| | | | | |
 


Her er forårets mest interessante digitale kulturtilbud

DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt fem af de mest interessante digitale kulturtilbud på sundhedsområdet fra foråret 2021.

Den nødvendige: Ny podcast-serie vil mobning til livs på hospitaler

 
 
 
 
 

PODCAST: En velproduceret og tilsyneladende helt nødvendig podcastserie skal bidrage til en mere tryg arbejdspladskultur for Rigshospitalets 12.000 ansatte imellem hvem, mobning og chikane kan være voldsom og skæbneafgørende.

At kunne tåle mosten i form af grænseoverskridende og nedladende adfærd, eller som i at blive råbt ad, latterliggjort, ignoreret, udsat for sårende bemærkninger eller være nødt til at udholde stiltiende accept af krænkende adfærd, er og bør især ikke være et grundvilkår for ansatte i sundhedsvæsnet ifølge Rigshospitalets nye podcastserie Svært at tale om på Riget.

I serien møder lytterne i den første udkomne episode ledende overlæge Jens Hillingsø, afdelingssygeplejerske Lone Jacobsen, psykolog Morten Gade Jensen samt ikke mindst afdelingslægen og traumekirurg Emma Possfelt-Møller, som, selv da hun endnu ikke var færdiguddannet som kirurg, oplevede at blive chikaneret, råbt af og mobbet af sin nærmeste kollega og chefen.

” Mine beslutninger blev nedsavet uanset hvad, det drejede sig om. Jeg fandt af omveje ud af, at jeg også blev bagtalt overfor andre af mine kolleger,” fortæller Emma Possfelt-Møller, der fortsætter:

”Det skabte en ekstrem utryg arbejdssituation, og jeg begyndte at overveje alle mine beslutninger. Jeg har altid elsket mit arbejde, at skulle møde op på arbejde hver morgen, men det ændrede sig, og jeg var nervøs for at gå på arbejde. Jeg begyndte seriøst at overveje at skifte arbejde, for var jeg ikke dygtig god nok, var jeg for svag, var jeg uegnet til at være kirurg,” beretter Emma Possfelt-Møller, der påpeger, at mobning og derfra kommende udstødelse af arbejdsfælleskabet er et tabu, som det kan være svært for den enkelte at sætte sig op imod.

Emma Possfelt-Møllers erfaringer kommer ikke bag på hverken overlæge Jens Hillingsø eller ledende sygeplejerske Lone Jacobsen, der begge anerkender hendes oplevelser som en del af en hospitalskultur, hvori erfarne sundhedsmedarbejdere blandt andet mobber ved at devaluere andres faglighed. En kultur, som de begge meget gerne vil af med:

”Der er en klar asymmetri mellem den erfarne og en Emma, som er afhængig i forhold til arbejde og karriere. Det er dybt bekymrende, at hun begynde at overveje sin stilling,” siger Hillingsø, der også påpeger den lidt mindre personlige mobning men dog alligevel grænseoverskridende omgangsform, der kan opstå, når ansatte har vænnet sig så meget til at omgås hinanden, at de risikerer at udvikle en jargon og omgangstone, som af andre kan opleves som krænkende:

”Man er simpelthen nødt til at indstille sig efter andres større følsomhed. Især når relationen er asymmetrisk, eller der er et afhængighedsforhold mellem typisk den mere erfarne medarbejder og den yngre. Ellers nedbryder man folks beslutningskraft, og det betyder rigtigt meget for mennesker i sundhedsvæsnet, som er her for at gøre en forskel,” mener Hillingsø.

Psykolog Morten Gade Jensen advarer mod at mene, at medarbejdere blot må tage sig sammen og blive bedre til at sige fra overfor krænkelser:

”Vi hører jo tit, at vi skal være gode til at sige fra, hvis vores grænser bliver overskredet, men ofte kender man jo først sine grænser, når de netop er blevet overskredet, men så er det jo for sent, og i stedet vender man typisk blikket ind af. Og her kan humor spille en særlig rolle, som kan gøre tingene endnu værre, nemlig når den hårde tone pakkes ind i humor, som blot gør modtageren endnu mere utryg og usikker. For eksempel når vedkommende bliver fortalt, at det hele jo bare var for sjov," siger Gade Jensen. 

Ledende sygeplejerske Lone Jacobsen kender alt for godt til mobning. Hendes afdeling fik kort efter hendes tiltrædelse som leder en påtale for mobning af Arbejdstilsynet: 

”Det grelle eksempel hos os, og det var meget grelt, var mobning ved overlevering mellem dag- og aftenvagter, hvor mange oplevede, at der blev stillet spørgsmål ved deres faglighed, og at de var til eksamen,” fortæller Lone Jacobsen, der i den forbindelse understreger, at det i sidste ende dog altid er ledelsens opgave at sørge for, at der er en god tone på arbejdspladsen.

 "Svært at tale om på Riget" er et forsøg på opgør med forestillingen om, at mobning hviler på en offer-bøddelakse, hvor de stærke jager og piner de svage til fordel for en forståelse af, at chikane og mobning i højere grad handler om en uhensigtsmæssig kultur, som har problemer med håndtering af utryghed, mistillid og usikkerhed i arbejdsfællesskaber. Det er ikke Fluernes Herre om igen, men en kultur, som kan forandres, fremgår det af podcastens erfaringstunge og velreflekterende eksperter, som ikke lægger skjul på, at kollegial chikane, udstødning og tavshed tydeligvist endnu ikke er en saga blot. 

De fire gæster, der alle er toneangivende medarbejdere, har helt tydeligt taget førertrøjerne på og ønsker at løfte barren og bidrage aktivt til at skabe en kultur, hvor man styrker faglig glæde, læring og udvikling ved at italesætte og derved minimere voksenmobning og grænseoverskridende adfærd. Ikke kun på Rigshospitalet, men i hele hospitalsvæsnet.

Hør podcasten her 

 

Den super underholdende: Medicinsk dramaserie er eventyr for voksne

 
 
 
 
 

TV: Hvidkitlede læger med høj puls i dramatiske situationer har hittet på de globale TV-kanaler og streamingtjenester i årevis. I det sidste skud på stammen af globale succesrige hospitalsdramaer, New Amsterdam, er hovedpersonen ikke kun læge, men også en oprørsk hospitalsdirektør med budgetansvar. 

En super idealistisk, sympatisk og indigneret hospitalsdirektør, Max Goodwin, spillet fortrinligt af Ryan Eggold, har endnu ikke sat sig i direktørstolen, før han fortæller sine kommende medarbejdere, at han er kommet for hurtigst muligt at vende deres hospital, New Amsterdam, på hovedet under parolen ’Sæt patienterne først’.

Dr. Goodwin accepterer ikke et nej og gør tingene på sin egen måde for at sikre, at alle patienter uanset indkomst får den samme og bedst mulige pleje. Nye forhold, som de ansatte på New Amsterdam lige skal vænne sig til.

”Lad os lave ballade. Lad os være læger igen, ”siger Goodwin til hospitalets læger, og snart er lægerne gladere end før, for Max Goodwin bliver på alle måder en usædvanlig leder af New Amsterdam, som er modelleret efter New Yorks ældste og prestigerige not-for profit hospital., New York Citys Bellevue hospital, hvor mange scener også er indspillet.  

Fra tidlig til silde spørger han, når han iført sin hvide lægekittel spotter et problem, en bureaukratisk forhindring eller en ulykkelig patient: ”Hvordan kan jeg hjælpe?”

Som det tilhører genren er New Amsterdam spækket med følelser og dramaer både mellem hospitalets ansatte og i forhold til patienternes sygehistorier. Nogle scener er direkte rørende, mens andre måske kan være lige lovligt sentimentale, men det er alligevel scener, som mange nemt kan identificere sig med, eftersom episodernes dramaer og konflikter så godt som altid grundlæggende handler om gode, dårlige eller komplicerede håndteringer af relationer mennesker imellem fremfor kun diagnoser.

Men udover relationer og ledelse handler New Amsterdam også om amerikanske samfundsforhold i dag. Og her bliver fingrene ikke lagt imellem. Det amerikanske samfund og dermed ikke mindst det amerikanske sundhedsvæsen er lige nu i dyb krise i form af arbejdsløse og lavtlønnede og eksploderende medicinpriser, udbrændte læger, for få ansatte og indviklede bureaukratiske og patientfjendtlige forsikringsregler, og serien går i sine foreløbigt tre sæsoner i flæsket på disse udfordringer.

Så det er ikke småting, som dr. Goodwin forsøger at rette op på sammen med sine medarbejdere gennem deres i stigende grad fælles kulturrevolution, der ikke sjældent også rækker udenfor hospitalets mure, for social ulighed kan ikke altid løses i sundhedsvæsnet: Fattige patienters ringe eller slet ikke eksisterende adgang til god behandling, forsikringsselskabers forsøg på at snyde patienter for behandlinger, pensionister og mindrebemidledes manglende mulighed for at betale for livsvigtige mediciner, diskriminering af sorte og kvinder indenfor egne rækker og udenfor i samfundet, fup-mediciner mod covid-19, opioidkrisen, det amerikanske sundhedsvæsens diskriminerende behandling af homoseksuelle under AIDS-epidemien i 1980’erne og sundhedspersoners travlhed.

Det er ikke altid, at gode Goodwin vinder sine kampe mod ulighed og uretfærdighed i forhold til hospitalets direktion, den politiske virkelighed og dens magtfulde institutioner og personer. Men ofte gør han, for han er ambitiøs og giver sjældent fortabt, og på den måde kommer New Amsterdam i sin konsekvente kritik af det amerikanske samfund og hospitalsvæsen til at fungere som en slags yderst kritisk, men alligevel også konstruktiv, moderne socialreportage, selv om serien er fiktion. 

New Amsterdam ønsker nemlig helt tydeligt at medvirke til både diagnosticering og helbredelse af USA’s syge social- og sundhedsvæsen. Og tilhører man den gruppe, som gladeligt genser gamle, populære medicinske serier som for eksempel Chicago Hope, ER og Grey’s Anatomy for syvende gang, så må New Amsterdam være guf i kraft af en hovedperson, som er betydeligt mere human og personligt nuanceret end den slags seriers hovedfigurer ellers har for vane at være. At serien også er flot produceret og har mange sympatiske og interessante bipersoner vil bestemt heller ikke skade begejstringen.

Så selv om der ikke er megen romantik over kollapsede sundhedsvæsner, social ulighed, racediskriminering og Max Goodwins enorme slid, så er New Amsterdam alligevel en rigtig feel-good serie, hvor de gode som oftest ender med at le, de onde med at græde, og hvor Max Goodwin og hans dygtige og barmhjertige medarbejdere næsten altid finder en god løsning på uretfærdighederne.  På den måde er serien næsten eventyr for voksne.

New Amsterdam vises lige nu på Viaplay, som er i færd med at sende 3. Sæson

 

 

Den imponerende: Dokumentar om kraftanstrengelserne bag Pfizers vaccine

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Et nyt dokumentarprogram, som er blevet til i et samarbejde mellem TV-stationen National Geographic og lægemiddelfabrikanten Pfizer giver mulighed for at være flue på væggen efter, at virksomhedens direktør i foråret 2020 meddelte sine ansatte, at alle ressourcer skulle sættes ind på at skabe en vaccine mod covid-19. Koste hvad det ville. Programmet er én lang product placement, men dybt fascinerende.

Da Pfizers administrerende direktør Albert Bourla 11.december sidste år modtog besked om, at lægemiddelindustrien havde godkendt Pfizer/BioNTechs covid-19 mRNA-vaccine til nødbrug, var det efter 10 måneders usikkerhed om, hvorvidt det overhovedet ville lykkes at skabe en effektiv vaccine og ligeså mange måneders arbejde i døgndrift i kapløb med tiden. Det fremgår med al tydelighed af dokumentarprogrammet Mission Possible: The Race for a Vaccine, der kan ses her på Youtube.

I programmet får seerne adgang til en lang række af processerne bag én af de største og mest imponerende medicinske bedrifter i moderne historie nemlig at udvikle en effektiv og sikker covid-19 vaccine indenfor en ekstremt hurtig tidsramme. Samtidigt med at man også var nødt til at investere i at kunne masseproducere og -distribuere den vaccine, som man ikke anede, hvorvidt ville fungere. Alt sammen i løbet af ni måneder fremfor de normale ca. 10 udviklingsår, som ellers er normalen for udvikling af blot selve vaccinen.

"Mission Possible: The Race for a Vaccine" er ikke kun et program om, hvad det var for en usikker og kolossal opgave, som Pfizer gav sig i kast med, og hvad videnskab indimellem kan udrette af mirakler. Det er også nok så meget en film om, hvad fokuseret lederskab betyder, for at super dygtige forskeres potentielle mirakuløse indsatser kan komme til at udfolde sig.

For Pfizers administrerende direktør Albert Bourla var der allerede i februar 2020 ingen tvivl om, at hans virksomheds eksistensberettigelse lå i at kaste alt ind i kampen for at finde en vaccine. For ham var Covid-19 således tidligt ikke blot en sygdom blandt flere, men sygdommen, som kunne afslutte verden, som vi kender den.

Og 10. marts sidste forår lod Bourla gennem en medarbejdervideo disse og hermed også resten af verden derfor forstå, at fra nu af skulle alle firmaets ressourcer allokeres til kampen for en vaccine, som i princippet skulle være færdigtestet 7 måneder senere.

”Covid-19 vedrører alle. Hvor mange ville dø, hvis vi ikke kunne finde en løsning, hvor voldsomt ville det påvirke vores økonomi? Vi følte presset fra milliarder af mennesker, millioner af virksomheder og hundredvis af regeringer, hvis største håb om en løsning var en vaccine”, siger Albert Bourla, der i marts fortæller sine medarbejderne, at den største udfordring for deres kommende arbejde med en vaccine var tiden, at der ikke ville være nogen garanti for at deres arbejde ville lykkes. Men at hans pengepung til gengæld stod vidt åben for projektet:

” De skulle gå tilbage og regne på, hvor mange som ville være døde, hvis vi ikke havde en løsning, og at de derfor også skulle begynde at arbejde på en oktober-vaccine. At de skulle tænke ud af boksen, at de ikke skulle tænke på omkostninger og risiko, og at hvis noget alligevel ikke duede, så var det kun penge, og at pungen var åben, helt åben,” fortæller Bourla i programmet.

Men som det også tydeligt fremgår af dokumentaren, var der ikke mange i Bourlas omgivelser, der i starten troede på hans projekt. Heller ikke hans nærmeste ledende medarbejdere, som dog kastede sig ud i projektet i døgndrift.

En ledende medarbejder i virksomhedens vaccineudvikling, fortæller sådan om sin reaktion:

”Jeg tænkte dengang, at det her simpelthen var Mission Impossible”

Men at penge i princippet ikke var et issue, og virksomheden på alle måder var ude i et helt nyt land, gik for alvor op for medarbejderne, da Bourla helt tidligt i forløbet valgte at sige nej til mulighederne for finansiel udviklingsstøtte fra den amerikanske regering:

”Min store beslutning i det her var ikke at tage imod penge. Da jeg forstod, at hele det her ville blive helt ude af boksen, besluttede jeg ikke også at belaste mine forskere med al det bureaukrati, som uundgåeligt er forbundet med disse offentlige penge. Jeg var hele tiden bevidst om, at vi måske kunne fejle. Jeg tillod ikke mine medarbejdere at tænke den tanke, men jeg tænkte selv på det hele tiden..Og vi kunne have skullet destrueret det hele.”

Mission Possible: The Race for a Vaccine" er produceret af National Geographic i et deklareret samarbejde med Pfizer, som har betalt for dokumentaren. Programmet er således én lang product placement. Men disse lidt særlige forhold ændrer ikke ved, at programmet er dybt fascinerende i kraft af sine medvirkende, der alle er glimrende fortællere. Deres individuelle vidnesbyrd giver nogle meget troværdige indblik i, hvordan de har oplevet såvel pandemiens trussel mod menneskeheden som i den historiske præstation, som de har været en del af.   

"Mission Possible: The Race for a Vaccine" er således et enestående vidnesbyrd om, hvad videnskaben kan rykke, hvis den vil, og såfremt de rette vilkår er på plads.

 

Den dybt bevægende: Børne- og ungepsykiatere arbejder ligesom detektiver

 
 
 
 
 

PODCAST: Journalist Anders Lund Madsen kaster lys ind i børne- og ungepsykiatrien, hvor de økonomiske rammer kan forekomme urimeligt stramme, men hvor det alligevel gang på gang lykkes dedikerede medarbejdere at få alvorligt psykisk syge børn og unge til at blomstre igen.

Mens flere og flere børn får en diagnose for en psykisk lidelse som for eksempel angst, depression, skizofreni, ADHD og autisme, er der mangel på læger i psykiatrien. Men børne- og ungdomspsykiatrien er ikke noget tilløbsstykke blandt nyuddannede læger. Men hvorfor er der så få læger der vælger dette speciale, når nu det er så vigtigt for samfundet, og når behovet for hjælp hos den enkelte patient er så stort? 

Disse svar har journalist Anders Lund Madsen forsøgt at indkredse i en umådelig interessant, moden, begavet og bevægende podcastserie, bestående af otte programmer "Psykens detektiver", hvori han taler med otte forskellige børne- og ungepsykiatere fra det meste af landet om blandt andet faglige fordomme, om børne- og ungdomspsykiatriens ofte snævre økonomiske rammer, om arbejdsglæde, om hvad der skaber en god børne- og ungepsykiater samt - og ikke mindst - om patienter og sager, som de hver især aldrig glemmer.

”Der kommer flere og flere børn ind, men antallet af børne- og unge psykiatere er ikke fulgt med. Vi har nok ikke været gode nok til at italesætte, hvad vi laver. Børne- og ungepsykiatrien er ikke et prestigeområde. Det betyder, at vi ikke har kræfter nok, og det betyder ventetider for patienterne,” forklarer specialeansvarlig overlæge Gitte Madsen. For hende føles de økonomiske og dermed tidsmæssige rammer for arbejdet med de unge patienter nogle gange alt for stramme:

”Det sværeste er at lave afslutning på forløb, hvor patienterne ikke føler sig klare til at forlade os, og hvor man heller ikke selv finder det optimalt og synes, der burde ske noget andet,” siger Gitte Madsen, der ikke lægger skjul på, at det kan være en daglig kamp at leve op til de ledelsesmæssige krav om flow og produktionshastighed.

Det er kun få af de medvirkende, som oprindeligt havde forestillet sig, at deres valg af medicinstudiet ville føre til, at de i sidste ende ville vælge at blive børne- og ungepsykiatere - eller psykiatere overhovedet for den sags skyld. De havde nemlig selv oprindeligt de samme fordomme mod psykiatrien, som de i dag fortsat møder blandt kolleger og ved middagsborde i deres sociale liv. Men møder med specifikke psykiatriske patienter i løbet af deres studietid fik dem til at skifte bane. Til egen overraskelse. 

Rikke Wesselhöft, snart færdig som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, forklarer således om egne og andres fordomme, som i øvrigt er et gennemgående tema:

”Jeg tænkte jo også i den der retning af, at psykiatere var nogen, som selv havde issues, eller som ikke turde være i skadestuen. Og jeg møder stadig, at man lidt tænker, at vi, der er i børne- og ungdomspsykiatrien bare er her, fordi vi er dårlige fagligt, og at børne- og ungepsykiater kan man altid blive. Men det skyldes nok, at det er et nyt speciale. For 20 år siden anerkendte man jo ikke engang, at børn kunne få en depression. Men der er man jo blevet meget klogere, så…”

Men det er ikke kun tidligere fordomme, som nogle af de medvirkende har til fælles. Fælles for dem alle er en totalt smittende glæde ved deres arbejde:

”Jeg har verdens bedste job.”

”Jeg er verdens heldigste kartoffel.”

”Billederne er brogede, og symptomer er ikke så klare som hos voksne, så det er et detektivarbejde,” lyder de medvirkendes begejstrede beskrivelser af deres arbejde.

Og at være psykiater for børn og unge kan ifølge de medvirkende netop ofte sammenlignes med at arbejde som detektiv, hvor man skal bruge alle sine faglige og personlige kompetencer for at finde ud af, hvad der er galt med de unge patienter, hvis symptomer angiveligt ofte fremstår helt anderledes og meget mere diffuse end hos voksne. Samtidigt med, at man som regel ikke som i andre medicinske specialer har biologiske og mere tekniske diagnostiske redskaber til sin rådighed, så det er ikke for ingenting, at serien hedder "Psykens detektiver",

Podcastserien er produceret af Anders Lund Madsen og Børne- og ungdomspsykiatrisk Selskab i et forsøg på at skabe en større forståelse for arbejdet i børne- og ungepsykiatrien, men også i et håb om således at kunne medvirke til en styrket rekruttering af læger til specialet. Mål som til fulde synes at være nået i denne på alle menneskelige måder berigende serie, som kun kan efterlade hjerter af sten kolde og upåvirkede. Der er ikke megen Gøgerede at finde i denne serie, hvor en ledende overlæge da også beskriver sin afdelings udseende som et sted, der mest af alt ligner et fritidshjem - uanset hvor voldsomt syge og forpinte, hendes unge patienter er. At der udenfor hendes og de øvrige medvirkendes døre står syge børn og unge på ventelister forekommer barbarisk.

 

Når Hollywood er bedst: Jeg er ikke mig mere

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Den amerikanske skuespiller Robin Williams fik efter sin død konstateret den frygtede demenssygdom Lewy body demens. Den gribende dokumentar Robin's Wish viser skuespillerens sidste tid, inden han tog livet af sig selv i august 2014.

Seks år efter, at Robin Williams begik selvmord i sit og hustruens hjem i San Francisco-bugten i USA, fortæller hans enke, Susan Schneider, nu i en dokumentarfilm om sin grundige research for at forstå, hvad det var, der ramte hendes mand knap to år inden hans død, og hvad han oplevede på grund af den sygdom, han led af. Sygdommen Lewy Body demens blev først diagnosticeret under en obduktion, efter at Robin Williams forpint, uforstående og afmægtig valgte at hænge sig i sit soveværelse, kun 63 år gammel.

”Når nogen tager sit eget liv, er der altid noget mere, og denne film handler om dette mere,” forklarer hans efterladte hustru, som i dag er en aktiv lobbyist på vegne af patienter med Lewy body demens. En klinisk diagnose, der selv for speciallæger kan være vanskelig at skelne fra Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom. 

Robins Wish er en stærk fortælling om en gnistrende, kreativ, succesfuld, livsivrig og overskudsagtig mand, som mærker sig selv forvandles til en fysisk og mental skygge af sig selv uden at ane, hvad der er galt. Og en mand som heller ikke på noget tidspunkt opnår at få kvalificeret hjælp til at forstå, hvad det er, han hver nat og dag kæmper så tappert imod.

At Robin Williams på alle måder forsøgte at kontrollere og kæmpe mod sin for ham ukendte sygdom fremgår med al tydelighed af dokumentaren, hvor naboer, venner og kolleger fortæller, hvordan de oplevede ikke kun hans sidste tid, men også de to år inden, hvor han indspiller film, laver stand-up monologer for sjov på det lokale egnsteater, motionscykler og forsøger at opretholde gamle og gode ven- og naboskaber. Anstrengelser, som i stigende grad blev for uoverkommelige ifølge kollega, ven og instruktør Shawn Levy, der arbejdede sammen med Robin Williams på dennes sidste film.

”Jeg kan huske, at han sagde: Jeg er ikke mig mere. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Det er ikke mig mere.”, fortæller Levy.

Producenten, David E. Kelley, supplerer: ”Det var som om, at han havde noget inden i sig, der fortærede ham.”

Og Robin Williams blev netop spist op indefra af sin hjernesygdom, bekræfter programmets to medvirkende neurologer, som fortæller både generelt om sygdommen i et sprog, hvor alle kan være med, men også specifikt om Robin Williams, som de siger tilhørte de mennesker, der har en meget stor hjernekapacitet at trække på, hvorfor hans intellektuelle færdigheder fungerede betydeligt længere, end de ville have gjort for de fleste andre. Robin Williams burde med de massive ødelæggelser, som hans hjerne fremviste på scanninger, overhovedet ikke have været i stand til hverken at tale eller bevæge sig ifølge neurolog, Bruce Miller, direktør for Center for Hukommelse og Aldring ved University of California.

Robin's Wish er en meget vigtig og vellykket film, der ikke blot fortæller det meste af, hvad videnskaben i dag ved om Lewy body demens, men som også samtidigt får vist, hvad det var for egenskaber, som Robin Williams besad, og som gjorde ham til en af verdens mest kendte skuespillere og stand-up komikere. Også hans livs mange arbejdssuccesser havde nemlig deres primære udspring i den helt unikt, sprudlende og genialt improviserende hjerne, som vi også møder i filmen, men som til sidst svigter ham så katastrofalt. Anskuet som et populært videnskabeligt værk om Lewy Body demens er dokumentarfilmen mere end fremragende.

Robin's Wish kan ses på TV2 Play

Redaktion

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Redaktionschef
    Helle Torpegaard
    helle@medicinsketidsskrifter.dk

    Journalister

    Anne Mette Steen-Andersen - videnskabelig redaktør
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik
    Sybille Hildebrandt - alm. praksis, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen - diabetes, onkologi

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Gorm Palmgren - onkologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen, diabetes, onkologi
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Ebbe Fischer - allround

Om os

Redaktionen

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Redaktionschef
    Helle Torpegaard
    helle@medicinsketidsskrifter.dk

    Journalister

    Anne Mette Steen-Andersen - videnskabelig redaktør
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik
    Sybille Hildebrandt - alm. praksis, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen - diabetes, onkologi

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Gorm Palmgren - onkologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen, diabetes, onkologi
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Ebbe Fischer - allround

Om os