| | | | | |
 

5 digitale sommeranbefalinger

DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt de fem bedste digitale kulturtilbud på sundhedsområdet fra foråret 2020.

Dansk akutlæge skriver litterært blændende coronablog

 
 
 
 
 

Ulf Hørlyk der har tilbragt det meste af sit faglige liv med akutfolket, akutlæger, -sygeplejersker og -lægesekretærer, er vant til endeløse vagter i hospitalets frontlinje, dårlig kaffe, hylende ambulancer og liv, der tabes, men også vant til høj faglighed og fælleskab omkring at redde patienter i nød.

”Vagter drevet af ønsket om at hjælpe.

Fortvivlelse, når akutfolket ikke lykkes; ekstasen i at lykkes.

Arbejdsliv brugt på fremmede mennesker, mens akutfolkets egne familier ikke altid får det, de fortjener”, lyder hans beskrivelse af en almindelig hverdag på akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens.

Og det er denne ofte dramatiske, men også alligevel et stykke hen af vejen rutinebårne hverdag, som COVID-19 udfordrede, da han i foråret gik i gang med sin blog på Akutfolket.dk.

”Jeg vil forsøge at beskrive akutfolket under COVID-19. Måske kan jeg undervejs forklare, hvorfor livet i akutafdelingen er de lange vagter og omkostningerne værd,” skriver han i sin indledning til bloggen, hvor han også skriver om sit personale og deres kommende udfordringer med COVID-19:

”Jeg er sikker på, de klarer det – jeg har været sammen med dem i mange år. Min tillid, min beundring og min respekt for dem er stor.

Jeg håber, at flere kommer til at holde lige så meget af akutfolket, som jeg gør.”

Ulf Hørlyk er ikke holdt op med sin blog trods virussens delvise flugt til andre lande, for Corona giver fortsat masser af udfordringer på danske hospitaler trods de færre Coronapatienter i sengene.

Og Ulf Hørlyks udkigspost er godt placeret, for hans afdeling var i startens epidemi den eneste afdeling, som alle coronapatienter på Horsens sygehus først skal igennem for overhovedet at komme videre - uanset om de blot skal testes, er mistænkt smittede, er lidt syge eller måske ligefremt er alvorligt syge og bagefter indlægges længere inde i hospitalet.

Akutfolket er altså i front, og derfor var det da også følelser af uretfærdighed og mangel på faglig respekt, som ramte ham, da han i foråret modtog corona-retningslinjerne for hans personales sikkerhed fra Statens Serum Institut, hvor man havde overset akutafdelingernes behov for beskyttelse – og ligeledes en uro og bekymring, da hans regionsledelse dengang valgte, at akutafdelingen i Horsens i modsætning til mange andre akutafdelinger ikke skulle tildeles de særligt sikre masker, som anvendes overfor COVID-19 syges udånding:

”De andre specialer ser mange COVID-19-patienter. Vi ser dem allesammen. Ingen lander i en seng på en medicinsk- eller intensivafdeling, uden at have være forbi akutfolket.

De fleste COVID-19-patienter ser de andre afdelinger aldrig. Dem håndterer vi selv. I porten og i isolationszonerne. Beroliger de mindre syge. Hjælper de pårørende med at sige farvel til dem, der ikke kan hjælpes med en intensivplads.

Akutfolkets læger. Akutmedicinerne. Akutlægerne. Sammen med akutsygeplejerskerne og lægesekretærerne. De absolutte frontkæmpere. Også under COVID19.

Et helt nyt speciale, som akutfolket selv er ved at bygge op. Et helt nyt speciale i front mod COVID19. Et fællesskab mellem lægekollegaer, sygeplejersker og lægesekretærer. Et fællesskab som giver mig sommerfugle i maven og gåsehud,” skriver han.

Ulf Hørlyk elsker tydeligvist sit arbejde og sine ansatte, men han er også en blændende skribent. Han skriver simpelthen røven ud af bukserne på de fleste på en måde, som gør, at det ikke er en overdrivelse at hævde, at han indføjer sig smukt i rækken af nogle af de bedst skrivende britiske bestsellerforfattere - som for eksempel Henry Marsh og Adam Kay. Læger og skribenter, der også kan kunsten at tage vilkår i sundhedsvæsnet ved vingebenet uden at miste sansen for det vigtigste, nemlig kvalitet i behandlingen, som alt tyder på kun kan fastholdes og styrkes, hvis patienter og personale føler sig godt behandlede. Eller som han selv udtrykker det:

”Jeg er akutlæge. Specialist i akutmedicin. Mit håndværk er mødet med den akutte, uafklarede patient. Mit arbejdsliv er at lede og skabe rammer for, at akutfolket kan modtage de akut syge.

Hvis akutfolket ikke har det godt, har patienterne det ikke godt. Akutfolkets ve og vel er mit ansvar.

Det er jeg stolt af. ”

Hørlyk er måske nok mere rund og mindre systemkritisk end sine britiske kolleger. Om det er fordi, at han ikke vil have sin ryg pryglet i stykker af sin kritikfølsomme regionsledelse (Region Midtjylland), eller det i stedet skyldes den kontekst, hvori hans blog er startet, nemlig COVID-19, som næppe kalder på hverken ironi eller sarkastisk vid – i hvert fald ikke endnu. Forhåbentligt er forklaringen det sidste, for man mærker humor, ironi og vittig skarphed lure under overfladen, så mon ikke der også kommer (endnu) mere vid fra hans hånd fremover, når hospitalernes arbejdsvilkår på et tidspunkt bliver mere normale.

Men imens han og hans afdeling og resten af landets læger og borgere håber at vi snart når frem til nogle effektive vacciner, kan vi andre også håbe på, at skribenten Hørlyk engang vil udfolde sine analyser af det danske sundhedsvæsen i for eksempel en bog. Det kunne godt gå hen og blive en formidabel god en af slagsen, for en stjerne er født i Horsens midt i coronatiden. Se for eksempel her og døm selv:

”Styrelsen for patientklager mener ikke, at travlhed er en formildende omstændighed hvis vi tager fejl. Når vi tager fejl.

Gad vide om de har stået i en akutmodtagelse. Gad vide om de kender akutafdelingernes vilkår.

COVID19 tiden er en risikosport. Alle dem der mistænkes for COVID19 undersøges. På samlebånd. Alle andre undersøges også.

På samlebånd.

Vi ved at det er farligt hvis der kommer for mange ind i en hospitalsafdeling på en gang. Crowding. Covid19 eller ikke; Mange simultane opgaver, øger risikoen for fejl.

COVID19 giver et ekstra twist på det.

Hvis man opkoncentrerer smitte på det lille lukkede område, der er en akutafdeling, øges smitterisikoen. Farligt for de patienter der ikke er smittede. Farligt for akutfolket.

Crowding.

Vi skal sørge for at de rigtige – og kun de rigtige, kommer ind på akutafdelingen. Portlægerne. De er nødt til at afvise patienter, de ikke mener er syge nok til indlæggelse.

Vi ved ikke hvem der er smittede.

Nogle dage tager det mere end et døgn at få svar på COVID19 prøverne. Patienterne kan i mellemtiden hobe sig op. Crowding. De skal ikke videre ind i sygehuset uden afklaring. Vi vil helst kun have en patient af gangen på en stue. Flere patienter på samme stue er en risiko. For patienterne og for akutfolket. For meget virus på for lidt plads.

Flaskehalsproblematikker

I ambulanceporten vurderer vi stadigvæk patienter. Almen praksis har stadigvæk ikke fået værnemidler. De kan stadigvæk ikke se sine infektionspatienter. Patienterne kommer i bølger. Syge mellem ikke så syge. COVID19 mistænkte og alle de andre.

Det går stærkt.

Lægerne i porten skal sikre at kun de rigtige kommer ind. Undgå crowding. For patienternes skyld, og for akutfolkets. De risikerer at tage fejl. Især når det skal går stærkt. Vi har sat tærsklen for at blive indlagt lavt. Mindsker risikoen for fejl, øger risikoen for crowding. Øger risikoen for smitte.

Travlhed er ikke en formildende omstændighed.

Nytter det at straffe fejltagelser?

Jeg skal have snakket med de unge læger om at stå i et job, hvor man skal tage ansvar for andres liv og helbred. Hvor man kommer til at lave fejl. Hvor man straffer sig selv. Hvor man kan blive straffet. Dømt ved en domstol.

De rammer jeg laver, definerer akutfolkets risiko for at lave fejl. For at få klager. For at blive straffet, ” skriver Hørlyk og fortsætter lidt senere i samme indlæg.

”Jeg er bange for hvad COVID19 gør ved akutfolket. Der er risiko for, at komme til at fokusere på det forkerte. Det er svært at undersøge når man er iklædt en rumdragt. Det er vanskeligt at være omsorgsfuld på 2 meters afstand. Dilemmaet mellem at undgå crowding, øge smitterisikoen og lave for overfladiske undersøgelser

Patienterne i porten er særligt udsatte. Portlægerne er særligt udsatte. Vi har dagligt fokus på problemet. Bekymringen er der hele tiden. Forsøget på at optimere rammerne. Forsøger at finde balancen.

Reducere risikoen for at lave fejl. Undgå crowding.

Travlhed er ikke en formildende faktor. Heller ikke når vi dømmer os selv. Heller ikke når jeg dømmer mig selv.”

  

Suverænt stykke om corona-karantæne fra Det Kongelige Teater

 
 
 
 
 

En spritny online-teaterforestilling, Karantæne, om livet under coronakrisen i en dansk familie bestående af mor, far og deres tre børn, er en perle af aktualitet, kreativitet og nærvær.

Kærlighed i coronaens tid er undertemaet i Karantæne, som sætter følelser og dilemmaer i spil i den lille familie bestående af mor, far og deres tre voksne børn, som alle er flyttet hjemmefra.

Teaterstykket, som tager sin begyndelse et par dage før Danmarks lockdown, 12. marts, er skabt af skuespillere i karantæne, hvor skuespillerne spiller foran hvert sit webkamera i deres egne hjem. Familien er fra starten fysisk adskilte, lillesøster er i Brasilien, hendes større søster bor tre timer væk i bil i Aarhus, og storebror er travlt optaget af sin egen lille familie. Familiens medlemmer mødes således i hverdagene ofte digitalt på forskellige platforme for videochats.

Men så rammer coronavirussen først Europa og få dage efter også Danmark og dermed også den helt almindelige så pæne kernefamilie, som herefter sammen skal tackle en række helt nye dilemmaer i coronaens slipstrøm via deres nu daglige videochats.

Far, søde, rare og kærlige bamsefar, spillet af Jens Jørn Spottag, har diabetes og hører dermed til risikogruppen, den ældste søster (spillet af Sicilia Gadborg Høeg) skal giftes ugen efter, og lillesøster (spillet af Lucie Vinde Dirchsen), der skulle have været hjemme til brylluppet, strander i Brasilien, og fars bror, der har været alvorligt syg gennem længere tid, dør lige inden påske og skal begraves.

Men kan man overhovedet holde bryllup med 50 gæster? Det afviser storebror (spillet af Mikkel Arendt), som i begyndelsen må kæmpe sig til forståelse af, at problemerne ikke er løst med en flaske håndsprit. Hvordan får man sygdomsfornægtende far til at forstå, at hverken bryllup eller begravelse er en god ide, når man tilhører risikogruppen? Er det fars frie valg at gå til sin brors begravelse, er det okay, at man som hans barn nægter at deltage i begravelsen, for på den måde at lægge pres på faren, som umiddelbart støttes af sin i begyndelsen urealistiske og fortrængende, men også velmenende kone (spillet af Tammi Øst). Hun ser helst, i hvert fald i begyndelsen, at såvel bryllup, begravelse og livet fortsætter som om, at coronaen bare er som en hvilken som helst anden influenzavirus.

For ja, hvad er egentlig okay at sige og gøre, når coronaen truer og således også adskiller i en situation, hvor man mere end nogensinde kan have brug for at være sammen og også være enige om fundamentale beslutninger? 

Hvordan når man hinanden alligevel, og hvornår risikerer man at ramme forkert trods gode intentioner? Disse dilemmaer oplever og diskuterer de fem med hinanden fra hver deres position og fra hver enkelt familiemedlems mere eller mindre ensomme liv i karantæne. Alt imens at de alle forsøger at gøre det hele så godt, som de nu kan ud fra deres trods familiebånd alligevel forskellige personlige livssituationer og forudsætninger. Livet er ikke altid nemt, selv om man vil hinanden – og slet ikke i kriser, som ovenikøbet ændrer karakter i hastigt tempo.

Karantæne holder fortsat i dag 3 coronamåneder klogere efter, at det blev skabt midt i den store lockdowns uvisheder. Og det gør det, fordi det er et bragende godt manuskript i kraft af sin forståelse for, hvordan mange af os lever vores pæne danske hverdage anno 2020, og hvor overrumplende, konfliktskabende og forvirrende, det kan være, når denne sættes ud af kraft af ildevarslende virus og regeringsforordninger.

Karantænes særlige produktions- og også formidlingsform, nemlig de videofilmede livechats, giver stykket en hel særlig nærhed, som understøttes af, at samtlige skuespillere yder nogle helt suveræne og bevægende præstationer. Karantæne, som jo reelt er filmede videochats, opleves hverken som film eller teater, men er mere som at kigge over hækken ind i naboens private gemakker på en særlig sårbar dag, hvor man skulle have holdt snuden for sig selv, men alligevel ikke kan lade være med at lytte med fordi, alt hvad der foregår derinde indirekte også handler om én selv og ens nærmeste.

Kun de færreste vil fortryde at bruge de 70 minutter, som stykket varer, så se det - ovenikøbet gratis - på: kglteater.dk/kgl/xtra/

 

Spillefilm om et globalt virusudbrud er som at se en dokumentar om corona

 
 
 
 
 

Den amerikanske filminstruktør Steven Soderbergs film Contagion om en pandemi, der dræber millioner af mennesker jorden rundt, er i takt med coronas hærgen, stormet op af streamingtjenesternes hitlister.

Og at filen således har fået en global rivival er der gode grunde til, for det er en fremragende film, som man nærmest skulle tro var lavet i 2022 og ikke for 10 år siden. Bortset fra at filmens politikere og eksperter opfører sig en del anderledes end præsident Trump og hans håndgangne folk.

Det kan måske forekomme næsten perverst at ville se Contagion om en usynlig dødelig virus´ hærgen. Som om at virkeligheden ikke er tilstrækkelig science-fiction-agtig i sig selv. Så hvorfor se fiktive mennesker dø samtidigt med, at virkelighedens globale smitte- og dødstal fortsat dagligt stiger på grund af corona? Det er blandt de spørgsmål, som man med god grund kan stille sig selv, hvis man ikke tidligere har set filmen. Men det bør alligevel ikke afholde én. Tværtimod for Contagion er ikke på nogen måde en dystonisk katastofefilm. Den lægger sig derimod tæt op af de scenarier, som verdens førende pandemiforskere har forsket i de seneste år velvidende, at det aldrig har været et spørgsmål, om vi ville få en epidemi, men kun om hvornår.

I filmens begyndelse møder man Beth Emhoff (Gwenyth Paltrow), som er på vej tilbage fra en forretningsrejse til Hong Kong med et stop i Chicago Lufthavn, hvor hun har sex med sin tidligere kæreste. Beth føler sig syg, men tilskriver sine symptomer jetlag, og da hun kommer hjem til Minneapolis, når hun at smitte sin søn, som dør kort efter, at hun selv er udåndet på hospitalets akutafdeling. Hendes mand Mitch (Matt Damon) går i karantæne, men viser sig at være immun overfor den virus, som nu spreder sig med lynets hast i første omgang i Hongkong, i en lille provins udenfor Hongkong, hvor alle ældre mennesker allerede er døde, i Minneapolis og i Chicago. Et kapløb mod tiden for at identificere, inddæmme og udrydde virusset er begyndt, inden at alt for mange millioner eller milliarder mennesker dør.

Men som i virkelighedens verden tager det tid, inden at sundhedsmyndighederne bliver klar over, at en pandemi er gået i gang, og de første, som indser det og advarer, bliver mødt med modstand og økonomiske indvendinger. I filmen vist via de amerikanske myndigheder, CDC’s lægelige repræsentant i Minnesota, som spilles af Kate Winslet. I Hong Kong kæmper WHO’s repræsentant (Marion Cotillard) med at identificere udbruddets oprindelse, og tilbage i CDC’s hovedkontor forsøger man at forstå virussets smitteformer, genetiske identitet, og hvordan man hurtigst og bedst muligt kan lave en vaccine.

Filmens virus minder slående om det, som vi i dag mener at vide om corona. Et virus som stammer fra dyr, et virus som er helt nyt for den menneskelige krop og forskerne - samt et virus, som smitter hurtigt via fysisk kontakt og overflader. Derfor er filmens råd til befolkningen også som i dag: Høj hygiejne, mundværn, masker, indskrænkninger i menneskers mobilitet og social isolation: Bliv hjemme, hold fingrene væk fra ansigtet og undgå alle smittekilder i supermarkedet, som er det eneste sted, man bør bevæge sig hen udenfor hjemmet.

Filmens billeder og situationer er et koncentrat af vores nye virkelighed - som for eksempel tomme lufthavne, skoler og shopping centre, mangel på hospitalspersonaler med de rette former for  beskyttelsesudstyr, uddannelser og retningslinjer, sygesenge i store messehaller, som vi har set det fra Madrid, griskhed i supermarkeder, desperate borgere som flygter fra særligt smittede områder til mindre smittede områder som vi har set det i Italien, forældre som kæmper for at holde deres livsivrige, men uforstående teenagerbørn inden døre, læger som overskrider bureaukratiske, men også tit velbegrundede, grænser for at blive berømte – eller for at forsøge at nå frem til den livreddende vaccine på hurtigste vis. Det hele er der.

Så selv om filmens virus hedder MEV-1, og ikke corona, er en af de følelser, man rammes af ren deja-vu, for det er som at se en dokumentarfilm, hvori man har ladet de kendte Hollywoodskuespillere spille nogle af de rigtige mennesker, som vi har set gennem de seneste måneder i medierne. Heriblandt også den øretæveindbydende blogger, spillet af Jude Law, som bruger de sociale medier til at tilrane sig stjernestatus blandt myndighedsfjendske anti-vax’ere, som tror på hans konspirationsteorier om, at virusset er en fiktion, som alene tjener til at forgylde medicinalindustrien. Samtidigt sælger han en 'effektiv' urtemedicin imod virusset. En rolle som han spiller så godt, at man har lyst at kyle en brosten efter sin billedskærm, indføre censur på sociale medier og i øvrigt straks melde sig som frivillig arbejdskraft hos Bill Gates og hans globale vaccinationsprogrammer.

Selv om nogle af filmens helte dør undervejs, så er Contagion på mange måder en guide til, hvordan vi alle bør opføre os praktisk og etisk i forhold til os selv og vores omgivelser, hvis vi vil have corona-epidemien til at ende godt. Uanset vores personlige liv og uanset hvilke roller, vi indtager i samfundet. Derfor er den god at se, og derfor er den især god at tale med andre om.

At skuespillerne alle spiller mere end fremragende, at manus er suverænt, at det filmiske billedsprog er perfekt, og at den giver en ramme til at forstå, hvad der kan foregå i kulisserne bag en pandemi gør, at filmen har mere end fortjent sine seks stjerner.  

 

Kemohjerne viser hvor meget vores sprog om kræft heldigvis har ændret sig

 
 
 
 
 

TV: Den danske mini-tv-serie, Kemohjerne, om en ung mand og hans testikelcancer, havde som den første danske tv-serie international premiere på den prestigefulde amerikanske tv-festival, Sundance i januar. 

Kemohjerne, instrueret af Kristian Håskjold, er en umådelig fin, lille serie i fem afsnit af 15 minutters varighed og handler om den kun 28-årige studerende Oliver, som lever et godt og sorgløst ungdomsliv med venner og en ny næsten-kæreste. Lige indtil den dag, hvor hans smågenerende rygproblemer viser sig at dække over testikelkræft i spredning.

Hvert år får 1.400 unge danskere i alderen 15-39 år konstateret kræft. Langt de fleste får det godt igen, men mange oplever også, at forløbet påvirker ungdomslivet og det tidlige voksenliv med uddannelse, venner, kærester og måske familielivet med børn.

Og skulle man være i tvivl om eller ikke kender til eksistensen af den særlige sårbarhed, som unge med kræft kan besidde, så er man det ihvertfald ikke mere, når man har set filmens Oliver - spillet af den talentfulde og overbevisende Adam Ild Rohweder - kæmpe sig igennem tre måneders barsk kemokur på Rigshospitalet med kun en sløj internetforbindelse til den omverden, hvis liv ruller videre uden ham, mens han kæmper for sit liv.

Adam Ild Rohweder, der er kendt fra en række danske spillefilm, løfter alle facetter af sin rolle som den skiftevis dødsangste, forvirrede, forpinte, selvmedlidende, ensomme, men også fortsat humoristiske og livsivrige Oliver, der mister både sin ene testikel, sit hår, sit hidtidige uskyldige forhold til egen dødelighed, sit liv uden for hospitalsmurene og sin nye kæreste undervejs i de korte afsnit, som med fordel kan ses ud i ét stræk.

Man smiler med Oliver, når han smiler eller joker og føler langt ind i hjertekulen med ham, når han afkræftet, bange og ulykkelig er nede i kulkælderen. Adam Ild Rohweder, spiller simpelthen så gennemført godt, at man gang på gang må erindre sig om, at han ikke er syg i virkelighedens verden. Det er kun tv. Og gudskelov for det.

Men selv om Oliver ofte er ensom i forhold til sin sygdom, og kampen mod sygdommen bliver værre og værre i takt med, at hans gamle liv siver ud af hænderne på ham, så har han dog sin far, spillet kejtet, men kærligt af Jens Jørgen Spottag, sin praktiske, men altid med på løjer bedste ven Emil, spillet af Mads Reuther, og sin nye kvindelige ven, medpatient og leukæmiramte Eva, spillet af Karoline Brygman. Ikke mindst Eva giver ham som mere rutineret patient i Kemoland de stryg og de kærlige klap, som han har brug for til at overleve psykisk. Kræftens Bekæmpelse har været inde over filmen, men organisationens hånd har heldigvis ikke været så tung, at den har kvalt manuskriptforfatternes lette humor og slagfærdige bemærkninger, som viser, hvor meget vores sprog om kræft heldigvis har ændret sig fra at være noget, som man fortiede, til at blive en sygdom, som man både må tale om og joke med, hvis man har brug for det til at holde humøret og troen på et liv efter behandlingerne oppe.

Stor respekt for denne perle af en lille tv-serie, som selv sygdomsangste må kunne tåle at se i kraft af dens fravær af melodrama til fordel for nænsomhed.

Kemohjerne er produceret af SPLAY ONE for TV 2 DANMARK og kan ses på TV2 Play.

 

Varm, sjov og ærlig Netflix-film om Alzheimers

 
 
 
 
 

Den spanske film "Live Twice, Love Once" er en smuk, bittersød, men også lejlighedsvist sjov film om en matematikprofessor, hvis alzheimersygdom først splitter og siden samler en familie omkring det tab, som sygdommen er for dem alle.

"Live Twice, Love Once" (Vivir dos veces) begynder, da familien til den netop pensionerede matematikprofessor, Emilo, spillet fremragende af den spanske skuespiller Oscar Martínez, begynder at studse over hans ændrede adfærd. Selv kan han også godt fornemme, at noget er anderledes, men som så mange andre personer med demens, forsøger han i begyndelsen af skjule sine problemer, hvilket dog i stigende grad er umuligt for ham.

Emilio parkerer på sin sædvanlige restaurant og bestiller sin sædvanlige morgenmad fra sin sædvanlige servitrice, men glemmer at han har betalt. En sygeplejerske stiller ham en række spørgsmål, der kan synes nedladende for de fleste voksne: Hvilket år er det, hvor er du, hvad er 3 fra 30.Spørgsmål som han i starten bliver rasende fornærmet over, men som han også i stigende grad, som filmen skrider frem, får pinagtigt svært ved at svare på.

Men Emilio er ikke den eneste, som er i benægtelse. Hans datter Julia, spillet af dygtige spanske Inma Cuesta, er i en næsten endnu større benægtelse af sin fars tilstand, end han er. Hun orker og tør ikke tænke tanken. Desuden har hun andre problemer at beskæftige sig med, som for eksempel sin totalt tåbelige og ovenikøbet utro ægtemand, og sin sure, flabede datter, Blanca, spillet charmerende af spanske Mafalda Carbonell.

Filmen, som er en dramatisk komedie udspillet i og omkring byen Valencia i Spanien, viser, hvordan sygdommen sniger sig ind på Emilio, der mere og mere kun tænker på sin ungdoms tabte kærlighed, som han ønsker at møde igen, inden han helt forsvinder ind i mørket. Et ønske som gør hans velmenende, men også irriterende datter, Julia, rasende og vred på sin afdøde mors vegne. Især da faren ærligt – eller som konsekvens af sin dement – forklarer hende, at nok har han holdt meget af sin afdøde hustru og hendes mor, men han har aldrig elsket hende. Han hjerte har hele livet tilhørt en anden.

Men Emilio får som i enhver god komedie en sammensvoren i form af sit 11-årige barnebarn, Blanca, som han har et tæt forhold til. Blanca, som desuden er godt og grundigt træt af sin mor, beslutter at hjælpe ham, så de tager afsted ud i verden i hans gamle skramlekasse af en Citroen på fælles jagt efter professorens tidligere og aldrig glemte store kærlighed.

Filmen har således to motorer i sin beretterstruktur: Den første er barnebarnets og professorens jagt på den aldrig glemte unge pige, Margarita, og den anden er sygdommens splittende og samlende virkninger i en familie.

 Filmen er vedkommende og sjov fra start til slut. Oscar Martínezs fremstilling af demens er rørende og skræmmende, og han spiller rollen til topkarakter, og man skal altså være mere end almindelig hårdhudet for ikke at blive berørt af professoren, hans datter og barnebarn.

Men især bør filmen roses for at løfte en kæmpe opgave nemlig at fortælle om demens på en måde, så mennesker i alle aldre kun kan blive klogere og bedre til at forstå, leve med og måske ligefrem få noget værdifuldt ud af at være tæt på et menneske med demens. Også selv om filmen bestemt ikke lægger skjul på, hvor svært, og hvor hård sygdommen er for de ramte og deres pårørende.

Vurderet som et kunstnerisk værk er den måske nok ikke meget over det jævne, men anskuet som en kærlig pædagogisk familiefilm, der kan sætte rammen for forståelse og skabe mulighed for fælles samtale om alzheimer hos et familiemedlem, er den enestående fin og sød.

Live Twice, Love Once" kan streames på Netflix.

Redaktion

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Anne Mette Steen-Andersen - videnskabelig redaktør
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Annette Lausten - gastroenterologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen, diabetes, onkologi
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Ebbe Fischer - allround

Om os

Redaktionen

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Anne Mette Steen-Andersen - videnskabelig redaktør
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedsteknologi, sundhedspolitik
    Annette Lausten - gastroenterologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Bo Karl Christensen, diabetes, onkologi
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Ebbe Fischer - allround

Om os