Det Kongelige Teater opfører verdensberømt teaterstykke på 7 timer om tiden efter AIDS

TEATER: Det Kongelige Teater har om en måned premiere på den prisbelønnede forestilling Arven af den flere gange prisbelønnede amerikanske dramatiker Matthew Lopez, som står bag det syv timer lange drama i to dele om arven efter AIDS-epidemien.

Amerikanske Matthew Lopez fra New York har siden urpremieren i London i 2018 på sit stykke Arven om en gruppe homoseksuelle New Yorkere to årtier efter AIDS-epidemien var på sit højeste, høstet striber af ros og priser fra begejstrede anmeldere og publikum.

Blandt andet skrev Times:

"Som at fordybe sig i en fantastisk roman. Matthew Lopez har skabt karakterer, som er fascinerende, sjove, selvbevidste og selvdestruktive på en måde, der er mere livagtig, end teater normalt har evnen eller pladsen til at udfolde … En strålende præstation". 

The Telegraph kaldte stykket for "måske århundredets vigtigste amerikanske skuespil", ligesom det har vundet blandt andet fire Laurence Olivier-og Tonypriser, inklusive for bedste nye skuespil, bedste skuespiller og bedste instruktør.

Stykkets handling udspiller sig i New York i slutningen af Obamas præsidentperiode og centrerer sig omkring kæresteparret Eric og Toby (spillet af Emil Blak Olsen og Alvin Olid Bursøe). Ved stykkets begyndelse står dets hovedperson Eric, en 33-årig advokat, foran at miste sin eksklusive lejlighed på Upper West Side i New York, som han har arvet fra sin bedstemor, en tysk flygtning og Holocaust-overlever.

Rundt om Eric er hans kæreste, en karismatisk, men egoistisk forfatter ved navn Toby, den 20 år ældre nabo Walter (Jens Jørn Spottag), den socialt ambitiøse og forførende Adam, Leo en hjemløs sexarbejder (Jonathan Bergholdt Jørgensen spiller både Adam og Leo),
den velhavende republikaner og ejendomsmatador Henry (Morten Kirkskov) samt et par fælles venner, hvoraf to af mændene venter en baby med hjælp fra en surrogatmor.

I stykket udforsker Eric og gruppen omkring ham blandt andet seksuel identitet, og hvad det homoseksuelle samfund har tabt og vundet i de seneste årtier. Det foreløbigt største tab var en generation af homoseksuelle mænd til AIDS og blandt de største sejre udpeges ligestilling mellem ægteskaber uanset køn og flere rettigheder for homoseksuelle efter en ikke fjern fortid, hvor homoseksuelle mænd ikke blot blev marginaliserede, men også stigmatiserede på grund af AIDS.

Men AIDS er ikke forsvundet, mange har fortsat HIV, og Eric og vennerne er bekymrede for, at de seneste års fremskridt, juridiske rettigheder og LGBTQ-bevægelserne vil blive rullede tilbage og ikke kan tages for givne. Politiske vinde gør, at de er tvungne til at spørge sig selv om, hvem de er, og hvem de gerne vil være.

Matthew Lopez lægger i stykket ikke skjul på, at han er dybt inspireret af sin yndlingsroman ´Howards End´ af den britiske, homoseksuelle E.M. Forster, og således har overført både personer og elementer fra romanens handling til sit stykke. Og som i ´Howards End´ indgår der også et hus, arv af et hus nord for New York.

Titlen på Lopez´ stykke ´Arven´ refererer dog ikke kun til dette hus, men mest af alt til arven – eller måske rettere fraværet af en arv og historie – fra de homoseksuelle før Eric og hans venner. En historie, som mændene i stykket sætter sig for at undersøge.

Instruktør Thomas Bendixen, der som ung danser oplevede AIDS-epidemien rasere gennem sin vennekreds, udtaler om stykket:

"Med ´Arven´ fremkalder vi dem, vi mistede, og som verden har glemt. ´Arven´ vil have os til at mærke og rumme det, vi dengang ikke kunne rumme, og forsøger at fylde det tomrum ud for den generation, vi mistede."

Ud over de 13 skuespillere medvirker også en gruppe statister, der alle lever med HIV i dag.