1953 skrev hun i dagbogen:

”Vi har for tiden i alt cirka 40 civile koreanere, og hvor jeg fryder mig over hver eneste, vi tager ombord, selv om amerikanerne måske ikke synes om det. De trænger til vores hjælp, og hvorfor ligge med halvtomt skib, når så mange lider nød i vores umiddelbare nærhed?”

De danske sygeplejersker, sygepassere og læger formåede at tage sig af omkring 18.000 civile sydkoreanere oveni de cirka 11.000 FN-soldater, som de også reddede, behandlede og plejede inden våbenhvilen i 1953. Krigen var blodig, fattigdommen i Sydkorea kolossal og såvel koreanere fra nord og syd samt kinesiske, amerikanske, tyrkiske, græske, italienske, franske, belgiske, engelske og hollandske soldater måtte lade livet eller blive invaliderede for livstid.

”Fredag den 27/3 1953. Der er sket noget alvorligt ved fronten, man hører, at kineserne har overrumplet et kompagni, og det har væltet ind med patienter. Vi ­k 36 i alt med helikopter, en døde om eftermiddagen, en amerikaner på 19 år. Det var alle hårdt medtagne patienter, og det er så uendeligt sørgeligt, at det er helt ufatteligt. ”Blix” opererede på en mand fra kl. 18-23. Det var en amputation af højre arm, men manden var bløder og blødte frygteligt. Han ­fik cirka 30 portioner blod og døde i dag til morgen,” skriver sygeplejerske Edith Nybo Jacobsen for eksempel om en af de mere travle nætter på skibets hospital.

I løbet af deres 13 måneder ombord skrev de to sygeplejersker løst og fast om stort og småt. Notater om arbejdets særlige kald, sårede soldater, redning af koreanske børn fra at dø af sult og sygdom, udmattelse efter natarbejde uden de store muligheder for kompenserende søvn om dagen og krigens gru i almindelighed fylder i dagbogscitaterne.

Men næsten endnu mere fylder beretninger om socialt sammenhold, middage, drinks, flirts, sightseeings og fest og farver. Faktisk så meget, at man undrer sig over, hvad der foregik, eller rettere måske slet ikke foregik oven i hovederne på disse ellers for tiderne dengang ret så avancerede kvinder, som fremstår mere og mere trivielle, som man læser sig frem i bogen. Uanset deres angiveligt beundringsværdige indsatser rundt om de mange nødlidende patienter i senge og på operationsborde.

Helle Juhl har gjort rigtigt meget for at fylde kød på beretningen om sygeplejerskernes roller, hvilket givetvis også er fortjent. Og ideen om at beskrive disse mange sygeplejerskes indsats på Julandia er vældig god. Men det er bare synd, at sygeplejerskernes dagbøger er så ureflekterede, og at ingen af dem tilsyneladende lever mere, når det nu en gang er dem, der er udvalgt som hovedpersoner, for beretningen om Jutlandia er faktisk et utroligt interessant element i dansk forsvarspolitik, hvor det lykkedes Danmark at bidrage humanitært til verdenssamfundet under krig uden hverken at miste eller tage liv.

Men som bogen er nu med sit hyper stramme fokus på sygeplejerskerne, kan man nemt få en oplevelse af, at katten bliver trukket lige lovligt langt i halen. For så interessant er det jo altså heller ikke, at nogle af sygeplejerskerne får sig en kæreste ombord, lader sig invitere i byen, når lejlighed byder sig, og er trætte de næste dage. Især ikke når det ikke engang er dem selv, der fortæller om det, men i stedet Helle Juhl, der må tage over og tolke, tegne og fortælle, ud fra hvad hun har hørt og researchet sig frem til på forskellig vis.

"Jutlandia – Krig, kald og kærlighed" er i øvrigt rigt illustreret med imponerende mange og meget fortællende private fotos stillet til rådighed af efterkommere samt af Dansk Sygeplejehistorisk Museum og Republikken Koreas Ambassade i Danmark, som sammen Helle Juhls let forståelige og meget flydende pen gør sit for at hive danske sygeplejersker, men indirekte også lægers og sygepasseres indsats, frem igen fra historiens glemmebog, så det ikke kun er i Sydkorea, at disse menneskers indsats huskes, men også i deres hjemland.

 

Helle Juhl: "Krig, kald og kærlighed", udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof 25. februar, koster 200 kroner på Saxo

Redaktion

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Redaktionschef
    Helle Torpegaard
    helle@medicinsketidsskrifter.dk

    Journalister

    Anne Mette Steen-Andersen - videnskabelig redaktør
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik
    Sybille Hildebrandt - alm. praksis, sundhedspolitik

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Gorm Palmgren - onkologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen, diabetes, onkologi
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Ebbe Fischer - allround

Om os

Redaktionen

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Redaktionschef
    Helle Torpegaard
    helle@medicinsketidsskrifter.dk

    Journalister

    Anne Mette Steen-Andersen - videnskabelig redaktør
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik
    Sybille Hildebrandt - alm. praksis, sundhedspolitik

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Gorm Palmgren - onkologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen, diabetes, onkologi
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Ebbe Fischer - allround

Om os